Håndtering af alzheimers og demens

At the age of sixty-nine Nigel Murray, a retired university lecturer and former Army officer, was diagnosed with dementia. Doctors suspected he was suffering from a rare and degenerative neurological disorder known as Multiple System Atrophy (MSA). However, Nigel also had many of the symptoms of both Parkinson's disease and Lewy Body dementia and an official diagnosis was never made.For four years Nigel's wife, Eileen, kept a diary. This was her "safety valve" - an outlet for the daily stresses of caring for him at home, as his mental and physical health slowly deteriorated. In her diary she gives a frank and detailed account of his challenging and erratic behaviour, his bizarre hallucinations, the relentless struggle with his incontinence and the endless disturbed nights.Even in her darkest moments, Eileen's dry Scottish humour shines through - you will laugh one moment and be moved the next. You can't help but smile at Nigel's trousers with the "appetite mechanism" and his special "anti-dandruff comb".As the dementia advances, Nigel retreats into a busy world of army and lecturing duties, harking back to his earlier days. Eventually, the burden of running her own "one-woman nursing home" becomes too much for Eileen and her quest to find respite care begins. This presents challenges of its own.This true and touching account offers a unique insight into the day-to-day experience of caring for someone with dementia or a related illness.Some Amazon Five Star Reviews:¿¿¿¿¿ Excellent - a great read¿¿¿¿¿ Loved it¿¿¿¿¿ Very eye opening¿¿¿¿¿ Brilliant book¿¿¿¿¿ Sad but a good read¿¿¿¿¿ A gem¿¿¿¿¿ Five starsAlso Now Available in Large Print (ISBN: 9781914523182)

I ”Sporændring” tager forfatteren Karen Zubari bladet fra munden.Systematisk og alfabetisk viderebringer hun erfaringer fra en tid som pårørende til en demensramt søster, gode tips og ideer til andre i samme situation, skarpe holdninger til ældreplejen og velmente alvorsord til systemet, suppleret med læserbreve, korrespondance med kommunen og dagbogsnotater.Erindringsglimt fra en periode som hjemmehjælper kaster lys over dilemmaer og minuttyranni, men også værdifulde og livsbekræftende møder med et hav af skæbner.Ældrerådenes rolle får kritiske ord med på vejen, og der stilles spørgsmålstegn ved deres effektivitet som politikernes rådgiver og borgernes talerør.At få ældreplejen på rette spor kræver engagerede pårørende, et personale med interesse og flair for at arbejde med mennesker, synlige og kompetente ledere, konstante og tilstrækkelige budgetter og endelig politikere, der har prøvet på egen krop at arbejde med ældre og ikke bygger deres erfaring på regneark og akademisk sniksnak.Karen Zubari, f. 1953, bor i Rødbyhavn. Foruden tekster til viser og sange skrev hun i 2017 bogen ”Ved mor godt, jeg er dement?”.

Inspireret af sin fars rørende og tragikomiske telefonbeskeder besluttede Anne Maria Nissen at udgive en bog om sine oplevelser og erfaringer med sin fars Alzheimer sygdom. Bogen med titlen Min fars sidste rejse - og undertitlen Når Alzheimer rammer familien - giver et enestående indblik i den Alzheimer-ramtes tanker og følelser, da hovedpersonen bevarer sit sprog næsten til det sidste. Et eksempel er fra farens første år på plejehjem: Jeg er nu kommet hjem fra, hvor det nu er. Jeg har nærmest indtryk af, at jeg er faldet ned fra himlen. Men det gjorde ikke ondt. Jeg befinder mig blandt rare mennesker, og de siger, det er i Danmark. Jeg er lidt forvirret over verdenshjørnerne, så jeg bliver siddende ganske stille og roligt her. Men hvis jeg kan ringe til dig en gang imellem, vil det være rart.Bogen fortæller om alle de små og store spørgsmål, man som pårørende til en Alzheimer-ramt bliver tvunget til at tage stilling til midt i sorgen, og den belastning, som sygdommen medfører.Desuden indeholder den eksempler på chokerende oplevelser og hændelser, som den pårørende kan blive udsat for, og som skyldes den syges svigtende hjerne. Anne Maria Nissen beskriver sin fars sygdomsforløb som en meget intens tid med stor sorg og meget drama, men også megen glæde og kærlighed.Bogen er først og fremmest skrevet til venner og pårørende til demente, men også plejepersonale kan have glæde af bogen, som rejser spørgsmål om behandling og medicinering af demente på vores plejehjem.”Anne Maria Nissens bog om sin Alzheimer-ramte far er en fortælling om et ondt og uretfærdigt endeligt, men det er også en varm, stærk, og sine steder sjov, kærlighedserklæring. Pårørende, som selv har sygdommen tæt inde på livet, vil kunne genkende og spejle sig i historien.” Forfatter og journalist Lene Møller Jørgensen.Kristeligt Dagblad ⭐⭐⭐⭐

Demens - kommunikation og samarbejde henvender sig til mennesker, der lever eller arbejder med demenshandicappede. Det kan fx være elever, studerende, pårørende, læger, demenskoordinatorer, social- & sundhedshjælpere eller undervisere i kommunikation.Bogen skal være med til at forbedre demenshandicappedes livskvalitet og give redskaber til, at de bliver holdt åndeligt i live gennem hele livet. Den skal udbrede kendskabet til, hvilke kommunikationsredskaber der med fordel kan tages i anvendelse i samværet med demenshandicappede. Mange giver udtryk for, at demens må være en slem lidelse, men det værste er faktisk at blive isoleret, fordi andre ikke kan finde ud af at kommunikere med én. Denne bog er tænkt som hjælp til alle, der ønsker en god kommunikation med demenshandicappede.Der tages udgangspunkt i en psykosocial tankegang, som går ud på, at der så at sige er en mening bag galskaben. Der er altid en årsag til den demenshandicappedes udtryk. Man skal finde denne årsag for at være en virkelig hjælp. Hvis samværet og kommunikationen med demenshandicappede skal lykkes, må det ske på deres præmisser.