Æbelø - Sophus Michaëlis - E-bog

Den sjælfulde kærlighed, betinget af afstand, tugt og længselsfuld tilbedelse, er essentiel i middelalderromanen Æbelø. Det er det som at se prærafaelitten Janey Morris i Æbeløs skildring af lysfeen Gro, genstanden for den unge junker, Sølver Falks attrå: „Øjnene var uden Pupiller, uden Blik; naar de saa, var det som hvide Skyer gled frem fra en himmelblaa Baggrund. Om det fintbøjede Hoved dannede Haaret en Glorie af bleggyldent Solspind, der sitrede med fine glimtende Traade i den blidt bevægede Luft“. Hele romanen er holdt i middelalderlig folkevisetone, og spinder da også runevisen om „Hr. Tidemand og Jomfru Blidelil“ ind i handlingen, der formes som en lang bølgende arabesk over afstandskærlighedens forjættelser og savn.
Romanen beskriver igennem sine forvandlingsfigurer selve følelsernes forædling. Den stiller den rå maskuline darwinisme og gudsfornægtende herskermoral op over for den sværmeriske, guddommeligt forklarede naturtilstand, stedligt og rumligt formet som øen med paradisæblerne midt i en grum verden, omgivet af vand, uberørt som et refugium uden for tiden. Et sted for tilblivelse. Det er her, det første menneskepar Gro og Sølver til slut skal finde hinanden og føre slægten frelst igennem tiderne. Hele romanen danner en optakt til denne fuldbyrdelse, hvor Sølver må opgive sit darwinistiske jagtinstinkt, og Gros far, Sten Basse, sin herskesyge magtbrynde og sine brutalitetsidealer. Sølver vinder Gro for sit hjerte, da han kastes i fængsel af Sten Basse og fra faderborgens nederste kamre sender sjælelige lokketoner til Gro, der ubevidst fornemmer og modtager dem. Sølver lutres i mørket, frigør gradvist sjælen fra kroppens lænker og møder Gro på lige fod – det vil sige i kysk og ærbar fromhed. De to står i telepatisk kontakt med hinanden. Han drømmer hende hos sig, og hans drømmes tryllekraft er så stærk, at hun kommer til ham om natten som søvngængerske, drevet af længsler, der endnu ikke var „stegen fra Sjælens dybe Bund lig en Perle mod Lyset“. Gro bliver Sølvers inderligkære, da begges sjæle i en trinvis forædling er klaret af den store mester ved essen. Efter deres gedulgte møde i natten bærer Gro frugten af deres hengivelse i sit indre. Og da tiden kommer, føder hun barnet på Æbelø og spreder sit serafiske lys over en naturtilstand, hævet over blod, nerver og instinkt.
(Dansk litteraturs historie)