Bøger om Tragedie

Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) er en hovedskikkelse i europæisk idé- og litteraturhistorie, og hans Faust betragtes med rette som et af verdenslitteraturens mest komplekse og raffinerede værker. "Faust I" er nyoversat af Ejler Nyhavn. Den introduceres af Søren R. Fauth og akkompagneres med en serie detaljer fra tegningen "Faust I" af Christian Lemmerz.Goethes "Faust I" har det hele: Menneskets forgæves forsøg på at overvinde det menneskelige, alt for menneskelige, stigninger og fald, vores stræben efter det højeste og vores fald til det laveste. Historien om at menneskets ånd igen og igen kommer til kort og styrter os i afgrunden, at vi er dømt til at være ulykkelige, at vi er stedt i en tilstand af mangelfuldhed, og at vi ingensinde kan overvinde den og tilfredsstille vores længsler."Faust" er ikke et værk, der skal læses tyst og indadvendt uden stemme; versene skal læses højt, som minimum for det indre øre, i bedste fald synges, for først da opdager man, at selv de mest anarkistiske strofer er gennemmusikalske, at intet her er tilfældigt, at form og indhold hænger sammen som ærtehalm.Til grund for oversættelsen er den anerkendte tyske germanist Albrecht Schönes videnskabeligt kommenterede udgave fra 2005. I Schönes udgave fritlægges og konsolideres værket, så det er mægtigere end nogensinde. Censurudeladelser belyses, og rækkefølgen af scenerne og tvivlsomme ord diskuteres. Det er en mere erotisk og religionskritisk Faust – en ‘autentisk’ Faust – vi nu for første gang får mulighed for at læse i en helt ny dansk oversættelse.Christian Lemmerz (f. 1959), billedkunstner. Han er født i Tyskland, bor og arbejder i Italien og Danmark. Uddannet klassisk billedhugger fra kunstakademiet i Carrara og senere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Forlaget har udgivet hans bogværk "Tauber Vater".Ejler Nyhavn (f. 1960), germanist, oversætter, digter og musiker, og i 2016 udgav forlaget hans meget roste oversættelse af Hölderlins "Tårndigte".Søren R. Fauth (f. 1971), germanist, litteraturforsker, oversætter, digter og forfatter. Lektor og dr.phil. i tysk litteratur ved Aarhus Universitet.

Den virkelige historie om Sixten Sparre og Elvira Madigan.Den 20. juli 1889 skød den svenske løjtnant Sixten Sparre først sin unge elskerinde Elvira Madigan, inden han rettede revolveren mod sig selv.Kærlighedsforholdet og den dramatiske afslutning er skildret i teaterstykker, romaner og på film som en romantisk historie om umulig kærlighed. Den dag i dag lægger nygifte brudebuketten på Elviras grav ved Landet Kirke på Tåsinge.Men sandheden om tragedien er ikke romantisk. I 1889 var Sixten Sparre en dybt falleret adelsmand, som ikke kunne leve op til omverdenens forventninger, og han så Elvira som muligheden for at iscenesætte sit eget selvmord. Hændelsen er gået over i historien, som om de to havde aftalt at gå i døden sammen. Men det var overlagt mord. Elvira vidste ikke, at hun skulle dø. Og hun vidste slet ikke, at det var en plan, Sixten havde haft i månedsvis.Kathinka Lindhe (f. 1950) er fil.dr., radiojournalist, bibliotekar og oldebarn til Sixten Sparre. Hun har tidligere udgivet Sixtens familiehistorie i Sverige.

I 1912 ulmer oprøret i Zarens Rusland. På Balkan raser krigen mod besætterne fra Konstantinopel. Folket vil have frihed, oplysning og land. Europa er i opbrud.Alla Lermontova er 19 år og et stort klavertalent. Hun får chancen for at studere under den legendariske Sergei Rachmaninov i Moskva, men et tilfældigt sammenstød med bolsjevikken Ivan Krug får fatale konsekvenser for hendes og familiens fremtid. Alla må opgive drømmen om at blive koncertpianist og gifter sig i stedet med den ambitiøse jurist Max Tsirkul. Hun forsøger at affinde sig med sin tilværelse som dommerfrue med børnene Petr, Igor og Allochka.Men dagene med den russiske elites privilegier er talte. Første Verdenskrig, revolutionen og borgerkrigen, der for altid forandrer Allas fædreland, indfinder sig og ændrer familiens skæbne. Årene følger med rød terror, hungersnød og amerikansk nødhjælp. Alla og hendes familie rives med i det store verdensomspændende drama, der på så tragisk vis leder frem til Ruslands sammenbrud, men som også rummer håb for fremtiden.Alla og klaveret – Den russiske tragedie 1912 til 1924 er inspireret af virkelige begivenheder og mennesker, hvis dramatiske skæbne afspejler Ruslands og Bal

Tragedie og bystat handler om forholdet mellem Athens dramatiske og politiske kultur i det 5. århundrede f.Kr. Bogen afdækker det avancerede og bekostelige produktionsforløb, der lå bag afholdelsen af Den store Dionysosfest, og forklarer, hvorfor athenerne tillagde deres teater så stor betydning.Tre tragedier er i fokus: Aischylos’ Syv mod Theben, Sofokles’ Antigone og Euripides’ Bakkantinderne. Fælles for disse tragedier er, at de alle foregår i byen Theben, der hos de athenske tragediedigtere stiliseres som arnested for politiske og civilisatoriske sammenbrud. Det er også karakteristisk for den attiske tragedie at afsøge betingelserne for social og politisk stabilitet i polis ved at fremhæve bystatens iboende modsætninger mellem familie og stat, elite og masse, frihed og underkastelse.Tragedie og bystat er den første større dansksprogede udgivelse om græsk tragedie i årtier. Den henvender sig til et publikum, som både ønsker at vide mere om græsk tragedie og om de litteraturhistoriske forskningsdiskussioner, som studiet af den græske tragedie rejser i dag. Bogen formidler og analyserer et stort kildemateriale, hvor alle græske citater forklares og oversættes til dansk. Vigtigst er dog at præsentere den græske tragedie som en kunstform, der reflekterer over det politiske fællesskabs betingelser og iboende modsætninger.

»Jeg har en sidste gave til Marc,« siger den tidligere soldat, Bjørn Schaap, til sin ekskone en sommerdag i 2005, da han er på besøg for at fejre sønnen Marcs femårs fødselsdag. Desværre er gaven slet ikke en gave, men en hjemmelavet bombe. Bjørn har besluttet sig for at tage livet af sig selv, og med sig i døden vil han have Camilla og Marc. Fødselsdagshyggen bliver afløst af et usædvanlig voldsomt brag, der kan høres over store dele af Odense. Rækkehuset sprænger i luften, og Bjørn og lille Marc bliver dræbt på stedet, men Camilla overlever mirakuløst den voldsomme eksplosion. Da Camilla en uge senere vågner efter at have ligget i koma, modtager hun sit livs værste besked. Hendes elskede Marc er død, og hun har mistet sit ene øje og det meste af sin hørelse. Bjørns uhyggelige plan har for altid ændret hendes liv. Nu begynder kampen for at leve med tragedien - en kamp, der aldrig helt vil ende. For der er et spørgsmål, der hele tiden dukker op - hvordan kunne det nogensinde komme så vidt, at en mand, hun havde stolet på, kunne tage hendes livs gave fra hende? Dette er Camillas historie.

Sent om aftenen den 14. marts 1972 bliver de danske myndigheder orienteret om det, der skal blive den flykatastrofe, der koster flest menneskeliv i et dansk registreret fly gennem tiderne. Et Sterling Airways-fly er fløjet ind i et bjerg på den arabiske halvø under flyvning fra Bombay til Dubai. 112 mennesker omkommer.RADIAL 084° er en gennemgang af hele handlingsforløbet som bygger på hundredevis af avisartikler, fagbladsartikler, havarirapporter, interviews samt undersøgelser på katastrofestedet. Det tager myndighederne mere end 3½ år at nå frem til en endelig redegørelse omkring ulykken og få ansvaret placeret. RADIAL 084° har samlet alle mellemregningerne, det officielle facit og meget mere.

FIMBULVINTER er den sandfærdige historie om vikingehøvdingen Erik den Røde; en episk tragedie, der foregår i en magisk og ubarmhjertig verden.Fimbulvinter er i nordisk mytologi den meget strenge vinter, tre vintre i træk uden somre, der varsler Ragnarok, verdens undergang. Sneen vil falde fra alle verdenshjørner, krigen vil rase, og bror dræbe bror.

Emil Bønnelycke, der var søn af en lokomotivfører, og som i sin ungdom selv arbejdede ved DSB, kender det miljø, han beskriver i romanen ”Lokomotivet” til bunds. I et til tider barsk og alvorspræget miljø møder vi en ung jernbaneassist, der skriver digte, mens togene bare bliver ved med at komme og gå, og det hele ender i tragedie.”Lokomotivet”, der udkom første gang i 1933, blev rost for sin realisme og filmatiseret med titlen ”Nat-Ekspressen”.Emil Bønnelycke (1893-1953) var i sin ungdom en af Danmarks mest populære forfattere. Hans tidlige digte og romaner hyldede fremskridtet og den moderne storby, og sammen med digtervennen Tom Kristensen regnes han som en af dansk litteraturs mest markante ekspressionister. Bønnelycke er også kendt for i februar 1919 under oplæsningen af et hyldestdigt til Rosa Luxemburg at have affyret en revolver med løse skud i Politikens Hus.

Den unge pige Tine er hushjælp hos skovridder Berg, og der udvikler sig et kærlighedsforhold mellem dem. Men tragedien venter lige rundt om hjørnet, mens krigen sniger sig ind på de elskende. Herman Bangs roman "Tine" handler om den katastrofale krig i 1864 set gennem et par følsomme, glade og ulykkelige pigeøjne.

Jonas Sjöström fortæller i denne sin femte roman om det at blive voksen. Overgangen fra ungdomsliv til voksenliv er ikke altid en smertefri oplevelse. Romanen er fiktiv, men baseret på egne oplevelser. Det gælder både de gode, men også de dårlige. Der er mange ting undervejs at forholde sig til: egen seksualitet, de andres seksualitet, hvem er venner, og hvem er fjender, hvem kan man stole på, og især hvem man ikke kan stole på. Hvad gør man, hvis en ikke gengældt kærlighed ender med dokumentfalsk og i sidste ende stalking?Jonas Sjöström fortæller i denne roman om lykke og tragedie. Hans letflydende og meget levende sprog gør læsning til en sand fornøjelse. Romanen afdækker mange lag i især unge menneskers personlighed og er derfor også et både humoristisk og alvorligt portræt af de 15-18-årige og alle de ting, som kan gå galt i overgangen fra ung til voksen.

Mudder og stilhed er en krønike om en bebudet tragedie, da den colombianske vulkan Nevado del Ruiz gik i udbrud i 1985.Forfatteren mindes her sine bedsteforældre, der boede i byen Armero i det indre Colombia, 84 kilometer fra vulkanen, indtil en mudderstrøm begravede byen og størstedelen af dens indbyggere. Juan David Correa genskaber historien om en familie og et område, der bukkede under for naturens kræfter og dermed kom til at betale prisen for forsømmelserne i en regering, der kunne have forhindret tusindvis af dødsfald.Mudder og stilhed udgør et enestående vidnesbyrd i bestræbelserne på at genvinde den kollektive hukommelse og ære de mere end 25.000 mennesker, der omkom i mudderstrømmen. Men især er den et væsentligt bidrag i forhold til at videregive erfaringer og skabe øget bevidsthed i en tid, hvor klimaforandringer er skyld i et hastigt voksende antal humanitære katastrofer.“Mudder og stilhed er en bog, der besejler den kollektive katastrofes farlige vande uden at falde i nogen af de to modsatrettede, men lige ødelæggende, fælder: ufølsomhed og sentimentalisme.”Juan Gabriel Vásquez

Uddrag: Familien PetrovanovicPassage 2Børnene nyder, at jeg gør et stort nummer ud af legen. ... "Kriminalbetjenten ser sig nødsaget til at trænge dybere ind i forbrydelsens væv. Arvævet, siger han. Og for at finde hoved og hale i sagen, må de to 'backtracke', må vende tilbage i rækken af spor, genstande og vidner." Derpå kunstpause. Som er en vigtig pause. ... Idet jeg spejder ind, ser jeg fire uskyldige smilehuller som smiler af grin og udsving og Max' hale. Flår liv af sig. De to små venter bare på at blive opdaget, som enhver anden forbryder, der har udført en værdig forbrydelse.Pass. 3Jeg rejser mig med min kære gaffel ... "knæk" til den ene side, "knak" til den anden. Det kan de øvre halshvirvler og nakkesener. Det er reelle livstegn. For nogen skal dø. Med dags dato. Pass. 6Elvira stryger energisk duge og stofligt tilbehør. Overkroppen duver bevægelsen i brættets fulde længde. Hun læner sig ind i gerningen og er smuk, som kun en stuepige i funktion kan være det. Hun forener krop, sind og gerning.Pass. 15De to aser og maser med sneen og slår kæmpearmssving. "Schyy," siger Joachim pludseligt, "hør, nogen banker." Vi lytter over de hvide bunker, der også er brune. ... "Det er en mår," lurer Olga. "Nej, det er en husmår," svarer Joachim. "Næh-er-det-nej, for det er en mur-vår," smiler Olga. "Med skurhår," griner han, så uldkraven spjætter. Begge slår de kæmpearmssving større end voksne.Pass. 17Som vi forlader værelset, observerer jeg arket; grumset trækker i strukturen og gulner og bulner. Jeg får det straks bedre og Olga. Olga suser. Forløst, ud. Løbende nuet. Stryger hun tværs hen over begyndelse, midte og afslutning. Skønnere end skøn. Som den skønhed, der er i æstetik med Nike fra Samotrake.Pass. 28man har åbenbart forstyrret ...vækket det, der burde sove. Og handling. I en umiddelbar rystende scene. Er han blodig. Ene. Og udenfor er kolben allerede ved kinden og løbet peger, men jeg griber den blodstyrtende og holder denne frem mellem mig og sigtekornet.Pass. 33- Dér stopper du, ingen morale, fra dig - mr. addict.- ?- Dig og din evige medlidenhed. Den, du lider til helvede! Se bare det, du har slæbt med hjem. Syg med nåde. - Jeg har Gud på min side. - Uden tvivl, det gjorde begge parter i Borgerkrigen meget ud af. Og holdt gudstjeneste mellem kanonerne. - Det er problemet med dig, den eneste humor du kender, er den sorte. - Blacklisted. Yes, det er sådan kaffen smager mig, sort. Hver mand sine bønner. Mine er ristede.

Uddrag fra del I: ByenProlog:Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det føler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: kun jeg er mig - og jeg er særlig. Det er parolen. Det er individets slagord. Det er en schlager, tænker jeg. Se mig, se mig! siger de. Ikke højlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden optæller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, gør deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De løber mellem hinanden, bærer, kravler - hen over hinanden - de tisser. Det kræves. Altid i bevægelse. For sig. Solo.En myretue er et fascinerende syn, så megen mylder, så mange tusinder, et virvar intet menneskeligt intellekt kan finde hoved eller hale i, krydsende, frem og tilbage - dog altid hen imod et fælles mål. Den samlede tues vel og overlevelse. Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad gør de med disse to ben? tænker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fortælling, hvor de nyder at være midtpunkt: Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit!Passage 6- Det er ikke det værste ... jeg...- Carl, se på mig! Det gjorde du ikke. Det gjorde du bare ikke!- Desværre, jeg fortalte om vores togt ... og om...- Åh nej!- Jeg forsøgte at undgå det, men hun havde gennemskuet mig. Hun vidste, at noget var hændt, og jo mere jeg benægtede, des mere mistroisk blev hun ... til sidst lød det løgnagtigt selv i mine egne ører. De tre brede trin fejler jeg aldrig ...Passage 8De glaner vinduet. Jeg med. På frosten og de udeblevne trækfugle. De ser gennem vinduet. Og? - hvad ser vi egentligt? Det vore øjne ser, eller det vi ønsker at se, når vi ser gennem vore øjne, i al forfængelighed. ... "I al forgængelighed," tilføjer De. Intelligent. ... "Jeg må først," - jo tak. Jeg skuer havari og henstand, sønderskudte mure og menneskehed. ... "Altså en almindelig søndag morgen,"- netop, når en menneskeuge. Efter mange år.Passage 9De og Jeg taler om intimitet, slibrigheder og hjerteblod, og nu ... "skal jeg bløde," siger De, bogfører jeg. ... "Jeg misforstår?" - det er ikke nødvendigvis mig, der skal bløde, "men en eller anden!" - herligt, så er De havnet det rette sted, hold Dem tæt.Passage 21Han holder armene ud for sin æres skyld. Vifter, vipper, tipper ... woow ... usikkerhed, som er en sikkerhed, man ikke skal omgås uforsigtig.

Christian Lollike provokerer. Stiller spørgsmål til tidens store udfordringer og vender dem på vrangen. Skriver om vores frygt. Skriver om vores kamp for at holde os oven vande i en tid, der bliver ved med at vælte ind med ulykker. Hans dramatik er drevet af nysgerrighed og frygtløshed på en gang. Ironien er et våben.Vi har samlet en række af Christian Lollikes dramatiske tekster fra perioden 2004-2018. De tegner et billede af et Danmark efter 11. september. Med indvandrerdebatter, klimaangst, jagten på det gode liv, krig, terror, revolution.”Her er humanistiske idealer og menneskerettigheder lagt i graven, mens deres løfter om frihed og retfærdighed spøger i et forrået og mistænksomt Europa. Her bliver drømmen om en anden fremtid holdt kunstigt i live med et udspekuleret mediemaskineri som kulturel respirator. Her lades alt håb ude.”- Anders Thrue Djurslev, fra forordet af bogen

Romanuddrag fra the Vertiellot Residence, trilogidel III.Passage 1Jeg overlever og skal nok komme mig og... opmuntrer de. Jeg skal igen blive et promenadeeksemplar af mennesket, eksemplarisk, til boulevarderne, ture i søndagstøj og offentlig fremvisning. Det er sødt af dem. Og. En sammensværgelse.Man holder mig fangen, siger jeg, det er til dit eget bedste, siger de. Som standard.Mine behandlere har forladt mig. Det er angst-provokerende. Dyb indånding og jeg vender mig om igen. Sådan, nu passer sæderyg og mand igen sammen. I et sammenfald af design. Ro. Det er bedst. Jeg gør intet overilet. Jeg kan være farlig. Står der i journalen. Den, jeg er forbudt indsigt i.Passage 2Døren er for længst stængt. Hun har nøgler. De klirrer på gangen. Selv lyden forvilder sig. Af metal. Gravet i jordens indre. Der, hvor ingen eller kun få kommer. Og grævlinger. Som i nat-dyr.{...}Det er efter sigende svært at finde en dygtig psykiater; jeg tænker, det er endnu sværere at finde en duelig patient. Man ved de eksisterer, altså dygtige psykiatere, man har hørt om dem. - En uforudset dag beskikkes man en, og lettere befippet spørger man sig selv, hvad i alverden stiller jeg op med sådan en?Passage 8Vicenzo: »Jeg slår ham ihjel. - Som I alle tre har.«Thiebaut: »Jeg har ikke dræbt ham.«Vicenzo: »Slået ihjel, det har I, Thiebaut, Finnley, Ethan, og det folk som I slet ikke kender. Tilfældige, så - «Finnley: » - Så hvad? Stop! Inden du forhaster dig, inden du begynder med, at det personlige mord er bedre eller tilladeligt.«Passage 11S: »At være sig bevidst, er en svær disciplin. Særligt døden og dødens komme. Og derfor, netop derfor, er épéen et af de fornemmere våben: med præcision, touché, og elegant glider den gennem kroppen og lige så ubesværet ud igen. Således at et menneske står tilbage, vågen; i stase af tid-rum, vidende, at i de næste minutter vil blodet pible, som dråber løber ned ad en regnvejrsrude, man betragter verden gennem, i konturer og kontraster, er portalen åben; i nogle minutter, erkendende, at her og nu render livet ud, af mig; i nogle minutter, er jeg prikket til og døende, i ebbe med udsigt til flod, stiger havet og tager med, ud; i nogle minutter, strømmende, er jeg opmærksom, om dødens bølge og perle, et sikorn, hvælvet af Stillehave og Krystalsfærer - changerende, for den, som er sig bevidst.«

Den unge kvinde Julia er passager på et tog, da hun pludselig opdager et væltet får på marken. Hun får stoppet toget øjeblikkeligt og skynder sig ud for at redde fåret. To mandlige medpassagerer får øje på hende. Den empatiske Sylvester, hvis liv ligger i ruiner efter en lang og kompliceret skilsmisse og den uhyggelige privatdetektiv Maurice. Begge mænd er dybt optaget af Julias mærkværdige opførsel og det sørgmodige udtryk i hendes ansigt. Efter oplevelsen på toget begynder de tre personers veje at krydse hinanden og langsomt afsløres Julias tragiske fortid. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlMary Wesley (1912 - 2002) var en britisk forfatter. I løbet af sin karriere blev hun en af Storbritanniens bedst sælgende forfattere med flere end 3 millioner solgte eksemplarer af sine bøger. Wesley udgav tre børnebøger før hun i en alder af 71 skrev sin første roman "Jumping the Queue" (da. "Sensommer-udflugt"). Herefter fulgte ni bestsellere, blandt andre "The Camomille Lawn" (da. "Kamille-engen"), som i 1992 blev adapteret til TV-serien af samme navn.

Hør, kender du den om anden, kaninen og aben, der sad i en gummibåd og snakkede om to katte, den ene kats fætter og dengang månen faldt ned?En af landets mest originale billedbogsskabere har med inspiration i de græske tragedier (”O po poi” er en kor-replik) frembragt en historie om tre venner i en båd, der taler om to katte, der taler om en by, hvor månen faldt ned. Tre historier i ét, om hvor meget der bliver talt om, hvad andre burde gøre, og hvor lidt man selv får gjort.En af de billedbøger, hverken børn eller voksne vil blive trætte af at finde detaljer i og tolkninger af – kan alene nydes for den humoristiske og forbløffende handling, og tillige inspirere til filosofiske samtaler om etik, ansvar og handling i relation til fx klimaet.

Da Oda vælger at tage på kostskole, indledes en skæbnesvanger række af begivenheder, der drives frem af sex, jalousi og hævn.Det ender i den ultimative tragedie.En tragedie, der måske kunne være undgået, hvis mor Teresa havde stolet mere på sine tarotkort, og hvis dømmekraften hos far Lars havde fungeret lidt bedre.Hvem er den største taber i spillet?En græsk tragedie i nye klæder.Om forfatterenSusse Kristiansen (f. 1963) er uddannet sosu-assistent med geriatri og palliation som speciale. Hun har arbejdet som rengøringsassistent, bartender, pædagogmedhjælper, postbud, togstewardesse og alt muligt andet.Hun begyndte at skrive blot syv år gammel og debuterede 50 år efter med novellen Flugt. Dette er hendes første roman.

Brudstykker af et livsstykke er en biografi, hvor livshistorien flettes ind i et følsomt mønster af refleksioner, minder, skyldfølelse og forsoning. Det er en erindringsroman, hvor forfatteren gennem sine minder maler et portræt af sin mor, ikke blot som hun husker hende, men også som hun ønsker, at hun skal huskes. På trods af og bag ved alt det svære. Og ved siden af barndom, dagligdag, livsperioder og sorg. Hun forsøger at forstå sin mor, og i den proces fortælles moderens livshistorie med en styrkefuld skrøbelighed og ærlighed, hvor forfatteren skriver om noget af det, de ikke har kunnet tale om. Forfatteren skriver med forsonende forståelse om den dybe sorg og skyldfølelse, som tyngede hendes mor. Hun skriver om en kvindelig Atlas, som tog alle menneskers sorger på sig, men som også have sin egen tunge byrde at bære på. Biografien bliver et perspektiv, en måde at forstå en del af sin egen livshistorie fra sin moders perspektiv. Gå bag om mennesket og se på det, der har formet det og forsøge at favne dets fejl. Den er forfatterens katharsis og kærlighedserklæring. Et dybfølt tak. Og ikke mindst, er den er et håb om, at andre vil kunne favne, elske, forstå og tilgive før det er for sent.

Fremtiden tegner lyst for 32-årige Maria. Hun har udsigt til en flot karriere som kemiker i en privat virksomhed. At få børn har hun ikke tænkt på. Men da hun flytter sammen med kæresten David, beslutter de at få et barn.Det går ikke efter planen. Maria bliver ikke gravid og parret ender i fertilitetsbehandling. Men intet vil lykkes. De forgæves forsøg på atf å et barn begynder hurtigt at slå sprækker i det ellers gode parforhold. Grænserne skrider for Maria. Dæmoner slipper løs. Maria bliver besat af det ene mål: at få et barn. Alt andet fortoner sig, både karrieren og kærligheden smuldrer, mens hun kæmper med sin krop og sine drømme.Noget du ikke ved om længsel er et psykologiskportræt af en kvinde, som bliver offer for sin egen længsel, og en roman om hvor let et helt almindeligt liv kan slås ud af kurs.

Det unævnelige er en hjertegribende roman om den tragedie, Piedad Bonnett oplever i forbindelse med sin søns selvmord. Daniel, en lovende ung kunstner på 28, der kæmper med en psykisk lidelse, begår selvmord i New York, hvor han opholder sig i forbindelse med sine studier på Columbia University. Nyheden er altødelæggende for hans mor og for hele familien. Med dette litterære værk forsøger Piedad Bonnett at give sin søns liv, hans død og sorgen mening. Hun føder ham på ny med smerte, for at han kan leve lidt længere, for at han ikke skal forsvinde fra erindringen. Og hun gør det med ord, der når ud i de fjerneste hjørner af vores eksistens. Det er en personlig og uendeligt smuk beretning, der viser os, hvordan vi kan komme videre og møde livet med alle dets glæder og sorger. Piedad Bonnett er en af den moderne colombianske litteraturs mest talentfulde forfattere. Piedad Bonnett Colombia (f. 1951). Bonnett har skrevet seks romaner, otte digtsamlinger, fire antologier og seks teaterstykker. Hun har vundet adskillige priser, hvoraf de mest fremtrædende er Det Colombianske Kulturinstituts Premio Nacional de Poesía (1994), prisen Casa de América for amerikansk poesi, Cuba (2011 og 2014), prisen Poetas del Mundo Latino Víctor Sandoval de Aguascalientes, Mexico (2012) og prisen Generación 27, Spanien (2016). I sine bøger udforsker hun alle nuancer af menneskelig smerte, af det, som griber os om hjertet, og forsøger på den måde at fordøje livet. Hun skriver hudløst ærligt om de sår, hun selv har fået på sjælen, og om sit land, Colombia, i skyggen af den ødelæggende narkohandel og den vanskelige fredsproces efter årtiers blodig borgerkrig.

Charles Alavoine står anklaget for at have begået en af de alvorligste forbrydelser, et menneske kan begå. Han står anklaget for at have dræbt et andet menneske."Brev til min dommer" følger Charles' sag og indre kamp i ønsket om at få lov til at fortælle sin historie. Derfor beslutter han sig for at skrive et brev til sin dommer; et brev, der fortæller om hans livs tragedie.idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlGeorges Simenon (1903-1989), belgisk forfatter. Kendt for sin enestående produktivitet, der medførte næsten 200 romaner og mere end 150 noveller.Serien om den franske kriminalkommissær Jules Maigret står imidlertid i dag som hans betydeligste værk – kendt og elsket verden over for bøgernes særlige atmosfære blandet med kommissær Maigrets unikke greb om opklaringsarbejdet.

Stine er journalist i København og forelsket i Martin. Kærligheden blomstrer, men Martin får kræft og kæmper mellem liv og død. Stine har i forvejen mistet sin mor til en sygdom, og hun er derfor bange for at miste igen.Livet bliver hårdt for den selvstændige kvinde, men hun tager sagen i stiv arm og kæmper sig igennem de store tragedier med savn, kamp og ulykkelig kærlighed.

Andromaque er et forrygende og klaustrofobisk skuespil om en kvinde der ikke bøjer sig for pres. Karaktererne og handlingen udvikler sig ubønhørligt frem mod den voldsomme og overraskende slutning. Stykket er underholdende at læse - og kan spilles på den lille eller store scene med få eller mange medvirkende. Kaare Thomsens nye oversættelse er mundret og egnet til en moderne opførelse - samtidig med at versenes rytme klart fornemmes, og den aristokratiske stil og stemning er bevaret. Jean Racine slog sin berømmelse fast med dette stykke. Det blev opført første gang i 1667 i Paris for den franske dronning og hendes hof.