Hvordan lærer man befolkningen at opfatte sig selv som et 'os danskere'? Det spørgsmål har på forskellig vis været et hovedtema i skolens historieundervisning - og i mange andre kulturbærende fag - siden midten af 1800-tallet. Befolkningen skulle lære at forstå 'os' som et nationalt fællesskab - dvs. forstå, hvor 'vi' kommer fra, og hvordan 'vi' som et fællesskab kan handle nu og i fremtiden. Skolelærernes historieundervisning fungerede med andre ord som en del af den danske stats og elites erindrings- og identitetspolitik.
Sådan er det fortsat her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men det er blevet et stadig mere prekært og konfliktfyldt forehavende. For hvordan skaber man et nationalt erindringsfællesskab i et samfund, der er blevet flerkulturelt på en helt anden måde end tidligere? Og hvordan kan det gøres på et demokratisk grundlag?
De, der kan øve indflydelse på befolkningens identitetsdannelse og fællesskabsfølelse, har også magt over befolkningens handlemuligheder. Derfor overlader staten og eliten ikke blot erindringspolitikken til historielærerne. Men spørgsmålet er, om historielærerne har tænkt sig at leve op til statens og elitens ambitioner og krav om kontrol? Det giver "Staten, eliten og 'os'" svar på.
Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
