Bøger om Litteratur

Fruen og tyendet. De roller er vel klare nok. Eller er de? Liza har begge ben på jorden og skal nok finde ud af at styre den overidealistiske cooperant, hun i øvrigt arbejder loyalt for. Og hun skal også lige sørge for, at familie og venner får lidt glæde af hendes ansættelse. Med stor psykologi og menneskesyn. Men også i hendes privatliv er der sorger og glæde… gode børn og knap så gode… og megen humor. Og både Mama og Liza har et barnebarn, der betyder alt for dem.Indholdet er autentisk, hvilket de mange billeder bærer vidne om, men forfatteren har ladet sig inspirere til at skabe sin egen fortælling.Nadja Manghezi er lærer og cand. mag. Hun tog sammen med sin familie til Moçambique i 1976 som cooperant for at hjælpe med opbygningen af det nye land. Efter nogle års arbejde tog hun hjem for så næsten tyve år efter at vende tilbage til Maputo, denne gang som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke, og denne gang uden børn og med sin mand på den anden side af grænsen i et frit Sydafrika. Hun har skrevet flere bøger om livet i det sydlige Afrika, på engelsk, portugisisk og dansk."Romanen giver et udmærket billede af et liv som fattig kvinde i Afrika i 1990'erne, hvor aids og korruption hærger. Den fiktive form gør skæbnerne vedkommende og giver en viden om kultur og traditioner." (Lektørudtalelse, DBK)

Steen Steensen Blichers klassiker skrevet på jysk i ny flot udgave med Johannes Thomsens oversættelse til rigsdansk og grafikeren Povl Christensens fantastiske klassiske træsnit.Som ekstra bonus skriver Torben Arboe om Blicher og dialekterne, og Erik Harbo portrætterer Povl Christensen som Blicher-illustrator.Så er den der. E Bindstouw, måske Blichers bedste værk. Udgivet i samarbejde med Blicher-Selskabet.

Susanne Jorn fejrer sit 50-års forfatterjubilæum med 50 stærke, engagerede og aktuelle digte om menneskeheden på godt og ondt. Miniaturerne er sanselige og farvemættede ordbilleder med inspiration fra kinesisk og japansk digtertradition. Digtene er i dialog med Jytte Rex’ fantastiske billedunivers.

monsieur antipyrines manifestDADA er vores intensitet: som uden konsekvens hæver bajonetterne mod den tyske babys sumatrahoved; Dada er livet uden tøfler eller paralleller; som er imod og for enhed og så afgjort imod fremtiden; vi ved fornuftsmæssigt at vores hjerner vil blive til dunede puder at vores antidogmatisme er lige så indskrænket som embedsmanden og at vi uden at være frie dog råber frihed:en streng nødvendighed uden disciplin eller moral og lad os spytte på menneskeheden. DADA holder sig indenfor svaghedernes europæiske ramme, det er alligevel noget lort, men fra nu af vil vi skide i forskellige farver for at pryde kunstens zoologiske have og alle konsulaternes flag. Vi er cirkusdirektører og fløjter mellem markedernes vinde, mellem klostrene, prostitutionerne, teatrene, realiteterne, følelserne, restauranterne HoHi HoHo Bang Bang. [...]

De starter en diskussion for at have noget at tale om,de bliver urealistiske, uvirkelige, liv mistersoliditet, mister udfoldelse, de kan li’ baseball fordi baseball ikke er etspilmen argumenter og meningsforskellefår hestene til at løbe […] Ovenstående er nok et af de mest berømtecitater af nyere tids amerikansk poesi. Citatet stammer fra George Oppensprisbelønnede digtsamling Om at være talrige fra 1968, bogen handler om NewYork, om den by Oppen forlod og vendte tilbage til, fremmedgjort og forvandlet.Det er en digtsamling som både er en ode og et epos, en ydmyg hyldest, og enstærk social og politisk kritik. George Oppen udgav sin første digtsamlingi 1932. Den politiske og økonomiske krise i 1930erne, og den senere forfølgelseaf anderledes tænkende under McCarthy efter Anden Verdenskrig, fik imidlertidGeorge Oppen til at opgive at skrive digte, for i stedet at blive politiskaktivist. Samtidig var George Oppen flyttet til Mexico med sin kone, kunstnerenMary Oppen af frygt for forfølgelse i det repressive klima under McCarthy. Ibegyndelsen af 1960’erne flytter parret imidlertid tilbage til Brooklyn. GeorgeOppen udgiver da en række digtsamlinger, hvoraf Om at være talrige erdet mest centrale værk. George Oppen tilhørte gruppen afobjektivister, som blandt andet omfatter Ezra Pound, Louis Zukofsky, WilliamCarlos Williams m.fl. Objektivisterne var fokuseret på klarhed og enkelhed iudtrykket. Tidligere på året udgav Antipyrine antologien fra A til Z (red. Mikkel Thykier), der rummer en introduktion til flereaf de amerikanske objektivister, samt ikke mindst et fyldigt uddrag af Mary Oppens selvbiografi Meaning A Life: AnAutobiography (1978), der indgående skildrer parrets liv i perioden omkringudgivelsen af Om at være talrige.

S.T. indskriver sig i en serie af tidligere digtsamlinger (dødebøger), som har et nærtstående familiemedlems dødsfald som omdrejningspunkt. For nærværende er det faderen Hans Emil Carstensen (1931-2020), som bogen er dedikeret til.S.T. er sammensat af elementer og formater, der slynger sig ud og ind ad Carstensen digtsamlinger: noter, anagrammer, ekfraser, billeder, lister, afskrivninger, poetikker, manifester, tvangstanker, fejlciteringer osv. Digtsamlingen bliver en asynkron tidskapsel, med en kompleksitet af aflejringer; sproglige, teoretiske, historiske såvel som samtidige.

I denne prisvindende og surrealistiske roman følger man Domingo Zárate Vega, der ser sig selv som en reinkarnation af Jesus Kristus, da han som barn bl.a. formåede at forudsige små katastrofer. Efter at have erfaret, at der eftersigende skulle sidde en prostitueret og tilbede Jomfruen af Carmen et sted i den chilenske ørken, starter han sin søgen efter hende. Han ønsker, at hun skal blive hans discipel samt elskerinde, og at de sammen skal drage ud i verden og sprede buskabet om verdens undergang, som de mener snart vil indtræffe.

En spændende og nervepirrende roman, hvor man følger en kvindelige fortæller i sin søgen efter svar på, hvem Cecilia Balaguer var, hvad hun lavede i Portbou og hvorfor hun pludselig forsvandt.

[...] at etablere mening imellem tilsyneladende inkompatible kunsthistoriske størrelser [...]Somdet for eksempel er tilfældet i Aroldo Bonzagnis maleri af en rækkehængte tyrkere, der hænger i et juletræ. Det er placeret overfor etmaleri fra Psykiatrisk Samling i Middelfart af en patient ved navnVilhelm Hansen, som har titlen Nisseskibet fra 1930’erne. Detinteressante i sammenstillingen af de to billeder er, at Hansens maleriudfolder en fortælling i tværformatet: Fra et skib i baggrunden kommerder en masse nisser ind imod os bærende på gaver. Billedet er malet somerstatning for det juletræ, de aldrig havde på afdelingen. I det andetbillede har vi præcis det modsatte, nemlig et højformat med et juletræ,hvor der hænger en række tyrkere, malet af en bagstræberisk futurist.Bonzagni var medunderskriver af det futuristiske manifest, hvad stil­enpå ingen måde giver indtryk af. Billedet er malet efter, at italienernehavde hængt en række tyrkere i forbindelse med den imperialistiske,italiensk-tyrkiske krig 1911-12.

Julia Maria Gieysztor Bertelsens debut Koktebel foregår på ferieøen Koktebel. Her strømmer turisterne til for at have sex medøens frugter. For frugterne på Koktebel er sært dragende og stærktvanedannende.På øens vaskeri forbereder Sandalmageren bugnende frugtfade til et orgieog trækker gardinerne for, så ingen kan kigge ind. På DaidansHundemuseum bliver gadehunde udstoppet og udstillet for de gæster, deren sjælden gang besøger det støvede museum. Og på et forlistkrydstogtskib holder de lokale børn hovedløse fester med konservesfrugt, og levende dyr der hænger ned fra loftet i slagtekroge.Koktebel er bygget op af forskellige stemmer og artefakter fra øen: det kan være en reklame for et bed & breakfast eller en turists postkort til sinkone. Bogen fordrejer og blander genrer som erotika, børnefabel,gyserhistorie, reklame og popsang.Koktebel bygger den eksotiske kliché op og bryder den ned igen. Den behandler emner som eksotisme, turisme og magtforhold. Bogen er et kartotek over udnyttere: turisten der forgriber sig på øens piger og frugter, de lokale derpresser penge ud af turisterne, børnene der hærger øen, og kvinderne der nyder at holde deres egne børn til fange i de sommerhuse, som stårtomme uden for sæsonen. En polyfonisk, litterært sprudlende og sjældentoriginal debut.

Artiklerne i denne bog er alle fremkommet andetsteds, de to første tillige holdt som foredrag ved H.C. Andersen-sammenkomster. Midtersektionenbestår af anmeldelser fremkommet inden for de senere år – af udgivelser, der måske kan siges at repræsentere et ”nyere” syn på eventyrene og på de papirklip og collager, som efterhånden har tiltrukket sig betydelig opmærksomhed. Den tredje sektion vender tilbage til traditionen og stiller skarpt på digterens forhold til en maler og en ø – og på en nederlandsk illustrators forhold til ham.

Anna og Laura er mor og datter. Da Anna en dag læser et ord forkert i et digt, deler verden sig i to parallelle universer. Anna og Laura bliver fanget i hver sin del, og selvom livet går sin gang, er der alligevel noget, der mangler i de to kvinders liv."Præsens Maskine" er en roman, der vender virkeligheden på vrangen. Her findes det store i det små, det fremmede i det velkendte og det utrolige i hverdagens rutiner. Gunnhild Øyehaug skriver humoristisk, fantasifuldt og ubesværet om ensomhed, trækfugle, gigantiske klaverstykker og om at være menneske sammen med andre mennesker.Om forfatteren:Gunnhild Øyehaug (f. 1975) er forfatter og underviser ved Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun debuterede i 1998 og har siden udgivet både romaner, digte,essays og noveller. Hun slog igennem medden anmelderroste roman "Vente, blinke" (da. 2010), som vandt Sult-priseni Norge og blev nomineret til den amerikanske National Book Award. Hendes bøger er oversat til engelsk, tysk, hollandsk og svensk.

Udstrakt landskab er en roman om et dansk-ecuadoriansk pars interkontinentale kærlighed. Om udsigten fra Öresundsbron; om kulturforskelle; om dybe skove og spæde kimblade; om håb og modløshed ... og især om udstrakt tålmodighed, med hinanden og med myndighederne.Romanen er vævet over Dea Sofie Kudsks egne erfaringer med immigrationsmyndigheder i Danmark og Sverige. Kudsk (f. 1990 i Salling) har læst Idéhistorie ved Aarhus Universitet med særligt fokus på Latinamerika. Er publiceret med kortprosa i Slagtryk og Hvedekorn, og har skrevet romanerne Bogotana (2017) og fjorden kysten (2018).

Der venter ingen belønning, hverken før eller efter livets afslutning. Den præmie, der er tilværelsens mål, har du allerede indkasseret og er ved at fortære i dette øjeblik. Paradis er en tilstand, der sanses i levende live, ikke i dødens opløste intethed. Du vil aldrig opleve anden skuffelse end den, du i levende live konfronteres med, når dine behov er uopfyldte og dine ambitioner uopnåelige. Netop derfor bør du efterstræbe at nå paradis, mens du lever, søge forløsning for dit nag og dine skrupler hér og nu, i denne din eneste inkarnation. Du higer og søger, og du når ingen vegne, fordi livet er så kort, og lykken så fortvivlende lunefuld. Men du må indse, at ”ingen vegne” kan være det skønneste og mest eventyrlige mål, man kan tænke sig. Ingen vegne rummer alle vegne. Forsøg at anskue livets potentiale fra tilskuerrækkerne til filmen om personen dig. Se alt, hvad hovedkarakteren foretager sig, som led i en odyssé gennem tilværelsen. Hvis lykken vægtes proportionalt med ulykken, glæden med sorgen, kommer den fremadjagende bevægelse til at fremstå blottet og meningsløs i sin hulhed, den er intet i sig selv...

»Jeg åbnede øjnene igen. Jeg var alene. Jeg havde hænderne fulde af græs og jord som jeg havde revet op uden at vide af det, stadig rev op. Jeg rev bogstavelig talt op med rode. Jeg holdt op med det, ja, i samme øjeblik jeg forstod hvad jeg havde gjort, hvad jeg gjorde, noget så gement, holdt jeg op med det, jeg åbnede hænderne, de var snart tomme.« Molloy af Samuel Beckett, udgivet af Les Éditions de Minuit i Paris 1951, er et af litteraturens store mesterværker. På dansk ved Karsten Sand Iversen.

Nyt litterært "opslagsværk" fra den nykårede DR-romanprisvinder Carsten Müller Nielsen. Ordet Lapidarium kommer af det latinske lapis for ’sten’ og -arium for ’rummende’. I udgangspunktet kan forventes en naturhistorisk håndbog med beskrivelser af bjerge, sten, byer og landskaber. I realiteten en skønlitterær labyrint med faktuelle opslag, der børster fakta af sig som stjernestøv og diffunderer ud i fiktion; nogle opslag bliver nærmest noveller af varierende længder. Tidligere er udkommet opslagsværket Bestiarium, der af Statens Kunstfond blev præmieret som en af årets ti bedste bøger i 2019 med ordene: "Princippet bag ethvert opslagsværk er, at det holder sig strikt til fakta og afstår fra svinkeærinder. Heldigvis har det leksikale fået sig en strålende afviger i Carsten Müller Nielsen, som i ’Bestiarium’ lader en fri og frodig fabuleren skyde op gennem de naturhistoriske deklarationer, så beskrivelsen af børsteormen på forunderlig vis bliver til en lille novelle om den slovenske jernbanesvellearbejder Hrjove Zaborac, og edderkoppearten Xysticus ender som en syret fabel om postbuddet og havet ... et mesterligt værk, som viger uden om al plotfiksering og regelbundethed og løfter sig over mængden som sprogets litteratur af fineste karat.”

En hyldest gennem syngende skrift, om cykelryttere gennem legendariske bedrifter.

En herlig lille perle blandt historiefortællingerne i den latinamerikanske litteratur. Forholdet mellem tobak og litteratur.

Dette er historien om Colombias glemte ø, San Andrés, set og fortalt fra en ung kvindes synspunkt. Efter sine forældres død og flere år på fastlandet vender den unge Victoria Baruq tilbage til familiens forladte hus på øen San Andrés i Det Caribiske Hav.

Guillermo kan ikke lide at læse, og det er svært i en familie, hvor de andre ikke laver andet; det ville svare til at være vegetar i en slagter-familie.På skolebiblioteket skal man låne mindst én bog uden billeder (så Tintin gælder ikke!), og en dag finder Guillermo en uanseelig brun én klemt fast bag en reol. Ét eller andet siger ham, at han må have netop dén bog med sig hjem.Og det er vitterlig en løjerlig bog; ikke fordi den er svær, men fordi der står noget forskelligt i den, alt efter hvem der læser den. Og til Guillermo har den nogle direkte beskeder, der vil ændre hans syn på både læsningen og sig selv.En op- og selvlæsningsbog om bøger, moderne eventyr og ikke mindst: selvværd. Illustreret med s/h collager og indbundet som bogen i romanen; i brunt lærred og med titlen i guldtryk.

"Når man hen under midnat hører et gospelkor på en campingplads nær Wagga Wagga, en akustisk guitar også, unge entusiastiske mænd og kvinder, men ingen andre har hørt det, og det var mørkt og man selv måske lidt halvfuld, så får man lidt sved på panden og begynder at tænke, hvad fanden?"Forfatter, oversætter og musiker Ejler Nyhavns nye udgivelse er en dobbelt-bog, der kan læses fra hvilken side, man lyster; to livs- og litteraturreflekterende rejseberetninger, én ind i Australiens hjerte, én ind i Spaniens Torremolinos (med en afdød, østrigsk digter i kufferten). To rejseberetninger fra én klode, og måske omridset af en enkelt poetologi. Kan med fordel nydes sammen med kold øl og god jazzmusik …"... og som en glæde ved alt, og et dyb af bekymring og angst, der åbnede sig, så jeg at den dybe stemme bag alt dette var, at jeg skulle dø. Først da fik glæden og friheden et højhus at bo i."To titler i samme bind - ryg mod ryg.

Sidste århundredes ultimative moderne roman, James Joyces ULYSSES udsat for en psykoanalytisk læsning af den velorienterede litterat.

Levende billeder - Grundbog i mediefag er en lærebog om film og tv. Bogen giver både overblik og indsigt. Man kan blandt andet læse om filmens historie fra de første stumme strimler til asiatisk films fremmarch, public service-tv, TV2 News og Al-Jazeera samt forskellige filmgenrer. Desuden indeholder bogen forskellige metoder til filmanalyse - fra auteuranalyse til feministisk filmkritik, hvordan man producerer en film, manuskriptskrivning og målgrupper, formidlingssituation og fortælleforhold. Levende billeder består af i alt 5 dele, der kan bruges i både det analytiske og praktiske arbejde med film og tv. Bogen henvender sig til alle ungdomsuddannelser.

Dette er historien om en utilgivelig indtrængen i en anden persons liv. Ved en tilfældighed får fortælleren adgang til de håndskrevne romanstumper, som naboen, tidligere romanforfatter Davanzati, løbende smider ud i affaldsskakten. Fra første færd bliver fortælleren en hemmelig læser, besat af de manuskriptsider, der blandet med ejendommens affald udgør et galleri af de stilarter, som den fallerede forfatter i det skjulte opfinder, men som ikke er beregnet for nogen læser. En besynderlig eksistens, som ikke er nem at gennemskue, synes at træde frem i disse afbrudte fortællinger. Forbindelserne mellem skrift og læsning og mellem liv og litteratur er her set gennem en ny prisme: de friheder og fordrejninger, enhver emsig læser gør sig skyldig i. Denne roman modtog i 2000 den spanske pris Casa de América de Narrativa Innovadora, tildelt af jurymedlemmerne Roberto Bolaño, Enrique Vila-Matas og Cristina Peri Rossi.

Det elendige mirakel fra 1956 markerer starten på en ny periode ibelgieren Henri Michaux’ forfatterskab. Indtil da har han været kendtfor at sidestille en grotesk, brutal humor med en tendentielthovedbrydende brug af eksistentielle og arkaiske motiver og fabulerenderaseringer i moderne versioner af randlitterære former såsom prosadigte, fabler, aforismer og parabler. Således kunne denne bogs beskrivelser af hans ruserfaringer, hans livtag med den hallucinogenfremkaldte ”andentilstand”, synes at udgøre et sært afbræk: Er det forfatteren unpluggednu?! For pludselig skal der jo kommunikeres direkte, ikke flereomskrivninger, ingen figurative gevandter, positurer, eller bådesuggererede og underforståede afstande mellem forfatter og fortæller.Det er ikke så lidt, faktisk, eftersom Michaux i øvrigt gjorde nærmesten dyd ud af at afstå fra medieringer af sit kunstneriske virke, frainterviews, portrætter, fotos, sågar fra litterære priser (nej tak!).Med andre ord negerede han alle de former for synliggørelse og onlineparathed, der i vores samtid helt naturligt, som et krav, som eneksistensberettigelse, synes at følge med et forfatterskab i en grad, så vi er vant til, at selv de erklærede ”døde” forfattere beredvilligtindgår i den offentlige meningsøkonomi og forklarer sig selv og giverderes om aldrig så ironiske besyv med. Mere end det principfaste i sigselv (som også kan være genstand for en rask negation) synes Michaux som menneske at have været overbevist om det velgørende i nejet: nejetsfrisættende kraft, det kategoriale, kategoriske, stædige, asketiske,vrængende, sippede, besværgende, mystiske, uudgrundelige, affirmerende … nej. Derved bliver Michaux’ fem værker skrevet ud fra og om hansruserfaringer, ud over to tidlige rejsebøger, det nærmeste vi kommeregentlig essayistik fra hans hånd: åben indsigt i, hvad han føler,mener, tænker. Og dog, så ligetil er det nu ikke helt.

Historien kort fortalt: På en bogturné i Australien mø­d­er det amerikanske modkulturs-ikon og forfatter Kathy Acker, den fjorten år yngre akademiker og medie­teoretiker McKenzie Wark, og de indleder en affære, som varer en lille uges tid, inden Acker igen forlader Australien. En del af efterspillet kan læses i denne bog. To ugers intens korrespondance, hvor mails flyver frem og tilbage og forbi hinanden i et frenetisk tempo gennem æteren og på tværs af atten tidszoner. Der samles op på løse ender, småsludres om dagligdag, teori, sex og kærlighed og sladder. Og selvfølgelig om deres relation.

Årets mandelgave 2019: Med Vind iJylland KunstvejviserVind tager os for tredje og sidste gang med over stok og sten gennem rejseessayetUDTOG III. Denne gang – ud af det grå – gennem et entropiskt Jylland i januar. Igennem det meste af et år har jeg overvejet, hvor jegskulle tage hen for at skrive sidste del i min Udtogstrilogi. Hvad med entogrejse rundt for at genbesøge jyske museer? Er det en god ide? Jylland? Ijanuar i pisseregnvejr? Industrilandbrug, kulturhuse og indkøbscentre. Gåigennem lave gågader belagt med betonfliser eller kinesisk granit omgivet af desamme butikskæder og hen til kunstmuseet med alt det sædvanlige umådeligemådehold? Men noget i mig insisterer. “Hold fast i din oprindelige ide, ta’ sguda bare til Jylland.” Resultat af den beslutning er rejseessayet UDTOG IIIpå godt 160 sider. Billedkunstner Christian Vind starter i Ribe og ender iSkagen. Bogen afsluttes med en fokuseret billedkonfrontation på en rækkesjællandske museer for at kunstkriminologens spor, der afføder atter et spor ogatter et spor, kan samles i ét sedimenteret punkt. Bogen indledes med digterenH.P. Holsts ord ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvadudad tabtes, det skal indad vindes.”. Ord der ganske ofte er blevet lagt i mundenpå det jyske overdrevs betvinger Enrico Mylius Dalgas, som var den ledendefigur i tilplantningen af de jyske heder (Hedeselskabet). Efter sigende skulleDalgas ikke selv have gjort noget for at afsløre forvekslingen med Holst, daordene svarede glimrende til hans egne bestræbelser og selvmytologi. Den slags jyske forvekslingskomedier er bogenfuld af; er der lort i Manzonis dåse?, hvem er ophavet til Tollundmandens tå?,og hvad er det egentlig med det ARoS rugbrød? Men det er ikke spøg og skæmt dethele. Gennem sin egen associationsvandalisme lægger Christian Vind sine overbevisendesnit ned igennem den danske kunsthistorie, godt suppleret op med hverdagsgenstandeog glimt samt arkæologiske spring i tid og rum. Den indre rejse og de fantasifulde kombinatorikkerer med andre ord af ligeså stor betydning som den ydre. Måske fordioplevelsesøkonomien (forvekslingskomedien) på danske museer er af en så kedsommeligekarakter, totalt afkoblet de enkelte samlingers iboende kvaliteter og idéer, atblikket må søge andre ting. Heldigvis kan Christian Vind finde spor i bådekunsthistorie, skjulte lag i malerier, ordspil på kontorer og skilte i forfald,så selv de mest forhutlede toprocentsbesparedeprovinsmuseer får lidt kulør. Christian Vinds besættelse og nysgerrighed kombineret med en ligesåveludviklet skepsis, gør igen serien UDTOG til årets mandelgave fra Antipyrine. @font-face { font-family: "Cambria Math";}@font-face { font-family: Calibri;}@font-face { font-family: "Minion Pro";}@font-face { font-family: Sabon-Roman;}@font-face { font-family: Sabon-Italic;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: "Calibri", sans-serif; }p.brduindr, li.brduindr, div.brduindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }p.brdmindr, li.brdmindr, div.brdmindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; text-indent: 8.5pt; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }.MsoChpDefault { font-family: "Calibri", sans-serif; }div.WordSection1 { }

Romanen Brødkrummer foregår i Bogotá, Colombia i 1980’erne, da bortførelser hørte til dagens orden. En ældre mand er blevet bortført, og hans søn er kommet hjem fra New York for at stå for forhandlingerne med bortførerne. Han kan ikke selv ringe dem op og må derfor vente og vente og vente … I denne ventetid oprulles familiens historie og konflikter: Forældrene er jøder; moderen overlevede Auschwitz, faderen Gulag i Sovjetunionen. Forældrene mødtes i en flygtningelejr efter krigen og flyttede til Colombia for at opbygge en ny tilværelse. Som værn mod krigstidens uhyrligheder, bødlernes løgne og almindelige ønsker om glemsel har faderen ombygget sit hus til et raritetskabinet og skabt en enorm samling for at dokumentere emner som fænomenet tid, naturen, sproget, kulturen i Sydamerika før europæernes ankomst og minderne om de dræbte. De traumer, som forældrene bærer på, bliver også sønnens. Og nu er faderen igen i fangenskab … Bogen forbinder den europæiske og den sydamerikanske historie, nutiden med den nære fortid og den helt fjerne: den gammeltestamentlige verden, koloniseringen af Sydamerika og gennem det hele: refleksioner over begreber som tid, fortrængning og fastholdelse af historien. Hvordan klarer faderen – og familien – bortførelsen? Vil han vende tilbage i live?

Min kammerat Toño Ciruelo tager læseren med ind i demaskeringsprocessen af en morder med mange ansigter, som lidt efter lidt afsløres for til sidst kun at efterlade ét – ofrenes. Forfatteren Evelio Rosero giver med denne roman et portræt af en morder. Den er en dyster rejse gennem Toño Ciruelos liv fortalt af hans barndomsven, forfatteren Eri Salgado, som efter 20 år pludselig konfronteres med Ciruelo igen. Eri Salgado går tilbage i tiden i fortællingen om, hvordan denne ondskab er opstået. Vi føres via en række historier gennem Toño Ciruelos barndom og ungdom, gymnasietid, universitetsstudier og arbejdsliv – en række små og ubetydelige episoder, men også andre mere komplekse – som alt sammen har været medvirkende til skabelsen af et monster. Samtidig udspiller Colombias historie i slutningen af 1960’erne sig i baggrunden. Rekonstruktionen af Toño Ciruelos liv opbygger svaret på, hvordan en person, som for det ydre blik virker helt normal, kan rumme så mørkt et indre.

Ved havet er en børnekunstbog med tegninger af Kathrine Ærtebjerg (DK) og Ragnar Persson (SE), og gendigtninger af digte af Emily Dickinson (US), Langston Hughes (US) og Edvard Lear (UK). Ved havet er ikke en kunstbog i traditionel forstand. Den opfordrer børn (og barnlige sjæle) til selv at tegne videre, enten i eller udenfor bogen, med inspiration fra både digtene og Kathrine Ærtebjergs tegninger af havmænd og havfruer, og Ragnar Persson tegninger af havdyr. Ved havet kiler sig ind i feltet mellem fantasi og virkelighed. Nogle af havvæsenerne er virkelige og findes i vandet ud for vores kyster, mens andre tilhører fantasien. Ved havet er en opfordring til at bruge fantasien til at undersøge verden med og stille spørgsmål til den, som vi ellers ikke vil være i stand til at formulere, når vi forleder os på traditionelle regler, dogmer og fordomme.