Bøger i På sporet efter den tabte tid serien i rækkefølge

Marcel Prousts udødelige mesterværk På sporet efter den tabte tid er en fascinerende vandring i erindringens labyrinter. Værket er på en gang historien om en vordende kunstner og en storstilet samfundsskildring, der tegner et portræt af det franske borgerskab og aristokrati i tiden omkring århundredeskiftet.Anden del af På sporet efter den tabte tid, I et rosenflor af purunge piger, fortsætter historien om Charles Swann og hans ægteskab med Odette de Crécy.Men I et rosenflor af purunge piger er først og fremmest en uforlignelig og følsom skildring af den unge fortællers eget omskiftelige kærlighedsliv. Under et ophold i Balbec bølger et blomsterflor af purunge piger ham i møde. Det bliver en mørk pige med et lattermildt blik, som fortælleren forelsker sig i. Pigen er Albertine, som senere i På sporet efter den tabte tid, kommer til at spille en skæbnesvanger rolle i fortællerens liv.I et rosenflor af purunge piger er indlæst af Fjord Trier Hansen i 1995

Marcel Prousts udødelige mesterværk På sporet efter den tabte tid er en fascinerende vandring i erindringens labyrinter. Værket er på en gang historien om en vordende kunstner og en storstilet samfundsskildring, der tegner et portræt af det franske borgerskab og aristokrati i tiden omkring århundredeskiftet.I Sodoma og Gomorrha, fjerde del af Marcel Prousts romansuite På sporet efter den tabte tid, er perspektivet forlagt fra den aristokratiske Guermanteskreds til den borgerlige Mésèglisekreds. Men ligesom i Vejen til Guermantes brister fortællerens illusioner: Borgerskabet viser sig at være lige så store hyklere som den rivaliserende adel.I Sodoma og Gomorrha indleder fortælleren sit stormfulde forhold til Albertine. Men der gives også andre fængslende skildringer af kærlighedslivet, ikke mindst af dets skyggesider: I kølvandet på baron de Charlus og skrædderen Jupiens homoseksuelle forhold afsløres de elskende i romanen som børn af Sodoma og Gomorrha.Sodoma og Gomorrha er indlæst af Fjord Trier Hansen i 1995

Marcel Prousts udødelige mesterværk På sporet efter den tabte tid er en fascinerende vandring i erindringens labyrinter. Værket er på en gang historien om en vordende kunstner og en storstilet samfundsskildring, der tegner et portræt af det franske borgerskab og aristokrati i tiden omkring århundredeskiftet.ALBERTINE, femte del af På sporet af den tabte tid, fortsætter skildringen af fortællerens indviklede kærlighedsforhold til Albertine. Fortællerens kærlighed er forgiftet af skinsyge, og han forsøger at spærre hende inde i sit fædrende hjem i Paris, hvor hun bliver behandlet som en hund og dresseres til at respektere husets love og fortællerens søvn.Kærligheden til Albertine er et gigantisk dilemma: Når fortælleren er sikker på hendes kærlighed, bliver hun ham ligegyldig. Men lige så snart hun glider bort, vågner jalousien og kærligheden atter i ham.

Marcel Prousts udødelige mesterværk På sporet efter den tabte tid er en fascinerende vandring i erindringens labyrinter. Værket er på en gang historien om en vordende kunstner og en storstilet samfundsskildring, der tegner et portræt af det franske borgerskab og aristokrati i tiden omkring århundredeskiftet.Sjette del af På sporet efter den tabte tid, Forladt af Albertine, rummer den dramatiske fortsættelse af kærlighedsforholdet mellem fortælleren og Albertine. Det lykkes omsider Albertine at gøre sig fri af fangeskabet hos fortælleren, som rammes af hjertesorg og med alle kneb forsøger at få hende tilbage. Efter langvarige men forgæves anstrengelser får han en dag et telegram, der meddeler, at hun under en ridetur er blevet kastet af sin hest og dræbt. Langsomt synker Albertine bort i glemslen, og fortælleren begynder at opdage sit kald som digter.Forladt af Albertine er indlæst af Fjord Trier Hansen i 1995

I den sidste del af På sporet efter den tabte tid er den verden, der i de foregående seks dele har omgivet fortælleren, ved at gå i opløsning. Der er ikke længere nogen Swann, ingen piger i rosenflor, og det nye borgerskab har fortrængt adelen. I Den genfundne tid lukker romansuiten sig samtidig om sig selv. Alle erindringer og erfaringer flyder sammen til et digterisk kald, som i værkets slutning kommer til udtryk i den plan om at opspore den tabte tid, der i mellemtiden er blevet virkelighed i romanen.På sporet efter den tabte tid afslører sig således som et kunstværk, der samtidig er en teori om kunstværket og om dets tilblivelse.