Bag om Brudstykker af en landsbydegns dagbog
Fortællingen om den adelige Marie Grubbe, som gifter sig langt under sin stand og ender som kromutter på Falster er evigt fascinerende. Flere store danske forfattere har taget hendes skæbne under behandling, således også Steen Steensen Blicher, der i "Brudstykker af en landsbydegns dagbog" tager udgangspunkt i den gamle historie. Den unge Morten Vinge, der tjener på godset Tjele, forelsker sig i herremandens datter, frøken Sophie. Hun ender dog med at stikke af med Mortens gode ven, præstesønnen Jens. Da Morten genser de to mange år senere, er de sunket så dybt, at han reagerer med både væmmelse og rædsel.
"Brudstykker af en landsbydegns dagbog" fra 1824 er Blichers debut som novelleforfatter.
Den danske præst, digter og forfatter Steen Steensen Blichers (1782-1848) værk er indbegrebet af den danske Guldalder. Kunstarterne litteratur, billedkunst og musik blomstrede, den romantiske bølge med sin dyrkelse af geniet, guddommeligheden og det oprindelige var over Europa og nye politiske styreformer afløste Enevælden. Blicher udgav sin første digtsamling DIGTE i 1814 og forblev yderst produktiv frem til sin død. Hans noveller og digte hører til kernerepertoiret i den danske litteratur.
Vis mere