At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger - - le Berthélaine - E-bog

Uddrag fra del I: Byen
Prolog:
Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det føler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: kun jeg er mig - og jeg er særlig. Det er parolen. Det er individets slagord. Det er en schlager, tænker jeg. Se mig, se mig! siger de. Ikke højlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden optæller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, gør deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De løber mellem hinanden, bærer, kravler - hen over hinanden - de tisser. Det kræves. Altid i bevægelse. For sig. Solo.
En myretue er et fascinerende syn, så megen mylder, så mange tusinder, et virvar intet menneskeligt intellekt kan finde hoved eller hale i, krydsende, frem og tilbage - dog altid hen imod et fælles mål. Den samlede tues vel og overlevelse. Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad gør de med disse to ben? tænker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fortælling, hvor de nyder at være midtpunkt: Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit!
Passage 6
- Det er ikke det værste ... jeg...
- Carl, se på mig! Det gjorde du ikke. Det gjorde du bare ikke!
- Desværre, jeg fortalte om vores togt ... og om...
- Åh nej!
- Jeg forsøgte at undgå det, men hun havde gennemskuet mig. Hun vidste, at noget var hændt, og jo mere jeg benægtede, des mere mistroisk blev hun ... til sidst lød det løgnagtigt selv i mine egne ører. De tre brede trin fejler jeg aldrig ...
Passage 8
De glaner vinduet. Jeg med. På frosten og de udeblevne trækfugle. De ser gennem vinduet. Og? - hvad ser vi egentligt? Det vore øjne ser, eller det vi ønsker at se, når vi ser gennem vore øjne, i al forfængelighed. ... "I al forgængelighed," tilføjer De. Intelligent. ... "Jeg må først," - jo tak. Jeg skuer havari og henstand, sønderskudte mure og menneskehed. ... "Altså en almindelig søndag morgen,"- netop, når en menneskeuge. Efter mange år.
Passage 9
De og Jeg taler om intimitet, slibrigheder og hjerteblod, og nu ... "skal jeg bløde," siger De, bogfører jeg. ... "Jeg misforstår?" - det er ikke nødvendigvis mig, der skal bløde, "men en eller anden!" - herligt, så er De havnet det rette sted, hold Dem tæt.
Passage 21
Han holder armene ud for sin æres skyld. Vifter, vipper, tipper ... woow ... usikkerhed, som er en sikkerhed, man ikke skal omgås uforsigtig.