Bøger af Søren Jessen

Tilfældets musik spiller på livet løs den første sommerdag, hvor folk søger mod en af byens parker for at nyde vejret. En ung sort spyflue af arten Calliphora vomitaria, fanges af en vind og flyver derfor lige ind i øjet på en dreng, der hedder Mathias. Han er taget hen i parken sammen med et par kammerater for at spille fodbold. Men idet han skal til at lave en kontrolleret lårtæmning af bolden, rammer fluen, og tæmningen bliver til et knæskud, der sender bolden højt op i luften. Meget højt. Da den kommer susende ned igen, er det med retning mod tre piger der lige har pakket hele deres enorme picnic-kurv ud. Det kommer til at sætte spor i mange af parkgæsternes liv - og død.Uddrag:”Fra naturens side,” sagde Mathias og lænede sig mod hende, ”er et lig ikke andet end organisk materiale. Og det går ikke til spilde. Ti minutter efter en person er død, kommer de første insekter for at lægge deres æg i liget ...””Hvor klamt.””Og gæt, hvilke insekter det er,” sagde han.”Fluer?” kom det prompte fra hende.”Spyfluer,” præciserede Mathias med et smil. ”Og den måde, man finder ud af, hvor længe en person har ligget død, er ved at kigge på fluelarverne i liget. Deres alder fortæller det hele.”Papirbogen kan købes på Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside: https://dansklf.dk/smak

Verden er et farligt sted, og Villy er bange for alt. Træer og tåge, sabler og stikkontakter, fugle og fremmede mennesker. Derfor vil han helst være på sit værelse. Der er rigtig trygt og rart. Synes Villy. Men det gør hans hund ikke.

Sommeren 1975 er den varmeste sommer længe. Drengen Jens flytter med sin familie fra Sønderborg til en forstad til Herning. Faren er avanceret til distriktschef for Frisko Is og har fået råd til et stort parcelhus. Her skal det store forkromede familieliv udspille sig med farvefjernsyn og tilbygningsprojekter. Desværre tilbringer Jens' far mere og mere tid på Vildnisset - den lokale bodega - men der er ikke adgang for børn, så Jens har sit eget vildnis: en uudforsket jungleverden med hvide pletter på landkortet. Hans mor vil ikke snakke om hverken bodega eller jungle, og ikke engang vejfesten, hvor hun bliver valgt til „miss fest-i-gaden", kan hjælpe på hendes humør. Desuden har Jens også storesøsteren Marianne, som ikke er helt normal, at tage sig af. Da Jens forsøger at slippe væk ved at rejse på besøg hos mormoren i Sønderborg, render han blot ind i hendes vildnis: en tiltagende senilitet. Det bliver en katastrofal tur. Jens søger tilflugt i sin døde morfars vilde historier, kigger stjerner eller tager på tømmerflådeekspedition på åen. Indtil den dag kommer, da det går op for ham, at han er nødt til at tage et opgør med Vildnisset.

Da Mag O’Neal og hans far tager på skrotpladsen for at finde reservedele til deres robot, møder de en mystisk mand, som kaldes en væver. Vævere kan kontrollere internettet og er ikke som normale mennesker. Er det ham, der får deres robot, Røde, til at stikke af? Da Mag og hans far efterlyser den, finder de ud af, at de er blevet erklæret døde. Sammen er de nødt til at finde væveren, så de kan få deres robot og deres liv tilbage. En historie fra NEWROPA - et sci-fi-univers af Søren Jessen.

Mag O’Neal elsker at deltage i robokampe med sin far. De har deres egen robot, Røde, som kæmper mod andre robotter i turneringer. Mag håber sådan, de kan komme med til sæsonfinalen for de otte bedste robotter, men under en kamp sker der noget mystisk. Modstanderens robot får pludselig nye kræfter, og Røde taber. Mag er overbevist om, at modstanderen har snydt. Han beslutter sig for at finde ud af, hvad der er sket, men bliver rodet ind i en farlig sag, som er langt større, end han aner. En historie fra NEWROPA - et sci-fi-univers af Søren Jessen.

En mystisk mand har fulgt efter Tau i nogle dage. Da Tau opdager, hvem det er, bliver han samtidig hvirvlet ind i en uhyggelig historie om forbryderorganisationen "Magistrene" og deres vanvittige plan om at skabe vævere. Vævere er personer, der ved hjælp af en indopereret chip i hjernen kan bevæge sig rundt på nettet på måder, som ingen andre kan. Vævere er meget værdifulde, både for myndighederne og for kriminelle organisationer. Men hvad har det med Tau at gøre? Og hvad er det for nogle anfald, han er begyndt at få. Alt det ser den mystiske Ochi ud til at vide meget mere om, men hvem er han, og vil han hjælpe Tau?Uddrag:Så var det rigtigt – der var en mystisk mand, der fulgte efter Tau. Tau dukkede sig lynhurtigt og krøb sammen bag en lav mur. Dagen før havde Zaren – en af kvarterets net-junkier – spurgt, om Tau godt vidste, at der var en mand, der fulgte efter ham. Tau havde leet. Zaren var der ingen, der tog alvorligt. Han var fortabt. Helt opslugt i en eller anden fantastisk online-verden, han selv havde skabt. Men nu vidste Tau, at Zaren havde haft ret, for han havde lige set manden. En sort skygge i en døråbning.Tau strakte hals, kiggede over muren og holdt vejret, da det gik op for ham, at manden ikke var der længere. Hvor var han så? Tau kiggede sig desperat omkring. Der var kun én ting at gøre. Han tjekkede sin PIMO – et armbånd som sad om hans venstre håndled, og som var én stor skærm. Alle indbyggere i Newropa bar sådan et. Det var deres forbindelse til nettet. Tau strøg højre pegefinger over armbåndet, og en række ikoner dukkede frem. Han tappede let på et ikon af en drone og gav sig til at vente. Og tænke. Tænke over, hvem manden var, og hvad han var ude på. Havde det mon noget at gøre med de film, som Tau og hans venner havde set på nettet, eller nogle af de spil som Jarmo havde skaffet dem adgang til uden at betale? Men det gjorde alle jo. Nej, det måtte være noget andet. Men hvad?

Seks Dino-historier i én bog:Den store ballonVandkampenDinos yndlingsspilEn helt ny legVerdens længste dagSkattejagtenDino er en lille fræk dinosaur unger der lever ude i junglen sammen med sine forældre. Han har en masse venner som han tit leger med, men nogle af dem er lidt kedelige. Dino vil hellere være vild af og til. Han vil på nye eventyr.Uddrag fra anmeldelser:"Dino - den nuttede dinosaur.I Dinos verden går livet sin gang med at hoppe i vandpytter, spise madpakker eller at kede sig. Det er disse enkle ting, der gør Dino så nærværende for især de mindste læsere fra 2 års alderen. Men også ældre børn kan med "Dino på nye eventyr" nyde den lille dinosaurs løjer."Vores Børn"Sjove historier for de mindste.Da min datter var omkring halvandet år, fik hun en lille Dino-bog. De næste mange måneder var den hendes absolutte favorit, når vi skulle læse historie. Hun elskede Dinos mange ansigtsudtryk, og han var den første tegnede figur, som hun grinede højt af - især når han så sur eller vred ud."Forældre og Børn

Hun sukkede. "Når jeg kigger på de aber, kan jeg godt blive lidt misundelig." "Misundelig?" udbrød han overrasket, men fik i det samme øje på en han, der bollede en af hunnerne. "Jeg ved, hvad du mener." "De har ikke så mange bekymringer," fortsatte hun. "Der er ikke en masse forventninger til dem om, at de skal blive til noget. Se den unge han der, som får nusset pelsen. Han ligger og nyder det, uden at tænke på, hvad han skal være, når han bliver voksen. For det ved han. Han skal være lige præcis det, han er. En abe. En del af en flok." Skævhederne begynder den dag, Jonas og Christian holder et lille teselskab med nogle meget specielle kager. Christian bliver skæv, så alle kan se det, mens Jonas rammes af en indre skævhed, som ingen tager hensyn til. Måske er det derfor, han kaster sig ud i den ene dumhed efter den anden. Måske er det derfor, at alle de søde piger, han møder og bliver kæreste med, hedder Merete. Eller er det hele verden, der er blevet skæv?

Hun knyttede sin højre hånd, løftede den op i brysthøjde og bankede på. Hos sig selv. Slog tre gange med knoerne dunk, dunk, dunk, og da var det, hun hørte det. Et svagt ekko af hvert af de tre dunk. Et ekko, der med al ønskelig tydelighed bekræftede det, hun havde anet: Hun var hul. Hun forsøgte at græde, men kunne ikke, tørlagt som hun var. Hun kiggede sig selv i øjnene i spejlet. Det her var alvorligt. Det vidste hun. Alt for alvorligt til at bære rundt på alene. Hun måtte snakke med nogen. Måske sine forældre. Måske var hun ikke den første teenager i verden, der oplevede det her. Mødre og fædre vidste den slags. Selvom man af og til kom i tvivl, så havde de faktisk haft et liv. Engang. Mette opdager, at hun er hul som et råddent træ. Hun rummer intet. Ikke engang sorg, da Lasse slår op. Men hun er ikke den eneste fra klassen, der har problemer. Bo må kæmpe hårdt for at beholde sin plads i klassens hierarki, Line er så ubetydelig, at hun kun eksisterer, når hun er sammen med andre, Eva får et skræmmende kig ind i fremtiden ... Det er svært at være ung. Er det, fordi hele verden ændrer sig, hver gang man vender ryggen til et kort øjeblik?

En fængslende, dramatisk og tankevækkende sciencefictionroman. Andro er 15 år og lever i byen Newropa. Han er med i en drengegruppe, ZOMA-gruppen, der kører rundt på bunden af byen, i 'niveau nul' og laver raids for at skaffe penge. Men en dag bliver Andro snuppet i et raid og får et klip i 'moralkortet'. Det er hans andet klip, så han har udsigt til at blive udstødt af samfundet og ende på bunden for alvor. Han bliver tvunget til at arbejde for den mafiaagtige gruppe WhiteCloud, og da han en dag skal aflevere en pakke for dem, finder han modtageren liggende død i sit hjem. Andro tager pakken med hjem ... og det skulle han aldrig have gjort. I den ligger nemlig en mystisk sort terning, som viser sig at have helt fantastiske egenskaber. Egenskaber, som mange tvivlsomme personer og grupper har interesse i at besidde. Andro bliver rodet ind i et hæsblæsende eventyr, der bringer ham ud i universet og tilbage igen - flere gange.

I serien Tossestreger og genistreger kan du få lov til at tegne videre på gode danske illustratorers tegninger. Du bestemmer helt selv, hvad du vil tegne og hvordan. Men til hver tegning er der er et lille forslag til, hvad du måske kunne gøre. Det er rigtig sjovt - prøv selv. God at have med på rejse! God, når børn og voksne vil lave noget sjovt og kreativt sammen! Målgruppe: Fra 4 år og op til 10. Velegnet også i indskolingen til arbejdet med "Tegn og fortæl".

Skævhederne begynder den dag, Jonas og Christian holder et lille teselskab med nogle meget specielle kager. Christian bliver skæv, så alle kan se det, men Jonas rammes af en indre skævhed, som ingen tager hensyn til. Måske er det derfor, han kaster sig ud i den ene dumhed efter den anden. Måske er det derfor, at alle de søde piger, han bliver kæreste med, hedder Merete. Eller er det hele verden der er blevet skæv?En fantastisk bog med en helt unik opbygning. Hvert kapitel er en afrundet historie, men hver af de 19 historier fletter sig ind og ud af hinanden og danner en samlet historie. En historie om at være ung, om at drømme, frygte, håbe og elske.Anmeldelse:En formidabel bog ... allerede i klassiker-klasse.Troldspejlet, DRUddrag:TeselskabetHan holdt en kage op mellem to fingre. Vendte og drejede den. Kunne ikke se noget usædvanligt.”Det er bare en kage,” sagde han. ”En almindelig småkage.””Niks,” sagde Christian og rystede på hovedet. ”Overhovedet ikke. Det er en meget speciel kage.” Han snuppede den ud af hånden på Jonas og lagde den forsigtigt ned i plastikposen, han havde i den anden hånd, og hvor der lå fem andre kager. Han kastede et hurtigt blik til begge sider som for at sikre sig, at ingen andre kunne høre ham. Så hviskede han: ”Det er hashkager.”Jonas’ øjne blev store. ”Hvor fanden har du dem fra?””Min storebror.””Wow.” Jonas kiggede på posen. Kagerne så helt almindelige, bedstemoragtige ud. ”Hvornår skal vi smage på dem?”Christian skulede igen til begge sider. ”Kom hjem til mig på lørdag. De gamle skal i biffen, og min storebror skal i byen, så vi har huset for os selv. Men kom alene.””Hey, hvad står I to der og hvisker om? Se nu at komme ind i klassen,” sagde deres lærer, der i det samme kom gående. ”Det har ringet ind for flere minutter siden.”Det var lørdag. Jonas bankede på døren. Tre hurtige og tre langsomme – som aftalt. Christian havde insisteret på, at Jonas skulle banke på den måde, og han lukkede overraskende hurtigt døren op, som om han havde stået og ventet lige inde bagved.”Skynd dig ind,” sagde han og lukkede hurtigt døren igen.”Hvorfor? Hvad er der?” Jonas lo. ”Man skulle fandeme tro, du havde FBI i hælene eller sådan noget. Slap nu af.”Christian sagde ikke noget, men gjorde bare tegn til, at Jonas skulle følge med ind på værelset. Der var mørkt derinde. Lyset i globussen, der stod på fjernsynet, var tændt og sendte et blåligt skær ud i værelset, og sengelampen var tændt, men vendt indad mod væggen, så den ikke afgav særligt meget lys ud i rummet. På et lille bord stod en tekande, to kopper, to tallerkner, en sukkerskål og et par teskeer.”Et teselskab?” sagde Jonas. ”Hvor hyggeligt.””Sæt dig.” Christian pegede på sengen. Så gik han over til vinduet og lukkede lamellerne i persiennerne, der allerede var rullet ned. Derefter låste han døren og satte sig i en sækkestol på den anden side af bordet over for Jonas.”Så er vi klar til at blive skæve,” hviskede han. ”Er vi ikke?”Jonas lo. ”Jo. Jeg er klar, men hvad med dig? Du er da helt oppe at køre. Har du allerede smagt på varerne, eller hvad?””Selvfølgelig har jeg ikke det,” vrissede Christian. ”Men det er faktisk ulovligt, det her. Er du ikke klar over det?””Slap nu af. Politiet kommer ikke pludselig brasende herind, bare fordi vi sidder og får os et par småkager og en kop te.”Christian rakte ud efter en lille kommode, åbnede den nederste skuffe, trak den helt ud og vendte den på hovedet. Under skuffen sad plastikposen tapet godt fast. Han fik den fri og smed hurtigt en kage på hver tallerken. Imens skænkede Jonas te op til dem, og Christian hældte tre store skefulde sukker i sin kop.”Jeg kan ikke fordrage te,” sagde Christian, ”men min bror siger, at man skal drikke te til hashkager, hvis man vil have det til at virke ordentligt.””Arh, hold op!””Jamen, det er rigtigt. Det siger han.”Jonas trak på skuldrene. Så tog han en bid af kagen. Christian kiggede afventende på ham. Da Jonas havde spist hele kagen, tog Christian den første bid af sin. Vendte og drejede mundfulden i mundhulen, før han sank. Så tog han resten.”Kan du mærke noget?” mumlede han med munden fuld af krummer.”Giv det nu lige en chance for at komme ned i maven,” brummede Jonas.De skyllede begge to efter med et par mundfulde te og sad så og kiggede på hinanden. ”De virker jo ikke.” Christian fandt plastikposen frem igen og lagde to nye kager på tallerknerne. Da de var spist, og de stadig ikke kunne mærke noget, blev Christian sur.”Sådan noget svindel.””Tag det roligt. Det skal nok komme.” Lidt efter spiste de også de to sidste kager. Netop i det øjeblik hvor de – helt synkront – sank den sidste mundfuld, spærrede Christian pludselig øjnene op og stirrede forskrækket på Jonas.”D… du har aldrig fortalt mig, at du har antenner.””Antenner?” brummede Jonas. ”Hvad mener du med antenner?””De vokser. Og vokser!” Christians stemme slog over i en høj falset. Så begyndte han at le. Han væltede bagover på gulvet og lo og lo, så tårerne trillede ud af øjnene på ham.”Hvad fanden …” mumlede Jonas irriteret og mærkede efter overalt på sit hoved. Ingen antenner.Christian fortsatte. ”Av … av, min mave,” stønnede han mellem latteranfaldene. Jonas rejste sig op. Følte sig helt klar og normal i hovedet. ”Lad være med at skabe dig,” snerrede han.Christian kom op at sidde. Latteren var ved at stilne af.Jonas kneb øjnene sammen og studerede kammeraten. ”Er du skæv?””Øjeblik,” sagde Christian med et fnis. Så rejste han sig op i sin fulde højde. ”Hvordan er det, du står? Ret dig dog op, mand!” Jonas stirrede på Christian, der hældede kraftigt til den ene side.”D... det kan jeg ikke.””Hold nu op. Det kan ikke passe.” Jonas gik om bag ved Christian, tog fat i hans skuldre og forsøgte at rette ham op, men hver gang han gav slip, faldt kroppen tilbage til den samme skæve stilling.”Den er god nok,” fnisede Christian. ”Jeg er vist blevet skæv. Jeg sagde jo, vi ville blive skæve, gjorde jeg ikke?”Jonas sukkede opgivende. Han blev hos sin kammerat et par timer, mens det ene latteranfald efter det andet gennemrystede Christians krop. Selv kunne han ikke rigtig mærke noget. Når han lukkede øjnene, så han bryster, men når han tænkte nærmere over det, var det egentlig ikke så usædvanligt. Det gjorde han også uden hashkager. Sikkert fordi Merete B ikke ville have, at han rørte ved hendes. Hvorfor ville hun egentlig ikke det?Endelig faldt Christian i søvn, og Jonas trak tøjet af ham og lagde ham i seng. Så fjernede han alle spor efter deres lille teselskab og blev netop færdig med at sætte kopperne i opvaskemaskinen, da en bil kørte ind i indkørslen. Jonas tog sine støvler og sin jakke på og smuttede ud ad bagdøren, idet Christians forældre kom ind ad fordøren.Da Jonas så Christian mandag morgen, fik han et chok. Christian var stadigvæk skæv. Han var holdt op med at grine og var helt klar og normal i hovedet, men kroppen var skæv. Han fortalte, at han havde brugt hele weekenden på at forsøge at rette sig op, men det var umuligt. Hans mor havde allerede bestilt en tid hos lægen.Christian blev ved med at være skæv resten af sit liv. Lægerne forsøgte ellers alt: indlæg i skoene, operationer, naturmedicin og hypnose, men intet af det hjalp. Christian selv så ikke ud til at være voldsomt generet af det, for som han sagde: ”Man kan vænne sig til meget,” og han blev en berømt og anerkendt kunstmaler, der – måske på grund af sin skævhed – formåede at se på verden og gengive det, han så, på en måde, som ingen før ham havde gjort.

Andro bor i byen Newropa og bruger det meste af sin fritid sammen med de tre andre drenge i ZOMA-gruppen. De kører rundt på bunden af byen, i niveau nul, og laver raids for at skaffe penge. Men en dag bliver Andro snuppet af Politiet a/s og får et klip i moralkortet. Derefter går alt galt. Ved et tilfælde kommer han i besiddelse af en mystisk sort terning, som viser sig at have helt fantastiske egenskaber. Derfor er terningen også meget eftertragtet - især af den mafiaagtige gruppe WhiteCloud, der ikke skyr nogen midler for at få fat i den. Andro må flygte helt ud til den yderste rand af det kendte univers …En tankevækkende roman om en fremtid, man alt for let kan forestille sig.★★★★★★Flot og fantasifuld fremtidsroman... så gennemført, at man ikke kan undgå at blive opslugt af universets og menneskets muligheder. Den logiske måde, hvorpå forfatteren får inddraget de største drømme fra science fiction, kommer så naturligt og er så letforståeligt, at man aldrig bliver tabt. Samtidig formår Søren Jessen at skrive en bog, der både indeholder ungdomskærlighed, familieproblemer, 15-åriges jagt på identitet og flugt fra autoritet og ikke mindst venskab, som gør "Den sorte terning" til en virkelig gennemarbejdet og vidunderlig fortælling.Cecilie Friis, Fyns Stiftstidende

Den 13-årige Erton og hans robot og ven, Vito, er på vej med højhastighedstog fra Newropa til feriecentretEden, hvor Ertons forældre venter dem. Ind i kupeen træder en ældre mand og en ung pige med mørkerødt hår, isblå øjne og fregner - og et mærke i panden. Pigen er K-10 robot. Den højst udviklede af slagsen. Dem, om hvem man siger, at de fuldstændigt ligner mennesker - på nær en prik. Erton er fascineret af hende. Men da pigen kort efter afgang trykker på nødknappen, går det op for Erton, at noget er helt galt. Pigen er en hacket robot, og hun har en plan at følge. En plan, der koster menneskeliv. Inden Erton ved af det, befinder han sig alene i et ingenmandsland uden sin ven Vito og på flugt, mistænkt for et mord han ikke har begået.Vi befinder os i en nær fremtid, hvor mennesker er rykket sammen i enome byer og robotter er en naturlig del af dagligdagen. De nyeste robotter kan kendes på robotmærket og på den blå nanovæske, der løber i deres årer. Engang var det dem med blåt blod, der styrede verden. Nogen mener, at sådan bliver det nok igen en dag.

Knud Bille er multi-allergiker. Eller det siger hans mor i hvert fald at han er, for hun har næsten læst hele det store lægeleksikon, de har derhjemme. Knuds far siger ingenting, for han er ude at sejle det meste af tiden. Knud siger heller ikke så meget til det, for det er nu engang mor der bestemmer. En nat opdager Knud et mærkeligt dyr inde i stuen. En kat med et skildpaddeskjold på ryggen. Dyret stikker af, og da Knud vågner næste morgen, tror han bare, at det hele er noget han har drømt.Men han bliver klogere!En spændende fantasy historie for de 6 - 9 årige.Illustreret med sort/hvide tegningerAnmeldelser:En varm og morsom bog, der vil fænge alle i højtlæsningsalderen og flere af de voksne.WeekendavisenEn spændende beretning med et par gode gys, der næsten giver associationer til Stephen King.LektørudtalelseKnud Bille er hårdt ramt. Ikke alene er han multiallergiker, han er også udstyret med en utrolig overbeskyttende mor ... natlige møder med mærkelige fantasivæsner og kampen mod den onde Sigylla bedrer allergien. Nu er han kun allergiker, ikke multi!LektørUddrag:SkildpaddekattenEn nat, hvor regnen trommede på ruden, og blæsten rev og sled i buske og træer, var der en dreng, der pludselig vågnede. Et kraftigt lyn, lyste hele natten op, og det gav et sæt i drengen. Hvad drengen hed? Han hed såmænd Knud. Han vågnede, fordi han havde haft en mærkelig drøm om et lille dyr, der var blevet taget til fange af et kulsort væsen, med ildrøde øjne. Det sorte væsen havde sorte, læderagtige flagermusevinger, og en lang, sort hale, der piskede frem og tilbage. Det lille dyr havde pebet og pebet, og til sidst peb det så højt, at Knud var vågnet ved det. Han satte sig op i sengen og gned sig i øjnene.Pludselig hørte han den pibende lyd igen. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? tænkte Knud og rynkede panden. Han rystede på hovedet og kneb sig i armen, men han var vist vågen. Lysvågen. Og han kunne stadig høre pibelydene.”Hvor kommer den lyd fra?” sagde han til sig selv, og slog dynen til side. Han stak fødderne ned i sine store kaninhjemmesko og listede ud på gangen. Han kunne høre sin mor snorke inde i soveværelset, så det var i hvert fald ikke hende, der lavede den mærkelige lyd.Forsigtigt åbnede han døren ind til stuen og lyttede. Det var underligt. Stuen så helt anderledes ud, når der ikke var tændt noget lys. Mørk og mystisk ... og lidt uhyggelig. Næsten som om det var en helt anden stue, i et helt andet hus. Han skulle lige til at lukke døren, da han pludselig hørte den pibende lyd igen og denne gang meget højt. Hvad det end er der piber sådan, så er det her inde i stuen, tænkte Knud, og så kom han i tanke om musefælden. Hans mor havde sat en musefælde op, fordi der forleden aften var løbet en mus hen over ryggen på hende, da hun lå på gulvet og lavede sine daglige rygøvelser. Hun skreg, så lysekronen klirrede og sprang så op i sofaen i et kæmpe kænguruspring. Knud måtte undersøge hele stuen, før hun ville komme ned igen. Forsigtigt tændte han læselampen ved siden af lænestolen ... og så fik han øje på det! Et lille mærkeligt dyr, sad fast i musefælden med den ene forpote. Det lignede ikke et dyr, Knud havde set før, og han havde ellers set mange. I fjernsynet altså.Dyret havde et brunligt skildpaddeagtigt skjold på ryggen, men ellers havde det en langhåret, orangestribet pels og en katteagtig hale. Fire hvide poter og hvide bakkenbarter. Dyrets snude var lille og lilla, og øjnene var spærret helt op. Ja, det lignede faktisk ret meget en kat, bare med skildpaddeskjold. En meget bange skildpaddekat. Da dyret fik øje på ham, blev det helt stille og trak sig lynhurtigt ind i sit skjold. Knud kunne kun se et svagt lysskær i de bange øjne, langt inde i skjoldets mørke. ”Stakkels lille ven,” hviskede Knud. ”Sidder du fast?” Han kunne mærke dyret ryste af skræk, mens han forsigtigt åbnede musefælden. I samme øjeblik dyret var fri, pilede det af sted gennem stuen, ud i gangen. Knud løb bagefter, men da han kom ud i gangen, var der ingen spor af noget dyr. Han ledte og ledte, men kunne ikke finde det. Da han vågnede næste morgen, var han sikker på, at det hele bare var noget han havde drømt. Hans mor sagde jo tit til ham, at han havde en livlig fantasi. Men han skulle blive klogere.

Palle Cloppenborg elsker computerspil og marcipanbrød, og han hader enhver form for sport og ’de frygtelige fem’, der er en ondsindet tøsebande anført af Henriette – den ondeste af de onde. Desværre er han også efterhånden blevet lidt tyk. Men det største problem er, at hans mor har smidt hans far ud hjemmefra, fordi ... ja, Palle ved ærlig talt ikke helt hvorfor. Han har også andet at tænke på end de voksnes problemer. Han har nok i sine egne. For hvordan skal han dog undslippe monsteret i computerspillet, hvor han spiller dragedræberen Kelt. Og hvordan skal han overleve løbeturen i skoven, som han har væddet med sin mor om? Palle har brug for hjælp. Nej, han har brug for en helt. Mon ikke helte køber ind i Kvickly? Palle skriver en seddel, som han vil sætte op på opslagstavlen i Kvickly. Der står: ”Helt søges – henvendelse Palle Cloppenborg.” Men mon det lykkes? Og ser helte egentlig altid ud som vi regner med?Illustreret med sort/hvide tegningerUddrag:Han var en sand mester i marcipanbrøds-spisning. Med fortænderne kunne han skrælle al chokoladen af, uden at få så meget som en lille smule marcipan med. Marcipanen formede han tit til en lille figur. Som regel en drage, eller en mand med et sværd. Derefter spiste han figuren i små bitte bidder. Først ét ben, så det andet, så en arm, så hovedet. Han kunne også finde på at bide et hul i den ene ende af marcipanbrødet og grave al marcipanen ud med en lille, bøjet skruetrækker, som han gemte hjemme i den øverste skrivebordsskuffe, og som han ikke brugte til andet end at udhule marcipanbrød. Når han så havde spist al marcipanen og sad tilbage med chokoladeskallen, kunne han vælge bare at spise den eller stoppe noget andet ned i den. For det meste valgte han at stoppe noget andet derned. Det kunne være hvad som helst. Bare det var lækkert sødt. Han havde for eksempel gjort det med nutella, honning, knuste guldkorn. Engang havde han endda både hældt knuste guldkorn og lidt mælk derned, men det var blevet noget sjask, for mælken havde opløst chokoladeskallen, og det endte med, at han måtte slikke en hel del af det op fra sit skrivebord. Vingummibamser skåret i små stykker eller vanilleis som han først lod stå lidt, så det blev til softice, og derefter blandede op med forskellige slags krymmel, det var heller ikke dårligt.Men de metoder var selvfølgelig ret besværlige og krævede fri adgang til køkkenet, og at hans mor ikke var hjemme. Hendes skarpe vægtvogter-syn måtte for alt i verden ikke opdage noget. Hvis han havde penge til det, købe han tit to marcipanbrød, smuglede dem med ind på sit værelse, udhulede dem begge to, lavede figurer af det første brøds marcipan og stoppede det andet brøds marcipan ned i det første brøds tomme skal. Så kunne sådan to marcipanbrød holde længe. Overraskende længe. Det største problem var sådan set marcipanbrøds-papiret. Han kunne jo ikke bare smide det i skraldespanden. Det ville hun opdage med det samme. Heldigvis var det muligt at presse papiret ret meget sammen, for det var sådan noget staniol-agtigt papir, der kunne formes, til hvad det skulle være. Han rullede det altid sammen til en lille kugle, hamrede kuglen flad som en mønt og dumpede den ned i den store sparegris, som han engang havde fået af moster Mie. Hun var ansat i en bank på Fyn og havde givet ham sparegrisen i dåbsgave for efterhånden tolv år siden. Den havde stået i bunden af hans skab i mange år uden at se skyggen af en mønt, men nu var den rigtig kommet i brug igen. Mon ikke! Den bugnede simpelthen.”Man kan ikke starte opsparingen for tidligt,“ havde moster Mie sagt dengang. Og det sagde hun faktisk stadigvæk, hver gang hun så ham.Jo. Marcipanbrøds-spisning var noget, han kunne bruge meget tid på. Så det passede simpelthen ikke, når hans mor sagde, at han ikke havde nogen hobby. Han havde jo faktisk hele to. Computerspil og marcipanbrød. Måske var marcipanbrøds-hobbyen ikke så sund ... men en hobby – det var det.

En klassiker med nye tegninger.Lægerne er nervøse, for hvad skal de stille op med en pige der ikke fejler noget - bortset fra at hun er helt blå? Hun må jo dog fejle et eller andet. Måske har de bare ikke fået undersøgt hende ordentligt. Og de tør helt sikkert ikke at udskrive hende, for der er altid en ny undersøgelse man kan foretage. Som for eksempel en hjerteoperation. Bare en lillebitte en.En morsom og tankevækkende historie om hospitaler og læger.Uddrag fra historienEn juleaften for mange år siden, hvor en snestorm ruskede i hele landet, blev en lille pige født på et hospital. Alt gik som det skulle. Lige indtil pigen var kommet helt ud, og jordmoderen stod med hende i armene. Så kunne de alle sammen se, at der var noget ved pigen, der ikke var helt normalt. For barnet, som jordmoderen stod med i armene, var helt blåt. Ikke bare lidt blåt, men knaldblåt, som en meget blå gummibold, eller som himmelen når den er allermest blå. Nej, mere blå end det. Endnu mere blå, end det kan beskrives.

"Bevæget og let svimmel forlader læseren Zambesi, der helt klart fortjener et gensyn - godt gjort.På caféen Zambesi krydses skæbner et øjeblik for så igen at glide hver sin vej - en smule ændret. Zambesi handler om virkelighedens skrøbelighed og absurditet og er en højst usædvanlig historie, som i 2000 fik Bogforums debutantpris og mange usædvanligt flotte anmeldelser.Uddrag:SkaberenMåske skulle jeg placere nogle bjerge her, tænkte hun og gned sig distræt på hagen. Det var, som om der manglede et eller andet. Noget som kunne give et indtryk af størrelsesforhold og afstand. En sneklædt bjergtinde var – foruden at være et smukt syn – en god mulighed for at skabe et fremmedartet miljø, til afveksling fra de store jungle- og steppeområder hun havde valgt at udstyre sin verden med.“Ja.” Hun nikkede. “Der skal være bjerge,” og straks voksede stenmassivet op af jorden. Det skød sig voldsomt og brutalt op gennem jordoverfladen, op mod himlen og standsede først, da hun gav tegn til det.Nu begyndte det at ligne noget. Hun var allerede kommet langt. For blot fem dage siden havde der ikke været noget som helst. Hun var startet fra nul. Og nu havde hun allerede snart skabt en hel verden. Én dag mere, så ville hun være færdig. Hun placerede nogle floder, som udsprang fra bjergene, og brugte en del tid på at modellere et vidtforgrenet floddelta. På den anden side af kloden valgte hun at dæmme en flod op til en gigantisk sø. Med løs hånd spredte hun adskillige små øer ud over et stort hav, der pludselig så lidt for øde, lidt for kedeligt, ud. Og hun ændrede på havbundene, så de også fik dale og bjerge, sprækker og huler. Hun morede sig med at placere en vulkan på en lille ø, skabte ved en pludselig indskydelse en mindre ørken med en grøn oase midt i et steppeområde, og kastede – mere eller mindre tilfældigt – nogle store ismasser ved begge klodens poler. Med en finger satte hun kloden til at rotere, for at den samme side ikke skulle ligge i permanent skygge, og af nogle rester hun havde tilovers fra planeten, dannede hun en mindre, grå, arret kugle og satte den i kredsløb om den verden, hun havde skabt.Hun fjernede sig fra planeten for at få et større overblik. Studerede den nøje. Vendte og drejede den, som var den en ubetydelig klump ler og ikke begyndelsen til en stor og rig verden befolket af mangfoldige væsner. Og på den sjette dag så hun, at alt var godt.DrømmerenLandskabet var ekstremt fremmedartet og ukendt, men det foruroligede ham ikke. Han konstaterede det blot, trak på skuldrene og kiggede sig omkring, som om han havde været der mange gange før. Der var ikke nogen dyr at se, men hele landskabet, den sparsomme, spredte kratbevoksning, varmen, gjorde ham sikker i sin sag. Afgjort afrikansk. Og med den erkendelse fulgte det stærke ønske om at finde skygge. For Guds skyld skygge!Han vendte sig desperat rundt og så et baobabtræ længere fremme. Træet flimrede for hans øjne, som alt andet i landskabet, på grund af den kraftige varmedis. Et skrivebord, som stod i træets violette skygge, fik ham til at tøve lidt, men en pludselig bevægelse i det visne, grågrønne løv fik ham til at standse helt op. Tre leoparder lå mageligt henslængte mellem træets grene, og han stod helt stille af angst for, at de skulle opdage ham. For de havde åbenbart ikke set ham endnu. Medmindre … medmindre de var så mætte og trætte, at de ikke gad at interessere sig for ham. Ja, det var sådan, det forholdt sig, det så han nu. De lå og slikkede blod af deres poter og snuder og havde tydeligvis ikke tænkt sig at foretage sig andet foreløbigt.Han var klædt i et helt sort jakkesæt, hvid skjorte, sort slips og sorte blanke sko, der gav ham en følelse af usårlighed og styrke, som om det sorte stof kunne forhindre en hvilken som helt skarp katteklo i at trænge igennem til kødet og knoglerne indenunder. Han lod prøvende hænderne glide ned ad jakken og følte sig beroliget af stoffets kontakt med den bløde hud inderst i håndfladerne. Så førte han en hånd gennem sit hår, men konstaterede overrasket, at der ikke var noget. Han var kronraget så omhyggeligt, at huden føltes glat som et spejl, og det bekymrede ham, for solen stod i zenit og hamrede sin varme ned i landskabet – og ham – så alt skrumpede sammen, flækkede, revnede. Også hans isse der, endnu mens han stod med hånden på den, begyndte at boble op og sprække, så den mest af alt føltes som en arret og kraterfyldt måneoverflade.Han pustede lettet ud, da han nåede ind i skyggen af trækronen, men kunne ikke lade være med at skæve op til rovdyrene over sig. Han stod ubevægelig, presset op mod træstammen næsten uden at trække vejret, men efter at have stået sådan i et godt stykke tid, og dyrene stadig ikke havde værdiget ham så meget som et sideblik, rettede han sin opmærksomhed mod bordet, der var et gammelt mahognibord med smukt drejede ben og et udskåret, detaljeret slangelignende væsen, der snoede sig rundt om hele bordet, lige under bordpladens udhæng. I højre side af bordet var der tre skuffer over hinanden, og i venstre side en skabslåge, forsynet med et messinghåndtag formet som et løvehoved – ligesom de tre skuffer.Bordet flød med papirer, skriveredskaber, linealer, en passer, en vinkelmåler og bøger, der alt sammen gav ham indtryk af, at det måtte være en arkitekts arbejdsplads, han havde fundet.Han opdagede en lille ryglænsløs stol – også af mahogni og på sædet betrukket med irgrønt plys, hvis luv visse steder var slidt væk – der var skubbet helt ind under bordet, trak den ud og satte sig. Så gav han sig til at studere papirerne et efter et. Det første stykke, han fik fat i, viste en tegning af et fantastisk smukt tårn. Det var så højt og smalt, at han ikke troede, det ville kunne konstrueres af andet end netop streger på et stykke papir. Rundt omkring i kanten af papiret var der nærstudier af detaljer på tårnet, og de vidnede om en arkitekt med en fantasi ud over det sædvanlige. Snegle, firben og andre dyr af sten var tænkt som udvendige dekorationer på tårnet, og alle så de ud til at stræbe opad i en kamp for at komme først. Han kiggede på tegningen i lang tid, og som en Mandelbrot-fraktal åbenbaredes flere og flere detaljer, jo nøjere han studerede den. Han blev ved med at finde nye ting, også på steder hvor han havde – troede han – set, hvad der var at se. Efter et stykke tid løsrev han sig fra tegningen for at se på nogle af de andre papirer på bordet.“Besynderligt,” mumlede han og gned sig om hagen. Alle ark var dækkede af konstruktionstegninger af forskellig art, men tegningerne var tydeligvis udført af mange forskellige arkitekter. Tegnestilen skiftede meget, fra hurtige impulsive rids til minutiøse lineallige streger, og adskillige af arkitekterne havde forsynet deres tegninger med initialer eller efternavne eller specielle bomærker og stempler. Men alle som en var de tegninger af den samme type bygning: Tårne – i alle afskygninger. Han rodede længere ned i stakken af papirer – og længere ned, men der var og blev kun tegninger af tårne, intet andet. Og jo længere han kom ned i bunkerne, desto ældre blev tegningerne. Han nåede til et sted, hvor man ikke længere kunne kalde arkene for papir, men nærmere pergament. Det var gulnede, stive ark – helt porøse i kanterne, og han blev bange for at komme til at ødelægge dem, for de brækkede af og krakelerede langs kanterne. Der var adskillige tegninger af et gigantisk tårn, der forsvandt op i skyerne. Han var ikke i tvivl om, at det var Babelstårnet.Han åbnede den øverste af skufferne og havde nær trukket den helt ud, for den gled – stik mod hvad han havde forventet af et så gammelt bord – meget let og gnidningsløst. I skuffen var der blanke papirark, nye blyanter, viskelæder, og han fik en stærk følelse af skabertrang, som han ellers ikke var bekendt med. Han tog et af arkene og en blyant op. Slog et par prøvende vertikale streger på papiret, og efter ganske få streger kunne han allerede se omridset af et smukt tårn for sig. Med et koncentreret udtryk i ansigtet bøjede han sig endnu længere ned over papiret og gav sig til at trække formen tydeligere op. Han var samtidig meget forbavset over, hvor godt det lykkedes for ham at få det, han havde inde i hovedet, ned på papiret. Det var, som om stregerne føjede sig fuldstændig efter hans mindste ønske. Som om hver streg var en tråd, der blev trukket direkte ud af hans hoved og lagt på papiret præcis efter hans ønske. Han arbejdede ikke ud fra en fuldt færdig indre tegning. Det var nærmere, som om hver del af tårnet inspirerede ham til næste del. Som om tårnet var en organisme, der som en frostblomst voksede frem af sig selv.Han registrerede bevægelse i løvet over sig og stivnede. Dyrene lå stadig og så lade ud, men deres ører var nu vendt mod ham, og en af kattene havde bevæget sig en anelse længere ud ad den gren, der løb lige hen over bordet og ham. Jo tættere han kom på at blive færdig, desto uroligere blev dyrene. Men han var så grebet af tegningen, at han umuligt kunne stoppe nu.En dråbe ramte ham på issen. Fugten løb rundt i et par revner, før den fordampede. En anden dråbe ramte ham på højre skulder, og han kiggede op for at hilse skyerne og regnen velkommen, men så ingen skyer. En ny dråbe ramte ham lige midt i panden, og da han tørrede den væk, så han, at hans fingre blev røde.Rovdyrene rørte på sig.

Den elektriske by er en forrygende start på en fantasyserie.1. bind i serien "Fortælleren".Been er tretten år, da han beslutter sig for at forlade sin landsby og drage alene ud i verden. Han far er netop blevet slået ihjel, så Beens rejse har to formål: Han vil lede efter sin fars morder, men han vil også lede efter historier, for Been skal være fortæller ligesom sin far og farfar. Men en nådesløs tørke har ramt landet. Skovbrande hærger og mærkelige, farlige væsner ligger på lur overalt. Der går rygter om, at de kommer fra den bestrålede dal. Et sted man for alt i verden skal undgå. Beens rejse bliver eventyrlig og farefuld, men undervejs finder han også en ny ven, pigen Gali. De to slår følge, og i jagten på gode historier og en brutal morder rejser de mod øst, hvor der – ifølge rygterne – skulle ligge en helt utrolig by.Bind 1 i serien FortællerenTekstuddrag:Been og hans tre storesøstre sad en aften i køkkenet og prøvede at tygge sig igennem nogle hårde, indtørrede brødskiver. Der var stille imellem dem. En dyne af bekymring havde ligget tungt over hele huset de sidste dage og var ved at drive Been til vanvid. Han studerede sine søstre i smug. De havde alle tre mørkeblondt hår, som var flettet i en hestehale. Been var den mest lyshårede af dem. Hans hår var halvlangt og pjusket, men ikke nær så langt som søstrenes. De led alle under varmen. Gang på gang fik de så meget sol, at huden skallede af, selvom de opholdt sig mest muligt indendørs. Kun Been strejfede om i landsbyen som hed Dunmar og de omkringliggende stepper og skove på jagt efter mus eller andre smådyr med sin slangebøsse. ”Jeg knækker tænderne på det her,” klagede Miina, den ældste af dem. ”Har vi virkelig ikke andet at spise?” vrissede Turi. Hun lod sit brød falde ned på tallerkenen. Det landede med et hårdt klonk. ”Jeg kan godt spise dit,” sagde Been hurtigt og rakte ud efter det. ”Niks,” hvæsede hun og slog ham over fingrene. Det bankede på hoveddøren. Been sprang op med et begejstret råb, for han var sikker på, at det var hans far, som havde været til den store fortæller-samling. De havde ventet ham hjem for flere dage siden, men nu var han her endelig, og det var først i det sekund, Been tog fat i dørhåndtaget, det gik op for ham, at det alligevel ikke kunne være hans far, for havde det været det, ville han ikke have banket på, men bare være trådt direkte indenfor. Det var jo hans eget hus. Det bankede igen, og Been åbnede forsigtigt døren på klem.”Hvem er det?” hviskede Leena, der var et år ældre end Been. Alle tre piger stod bag ham og kiggede over hans skuldre. ”Far,” råbte han overrasket og glad, for det var alligevel hans far, der stod derude i mørket. Men hvem var de to fremmede mænd på hver side af ham, og hvorfor så det ud, som om de holdt ham oppe? Så trådte Been et halvt skridt tilbage og åbnede døren helt. De tre mænd tumlede indenfor, og i det samme gik det op for Been, at noget var galt – frygteligt galt – og opdagelsen var så ufattelig, at han et øjeblik troede, det var hans øjne, der var noget galt med. Han blinkede hårdt et par gange, men intet forandrede sig. Hans far havde stadig ingen ben. Hans søstre måtte have set det i samme øjeblik. Deres skrig overdøvede stilheden. ”Hvor kan vi lægge ham?” stønnede den ene af de fremmede mænd. Been kunne ikke svare eller røre sig ud af flækken. Forsøgte blot at forstå, hvor benene kunne være blevet af. ”Der,” sagde den anden af mændene og pegede på det store, solide spisebord. De løftede den mangelfulde krop op på bordet, og i det samme kom Beens mor ind ad døren. ”Hvad er der sket?” råbte hun med det samme og tabte den kurv med urter, hun havde været ude at samle. Been hørte ikke, hvad mændene svarede. Stuen begyndte at snurre rundt. Det susede for ørerne. Han støttede sig til muren og fik sin gispende vejrtrækning nogenlunde under kontrol. Så opdagede han, at den ene af mændene bar på en sæk. Been vidste, uden at have set det, at den indeholdt de manglende ben. Han greb ud efter sin fars højre hånd, der var knyttet, som om den holdt om noget. Søstrenes skrig var blevet til spage klynk. Moren stod med vidt åben mund. Been så et glimt af metal mellem de stive fingre. I det samme hørte han Leena skrige igen, og da han kiggede op, så han hvorfor. Hans far manglede ikke kun benene, men også sin venstre hånd. Så kunne Been ikke holde sig længere, men bøjede sig ned og kastede op på gulvet, og mens han stod og gylpede, hørte han flere skrig trænge igennem den susende lyd i ørerne. Skrigene kom fra hans søstre, der stod tæt sammenslyngede som et seksarmet, trehovedet væsen. ”Hent lægen,” råbte Beens mor og skubbede ham hen mod døren. Han tumlede udenfor i mørket og løb gennem byen, så hurtigt han kunne. Et lille håb om at faren ikke var død, tændtes i Been undervejs. Hvorfor ville hun ellers have, at han skulle hente lægen? Been fik næsten slået døren ind, før den blev åbnet, og en søvndrukken lille mand med store buskede bakkenbarter, dukkede frem. Tre minutter senere var de på vej tilbage. Lægen forsøgte at proppe sin skjorte ned i bukserne, mens de løb. Been havde hans lægetaske i hånden. De brasede ind i køkkenet, hvor tiden så ud, som om den havde stået stille. Alle stod, sad eller lå, hvor de havde gjort, da han sidst så dem. Han skubbede lægen hen mod kroppen på bordet. Det tog ham mindre end fem sekunder at fastslå, at historiefortælleren Kaan Kabana var død.

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.Der sker sære ting i Smørhullet og det er aldrig kedeligt. For eksempel vågner Nøffe op en dag og har lyst til at være vild. En anden dag møder Nøffe og Raff et stjernefrø, der drømmer om at blive stjerne for en aften. Og så er der Tør, tør-ikke bakken, Ispigen, Sukkertoppen og mange andre sjove historier.Bogen indeholder farvelagte tegninger.Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Den Store Månefest".Uddrag:En morgen vågner Nøffe, og endnu inden han har sat fødderne på gulvet, kan han mærke, at det er sådan en dag, hvor han har lyst til at være vild. Ja, det er noget underligt noget, men sådan er det med snabelgrise. “Jeg vil bare være så vild i dag,” råber Nøffe og springer ud af sin seng. “Hmmm, men … øhm … hvordan?” Han tænker og tænker, mens han finder dagens slips frem, og pludselig ved han det. “Jeg vil gå uden slips i dag!” råber han og stiller sig hen foran spejlet. Så kaster han slipset fra sig og står og kigger længe på sig selv fra alle vinkler. Han synes selv, at han ser meget mærkelig ud uden slips. Helt forkert. Nærmest nøgen. “Nej, det er for vildt,” mumler han og samler slipset op. Så tager han det på og smiler. Der må være en anden måde, han kan være vild på. Han tænker og tænker, men kan ikke finde på noget. Indtil han får øje på sine to hår på hovedet. “Ja!” råber han. “Nu ved jeg det. Jeg vil have en vild frisure. En helt … øhm … helt vild en.” Så skynder han sig at spise morgenmad, og bagefter løber han over til rafferne. I Smørhullet er det nemlig mor Raffeberg, der klipper alle dem, der skal klippes. Men det er nu ikke nogen stor opgave, for det er kun Tossetøsen og Nøffe, der har hår. For det meste behøver Tossetøsen slet ikke at blive klippet, for hun får det tit svedet af, når hun eksperimenterer med raketter, og Nøffe – ja, han har kun to hår. KLIP, KLIP, så er han klar; men så let går det nu ikke denne gang. Hør bare: Nøffe kommer løbende ind i mor Raffebergs køkken og råber: “Jeg skal klippes. Og det skal være vildt! Helt vildt.” Mor Raffeberg bliver glad. Hun forsøger altid at få dem, hun klipper, til at prøve nye frisurer, men indtil nu har hun ikke haft held med at overtale nogen til det. Så da Nøffe nu pludselig helt af sig selv siger, at han vil prøve noget nyt, finder hun hurtigt sine frisørsager frem og får Nøffe til at sætte sig i en stol foran det store spejl. Han får et sjal over sig, så der ikke kommer hår ned ad ryggen eller under slipset. Det kan nemlig godt begynde at klø, hvis der sidder afklippet hår der. “Hvordan vil du have det?” spørger mor Raffeberg og klipper et par gange i luften med den store saks. “Vildt!” råber Nøffe ivrigt. “Det lyder som en glimrende ide,” siger mor Raffeberg. “Må jeg foreslå krøller?” “Krøl… øhm … krøller?” “Ja! Jeg købte et krøllejern, sidst Ballonbutikken var her.” Hun holder krøllejernet frem, så Nøffe kan se det. “Tror du … øhm … det klæder mig med krøller?” “Ja, det tror jeg,” siger mor Raffeberg og nikker. Hun vil frygtelig gerne prøve sit krøllejern. “Godt. Bare lav nogle krøller, men … øhm … men kun to – til at begynde med.” “Du har jo også kun to hår.” “Øhm … nårh ja,” ler Nøffe, mens han kigger sig rundt efter et blad. Han læser altid i blade, når han er hos frisør. Også selvom det er meget gamle blade, som han har læst mange gange før. Derfor bliver han meget overrasket, da han finder et blad, som kun er et halvt år gammelt. Et blad, han aldrig har set før. Han kan godt lide at læse om de kendte fra Blommedalen og andre dale. Der står for eksempel noget om en mand, der kravlede ind i en tønde og lod sig rulle ned ad et højt bjerg. Han har været rundtosset lige siden, og det er to år siden, han gjorde det. Nøffe ler og kigger op for at se, hvor langt mor Raffeberg er kommet. Så får han en overraskelse. For han kan slet ikke kende sig selv i spejlet. Et kort øjeblik tror han, det er en helt fremmed snabelgris, der sidder inde i spejlet og kigger ud på ham. Så går det op for ham, at det er ham selv. Han har bare fået krøller. “Det ligner et snirkeltræ,” fniser han. “Kan du lide det?” spørger mor Raffeberg. Nøffe kigger og kigger. “Jeg ligner jo slet ikke mig selv,” mumler han. “Nej, men du ville jo også prøve noget vildt, ikke?” “Jo, men … øhm … det er næsten for vildt, synes du ikke?” “Vi kan også prøve med en anden frisure,” siger mor Raffeberg. “Hvad med strithår?” “Nej, det går ikke. Mit hår er alt for … øhm … tyndt til strit,” siger Nøffe. “Ikke hvis man bruger voks,” siger mor Raffeberg og glatter hårene ud igen. Så giver hun dem voks, så de stritter til hver sin side. “Er det ikke … øhm … ikke også lidt for vildt?” spørger Nøffe. “Man kan jo stikke sig på de hår. Det kan være farligt.” “Jo, men hvad så med en fletning?” Mor Raffeberg laver en smuk fletning og binder en sløjfe i til sidst. “Nej, det er for tøset,” sukker Nøffe. “Vi kan prøve med en midterskilning,” siger mor Raffeberg. Så reder hun de to hår til hver sin side. Nøffe studerer sig selv i spejlet. “Det … øhm … er en meget bred midterskilning.” “Ja, men den klæder dig.” “Jeg ved nu ikke rigtigt,” mumler Nøffe. “Hvad nu, hvis du bare prøver … øhm … at rede hårene lidt tilbage. Ja! Sådan! Det … øhm … dét klæder mig.” “Jamen,” sukker mor Raffeberg, “det er jo præcis sådan, du altid har dit hår.” “Er det?” “Ja!” “Det klæder mig nu også ret … øhm … ret godt, synes jeg. Hvis du bare klipper hårene en smule kortere, så jeg ikke … øhm … får dem i øjnene, når det blæser, så er jeg glad.” “Så prøver du jo ikke noget nyt,” siger mor Raffeberg skuffet. “Næh,” siger Nøffe, “men nogle gange er det, man har, også det bedste.” Mor Raffeberg nikker. “Det kan der være noget om.” Så klipper hun lidt af spidserne af Nøffes to hår, og så er han glad. Og det bedste ved det hele er, at han kan kende sig selv i spejlet uden problemer. “Gode gamle Nøffe,” hvisker han og blinker til sit spejlbillede, der blinker igen. Så hjælper han mor Raffeberg med at rydde op og feje gulv; og så har han været vild nok for den dag.

"Jeg var tryllebundet af det, suget ind, og havde på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig."Sten er 38 år og lever et fredeligt og forudsigeligt liv med kæreste og barn. Han er indehaver af et kopicenter, hvor mærkelige sedler, der hævder at være ERINDRINGER OM FREMTIDEN, begynder at dukke op i kopimaskinerne. Sedlernes forudsigelser føjer sig til et mønster af begivenheder, der truer med at vælte Stens tilværelse. Under en snestorm indleder han et forhold til en fremmed kvinde, og samme nat kaster han sit hjerte op hjemme i entreen.ERINDRINGER OM FREMTIDEN er en dobbelteksponeret skæbnefortælling om fortid og fremtid.NB Denne udgave indeholder den grafiske fortælling "I kredsløb" som består af sort/hvide tegninger der knytter sig tæt til romanen.Anmelderpluk:"Perspektivet er svimlende, men Søren Jessen bevarer et fast greb om sin spejlvendte fortælling.Man lukker bogen, lidt ør, mens sære tanker om tidens og rummets dimensioner suser og bruser i hjernevindingerne."Weekendavisen. "Jeg var tryllebundet af det, suget ind, og havde på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig."Danmarks Radio, KulturNytSøren Jessen får skabt et fængslende univers af hverdagsrealisme, der jævnligt brydes af surrealistiske indslag. Hans tone og figurer er underholdende og let genkendelige, men alligevel runde og troværdige.Det er en flot bog.Børsen En roman der fanger læseren ind, en roman der handler om fortid og fremtid, om det usandsynlige og det lettere surrealistiske, og et flot portræt af Sten, manden som bliver fanget i et spil han i første omgang ikke kan overskue, men hvor han ved en overraskende vending pludselig sidder inde med den totale viden.Lektørudtalelse - IBC

Tegneserie. Bind to i serien om Oscar og Villy Uhyre.Villy Uhyre skal til det årlige monstermøde, hvor monsterkongen skal udnævnes. Desværre er det ikke spor morsomt at være med, for den frygtelige Store Mons, bliver altid udnævnt - der er nemlig ikke andre der tør at konkurrere med ham. Og det er især ikke morsomt for Villy, da Store Mons altid er ude efter ham.Men man skal vel ikke altid give op på forhånd, bare fordi noget ser håbløst ud. Det mener Oscar i hvert fald ikke, så han sniger sig med i mørket ..."De fine takter fra Juveltyven er blevet videreført på smukkeste vis i dette venlige og børnerettede tegneseriealbum ... endnu en sød og underholdende historie for de yngste tegneserielæsere."DBC

Hvor kommer ondskaben fra? Det opdager Sofie en aften ved et tilfælde, men den viden er så farlig, at hun må flygte fra det onde, som kommer nærmere og nærmere ...Sofie og hendes familie er for nylig flyttet ind i et fredeligt parcelhuskvarter. Men efterhånden går det op for hende, at der er noget galt. Der begynder at ske uhyggelige ting, og det er som om der ligger en tåge af ondskab over kvarteret. Hvem er det der står bag? Hvor kommer ondskaben fra?Tekstuddrag:I det gamle stuehus boede vores anden nabo, en enlig mand. Hr. Hansen, kaldte vi ham altid. Jeg aner ikke, hvad han hed til fornavn. På hans postkasse ved havelågen stod der kun ’Hansen’. Han havde også hund. En kulsort schæferhund, der hed King. Det var ikke en ægte schæfer, for schæferhunde er ikke kun sorte. De har en brunlig pels og en sort ryg, men de er ikke helt sorte. Jeg var bange for den hund. Den så farlig ud med sit piggede kvælerhalsbånd, der fik den til at hvæse efter luft. Som om den kun ventede på en chance til at rive sig løs og kaste sig over mig med sine lange dolketænder. Men hr. Hansen holdt godt fast i snoren, og det var kun, når han skulle lufte hunden, at jeg så ham. Som regel om aftenen, når det var mørkt, og jeg stod ude og kiggede på stjerner. Han var altid klædt i en lang sort frakke og sorte sko eller støvler – afhængig af årstiden – hvid skjorte og sort slips, og hans ansigt var blegt og udtryksløst. Han gik med en sort hat på hovedet, men jeg ved, at han var skaldet som et æg, og at han havde stritører, for engang, hvor jeg gik en tur nede i engen med min mor, løftede han elegant på hatten og bukkede for hende. Han lignede mest af alt en, der skulle til begravelse. Hver eneste dag. Men han virkede flink nok – dengang – og indimellem kom Jens hjem med en håndfuld flødekarameller eller en lille pose småkager, han havde fået af hr. Hansen. Birde og Poul, som havde boet i kvarteret et par år, kunne til gengæld ikke lide ham. Engang havde han været meget flink og hilste altid, når man mødte ham, men så en dag havde han pludselig anskaffet sig en hund, og fra den dag ændrede han sig. Og King var der ingen, der kunne lide. Den løb godt nok aldrig løs i kvarteret, den gøede ikke meget tidligt søndag morgen, og man så den faktisk kun sjældent; men kort tid efter, at King kom til kvarteret, begyndte der at ske underlige ting.Mange af dem, der boede i kvarteret, havde enten hund eller kat, men pludselig forsvandt kattene. Én efter én. Man fandt dem ikke liggende døde nogen steder. De blev ikke kørt over af biler. De forsvandt bare. Alle i kvarteret snakkede om, at det garanteret var King, der åd kattene, men ingen kunne bevise noget, og ingen havde nogensinde spurgt hr. Hansen, om han kendte noget til kattenes mystiske forsvinden, for han havde ændret sig fra at være en flink og god nabo til at være en, man aldrig så. Han holdt sig inden døre og talte så lidt som muligt med andre mennesker. Holdt også op med at passe sin have, klippe hæk, slå græs og den slags. Der skete andre ubehagelige ting i kvarteret, fandt jeg ud af. To gange inde for kort tid blev en masse gravsten på den gamle kirkegård væltet og overmalet med graffiti, og foran kirkedøren fandt man en halshugget kanin, der lå i en ring af sit eget størknede blod. En anden gang fandt en eller anden dreng en korsfæstet krage. Den var sømmet til et træ med hovedet nedad. Alle talte om det, men det lokale dagblad skrev kun lidt om det i en lille artikel. Der lå en tåge af ondskab over vores kvarter, som fik folk til at gøre den slags ting. Det værste var den gang, en lille pige blev kørt ihjel af en flugtbilist. Hun blev fundet i vejkanten. Bilisten fandt man aldrig. Men rygterne anklagede en ny hver eneste uge, og det var ikke sjovt for dem, det gik ud over. Ridsede biler, brændende skraldespande og hærværk var hverdagskost.Min mor fandt sig hurtigt et arbejde. Hun blev ansat som bogholder på en tøjfabrik. Min far arbejdede mere og kom senere hjem end nogensinde før. Når han så endelig kom hjem, gik han meget tidligt i seng, og der kunne gå flere dage i træk, hvor jeg stort set ikke så ham eller talte med ham. Jens var glad for skolen, hvor han kom i en specialklasse for tilbagestående børn. Jeg havde lidt sværere ved at falde til i min nye klasse, men jeg har aldrig været særlig god til at få nye veninder. Heldigvis var der Katrine, som hurtigt blev min bedste veninde. Hun boede også tæt på mig, så det var helt perfekt. Vi fulgtes ad til og fra skole hver eneste dag. Om morgenen ventede jeg på hende oppe for enden af hendes vej, og lige så snart vi så hinanden, fortsatte vi med at snakke videre om det, vi havde snakket om dagen i forvejen.Alt i alt må man sige, at vi hurtigt følte os hjemme det nye sted. Resten af sommeren og efteråret og starten af vinteren husker jeg som en god tid.

Den tredie og sidste bog er seriens allerbedste! 3. bind i serien "Fortælleren".Been og Gali er kommet langt væk hjemmefra. De skjuler sig i den moderne storby Stella Nova, der stadig ikke er bygget helt færdig.Her skal de hjælpe med at ødelægge en støjsender, så deres venner fra oprørsgruppen ude i ødemarken kan komme i kontakt med de få oprørere, der befinder sig inden for bymuren. Det lykkes – og snart genlyder Stella Nova af lyden af eksplosioner.Been og Gali slipper ud af byen og begynder den lange rejse tilbage til deres venner ude i skoven. Undervejs skal de krydse lynghavet, hvor de finder en nedstyrtet helikopter og dens pilot, som tydeligvis har hukommelsestab. Hvem er han? Hvorfor er han faldet ned midt i lynghavet? De ubesvarede spørgsmål er mange – og det samme er antallet af dødsensfarlige lynghajer, der har fået færten af de to unge eventyrere og den sårede pilot.Bind 3 i serien FortællerenTekstuddrag:Industrisektoren var enorm, men alt har en ende – selv industrisektorer – og langt om længe kørte de forbi de sidste fabrikker og nærmede sig de stejle bjergsider. Been og Gali var ved at blive køresyge. Det hjalp at åbne vinduerne. Inde i industrisektoren havde de ikke kunnet åbne vinduerne, fordi luften var fuld af støv, men allerede nu virkede luften renere. Den friske luft strømmede ind og fik dem til at føle sig bedre tilpas. ”Den vej her fører direkte op til antennestationen,” sagde Solar ”Godt,” sagde Been lettet. ”Så den tager vi ikke,” fortsatte Solar og drejede i det samme fra den fine, jævne, asfalterede vej. Den vej, de nu kom ind på, var en smal, hullet grusvej. Det støvede igen så meget, at de måtte lukke vinduerne. Solar tændte for airconditionen, men Been ville hellere have haft åbne vinduer. Køligheden fra airconditionen havde tendens til at trænge ind gennem huden på en helt anden måde, end den vind der kom ind gennem et åbent vindue. Den kunstige kølighed føltes skarpere. Been forestillede sig, at luften var fuld af knive, der var så små, at man ikke kunne se dem, men de skar i hans næse, mund og hals og gjorde ham syg. ”Det er en ældgammel vej fra før den store katastrofe,” forklarede Solar ubekymret. ”Jeg fandt den på nogle kort i arkivet. Den førte engang op til en lille bjerglandsby, men byen findes ikke mere.” ”Det gør vejen næsten heller ikke,” mumlede Been, mens han blev kastet fra side til side. ”Jeg er spændt på at se, hvor højt vi kan komme op,” fortsatte Solar. ”Vi skulle jo gerne så højt op, at vi kan kigge ned på antennestationen.” Vejen gik nu stejlt opad. Den bugtede og snoede sig som en slange i dødskrampe. ”Det hedder hårnålesving,” sagde Solar, med et bredt grin. ”Sjovt, ikke?” Been og Gali kunne ikke se det sjove i det. ”Bare rolig,” sagde Solar, da han så deres bekymrede ansigtsudtryk i bakspejlet. ”Bilen har firehjulstræk. Den kan sagtens klare det.” ”Om den så havde syttenhjulstræk, ville jeg alligevel foretrække at gå,” knurrede Been. Solar lo og kastede bilen rundt i det næste hårnålesving. ”Nu kører vi så langt op, vi kan, og hvis det ikke er langt nok, må vi gå resten af vejen.” I det samme bremsede han så hårdt op, at Been og Gali bankede imod forsæderne. Et mindre klippeskred havde spærret vejen med nogle store sten. De stod alle tre ud af bilen. Solar studerede stenene, mens Been og Gali mere koncentrerede sig om at suge så meget frisk bjergluft ned i lungerne som overhovedet muligt. Solar vendte rundt på hælene, gik hen til bilens bagende, åbnede bagklappen, rodede lidt rundt og kom så slæbende med et underligt instrument, der lignede en mellemting mellem et gevær og en skovl. ”Godt man var så forudseende og tage en kraftskovl med,” sagde han, og i løbet af ti minutter havde han fået skubbet de store sten så meget til side, at bilen lige præcis kunne komme forbi.Bjergskråningerne var tæt bevoksede med træer og buske, men af og til fik de alligevel et glimt af antennestationen ovre på den anden bjergtop. De var ikke helt langt nok oppe endnu, men så længe vejen var farbar, fortsatte de. Der var store huller, blokerende sten og væltede træer, men hver gang lykkedes det Solar at få ryddet forhindringerne af vejen. Indtil de kom til et sted, hvor vejen simpelthen var forsvundet. Den var skredet i afgrunden og havde efterladt et stort, gabende hul. Der var ikke noget at gøre. De måtte fortsætte til fods. Der var en rest af vejen tilbage helt inde langs klippevæggen. De kunne sagtens gå forbi hullet, men at køre var umuligt. ”Jeg vil tro, vi sådan cirka er på højde med antennestationen nu,” sagde Solar. ”Vi skal lige lidt højere op, og så skal vi have fundet et godt udkigssted.” Been og Gali begyndte at gå. ”Hov, hvor skal I hen?” sagde Solar. ”Opad,” sagde Been og pegede. ”Jamen, vi kan lige så godt tage udstyret med med det samme.” ”Udstyret?” sagde Been og Gali i munden på hinanden. ”Troede I, det her bare var en lille hyggelig søndagstur?” Solar lo. ”Vi kan jo ikke forvente, at vi kan aflure antennestationen alle dens hemmeligheder på et par timer en tilfældig eftermiddag. I er nødt til at holde øje med den over nogle dage.” Han åbnede bagagerummet og begyndte at løfte kasser og poser ud af bilen. ”Hvad er det?” spurgte Been og Gali i munden på hinanden. ”Jeres telt, mad, varmt tøj og den slags.” ”Vores?” sagde Been overrasket. Solar nikkede. ”I er nødt til at bliver her og holde anlægget under observation, indtil vi ved alt, hvad der er at vide om det sted.” ”Det kan du ikke mene,” udbrød Been. ”Hvorfor ikke?” ”Hvor længe havde du så tænkt dig, vi skulle blive her?” ”Seks dage. Før kan jeg ikke komme og hente jer.” ”Jamen, hvad skal vi ... hvordan skal vi ...” ”God plan,” sagde Gali og gav sig til at hjælpe med at løfte ting ud af bilen.De fandt et sted lidt længere oppe på bjerget, som gjorde det muligt at studere antenneanlægget i kikkert. Been og Gali nød den friske bjergluft. Nød at være ude i det fri. Nød at kunne kigge langt for en gangs skyld og genopdage horisonten. Solar havde ikke blik for den slags. Han var kun interesseret i én ting. ”Nu må I lige koncentrere jer lidt om det her,” vrissede han og skubbede til Been med en albue. Han pegede over mod den bjergtop, hvor antenneanlægget lå. ”Ja, selvfølgelig,” svarede Been og tog imod den kikkert, som Solar rakte ham. Gali blev stående, hvor hun stod – tæt på afgrunden – mens vinden blæste liv i hendes lange mørke hår. Been stillede skarpt på selve antennen, derefter på hegnet, der omgav hele området, og til sidst på den gitterport, der var i hegnet. Den var bevogtet af to bevæbnede soldater. Indenfor så der øde ud, men der var nogle bygninger, der godt kunne rumme flere mænd. Mange flere mænd. Kikkerten kunne zoome, og han zoomede ind på de to portvagter. ”Hov,” udbrød han. ”De er ikke lysgardister. De er almindelige soldater.” Han kendte alt til lysgardisternes sorte uniformer, men soldaterne her var i noget, der lignede mørkebrune uniformer. ”Nej,” svarede Solar. ”Lysgardister bruges ikke til den slags trivielle bevogtningsopgaver.” ”Men det er jo alle tiders,” fortsatte Been oplivet. ”Så har de vel heller ikke strålestokke?” Solar rystede på hovedet. ”Men de har nu nok af andre våben. Det bliver ikke let at komme ind på basen. Uanset om de er lysgardister eller ej.” ”Nej, nej,” sagde Been. ”Det ved jeg godt. Jeg er bare glad for, at de ikke er lysgardister, for dem har jeg ærlig talt haft nok at gøre med, synes jeg.” Han satte kikkerten for øjnene igen. ”Det nemmeste ville være at ramme antennen herfra med en eller anden form for raketvåben.” Solar nikkede. ”Men sådan et kan selv jeg ikke bare uden videre få fat i. Det er ikke en mulighed. Vi er nødt til at trænge ind og uskadeliggøre antennen fra nært hold.” ”Hvorfor vidste jeg bare, at du ville sige det,” sukkede Been og rakte kikkerten videre til Gali, der langt om længe havde fået nok af at nyde udsigten og var kommet hen til de andre. ”Hvis vi skal derind, er vi nødt til at vide noget mere om det sted,” sagde Gali. ”Hvor mange soldater er der? Er der alarmer i hegnet? Er der automatiske våben, der beskytter hegnet? Der er mange ting, vi skal vide.” ”Præcis,” sagde Solar. ”Og I har seks dage til at finde ud af det.”

Ude i rummet findes der mange stjerner og planeter. På en af de planeter - lige mellem Spidsbjergene på den ene side og Tårntinderne på den anden - ligger en lille, fredelig dal, som hedder Smørhullet. Der bor snabelgrisen Nøffe og alle hans bedste venner: Bella, Tossetøsen, Katja og Katnej, far og mor Raffeberg og deres søn Raff.Der findes også andre væsner på planeten. For eksempel surmuler, søædere,sortørede skovgnaller; og de er ikke lige rare allesammen.Bogen indeholder farvelagte tegninger.Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Vintervæsner".Uddrag:3. MidnatsbærDet er sent, og Raff skal i seng. Han har allerede fået pyjamasen på, og han har også fået børstet tænder. Det eneste, der mangler, er en godnathistorie. Raff kravler op i sin seng, og far Raffeberg sidder på en stol ved siden af sengen. “Hvilken historie vil du høre?” brummer far Raffeberg. “En af dem, du selv finder på. En, der er uhyggelig.” “Er du sikker på det?” “Helt sikker,” nikker Raff. “Godt. Sig tre ord. Så skal jeg lave en historie med dem.” “Øh … mørke, monster og … øh … tænder.” “Det er i orden,” siger far Raffeberg, “men så håber jeg ikke, du får mareridt.” “Det gør jeg ikke. Kom nu! Fortæl!” Far Raffeberg hoster en enkelt gang. Så begynder han: “Monster … tænder … monster.” “Uhh. Uhyggelig start,” hvisker Raff. Historien fortsætter: “Mørke, tænder, mørke, monster. Tænder, mørke? MONSTER! Monster, tænder, mørke, tænder, monster, monster, mørke, monster. Tænder-monster-mørke, tænder! Mørke, mørke, mon…” “Nej, stop,” råber Raff. “Nu … nu bliver det alligevel alt for uhyggeligt.” “Det tænkte jeg nok,” ler far Raffeberg. “Så giv mig tre nye ord.” Raff kigger rundt i værelset. Lige pludselig er det, som om alt er uhyggeligt. Efter et stykke tid finder han dog tre ord, som han nok mener, han kan tåle at høre en historie om. “Loft, spejl, dør,” siger han. “Det er nogle gode ord, er det ikke far?” “Jo,” nikker far Raffeberg og begynder på en ny historie: “Loft! Spejl, dør, spejl, spejl, dør. Loft, spejl, dør, spejl, loft, loft, loft. Dør-spejl? Loooft! Loft dør, spejl, loft, spejl, spejl, loft.” Og sådan fortsætter historien, i lang tid indtil Raff sover. Men den uhyggelige historie kravler rundt inde i Raffs hoved og giver ham mareridt. Midt om natten vågner han pludselig med et spjæt og sætter sig op i sengen. Han lytter til nattens lyde og forestiller sig, at det er Mallebuh, der laver dem. Mallebuh er et stort farligt væsen, der lever dybt inde i Mørkeskoven; og alle små børn har hørt om det. De får nemlig at vide, at hvis de er frække, så kommer Mallebuh og tager dem. Og Mallebuh er frygtelig. Stor som et bjerg, hundrede gange stærkere end Bomme og farligere end de farligste vilde dyr. Pludselig er Raff sikker på, at Mallebuh ligger under sengen, og han sætter i et højt vræl, der straks får mor Raffeberg til at komme løbende. “Jamen, lille Raffebasse, dog. Hvad sker der?” “Mallebuh ligger under min seng,” græder Raff. “Visse-vasse, vel gør han ej. Du har bare haft mareridt.” Hun klapper Raff på stjernen og putter dynen ned omkring ham. “Jeg tror altså ikke, jeg kan falde i søvn igen,” siger Raff med en lille tynd stemme. “Hmmm … så kom med mig ned i køkkenet,” siger mor Raffeberg. “Så kan du få et stykke tærte med midnatsbær. De jager alle onde drømme væk.” “Gør de?” “Ja. Og nu er du blevet gammel nok til at smage dem.” “Hurra!” jubler Raff og springer ud af sengen. Og ganske rigtigt. Efter at have spist et stort, dejligt stykke midnatsbærtærte og drukket et glas mælk til, falder Raff straks i søvn hen over køkkenbordet. Mor Raffeberg må bære ham op i seng, og næste dag, mens de får morgenmad, fortæller hun om midnatsbærrene. “De vokser inde i skoven på nogle specielle buske, som krøller sig helt sammen og forsvinder ned i jorden om dagen. Men om natten, og kun i en time omkring midnat, folder buskene sig ud, så man kan plukke de prægtige bær.”Den historie fortæller Raff videre til Nøffe, da de møder hinanden nede ved åen.“Og ved du hvad,” siger han, mens et smil breder sig i hans ansigt. “Bærrene smager som en drøm. En rigtig dejlig sommerdrøm, hvor man kan høre englene synge, og man selv får vinger og flyver højt op mod månerne i den lune sommernat. Sådan smager de. Det er rigtigt!”Nøffe slikker sig om munden. Han har kun smagt midnatsbær én gang, og det er mange – alt for mange – år siden. “Jeg vil gøre alt, for at få fat i … øhm … få fat i sådan nogle bær.”“Det vil jeg også,” nikker Raff. “Simpelthen alt!”“Skal vi ikke … øhm … skal vi ikke tage ud og plukke nogen? Nu i nat?” “Den er jeg med på,” råber Raff. “Og ved du hvad? Jeg tager min fars mareridtslygte med, bare for en sikkerheds skyld. Hvis vi nu skulle møde noget uhyggeligt ude i skoven.” “God ide; og jeg har vist en … øhm … en gammel bøhmandsskralde liggende.” “Perfekt,” jubler Raff. “Så gør vi det!”Som sagt så gjort. Da det er blevet nat, mødes de ved klokketårnet med alt deres udstyr. Ud over lygten har Raff også taget et langt tov med, hvis de nu skulle få brug for at binde nogen. Nøffe har husket skralden og har desuden taget et sort natslips på i stedet for det røde med hvide prikker, som nattens væsner alt for nemt vil kunne få øje på. De går hen over bakkerne og lige ind i den mørke Mørkeskov.Vinden suser i træerne, men det lyder ikke helt, som det plejer. Det lyder nærmere som et stort væsen, der trækker vejret. Ud og ind. Ud og ind. Kan det være Mallebuh? “Hø… hørte du det?” hvisker Nøffe pludselig. “Hvad?” siger Raff. “D… den uhygge… øhm … uhyggelige lyd derovre.” Nøffe peger på nogle buske. Det ligner midnatsbærbuske, men han kan også se nogle små gule øjne, der lyser i mørket. Kan det være nogle af de onde skovgnaller, der ligger på lur? Raff lyser derover med sin mareridtslygte, der er lavet sådan, at alt, hvad den lyser på, bliver sødt og hyggeligt. Og minsandten om ikke busken er fuld af store og små sortørede skovgnaller. De vinker og smiler og misser mod det skarpe lys. “Gisp,” gisper Nøffe. “De er af … øhm … den sortørede slags.” “De allerværste,” hvisker Raff og holder lygten frem foran sig i strakt arm. Nøffe er også klar med bøhmandsskralden. “Og hvad laver sådan et par små fyre som jer så her ude i skoven, midt om natten?” siger den største af skovgnallerne. “Ik’ no’ed,” siger Raff. “Nej, slet ingenting,” siger Nøffe og ryster på hovedet. “Vi … øhm … vi leder skam ikke efter noget som helst.” “Nåårh. Og hvad er det så, I ikke leder efter?” Skovgnallerne kommer langsomt nærmere og nærmere, men så længe lygten lyser, er de ikke farlige. “Midnatsbær,” siger Nøffe hurtigt. “Vi … øhm … vi leder i hvert fald ikke efter midnatsbær.” “Det var godt,” siger skovgnallen, “for det er nemlig vores.” I det samme begynder lyset i mareridtslygten at blinke. “Åh, nej,” hvisker Raff. “Batterierne er ved at være brugt.” I det samme går lyset helt ud, og skovgnallerne bliver til onde, savlende, knurrende monstre, der gør sig klar til at kaste sig over de to. Men så svinger Nøffe bøhmandsskralden.Man kan ikke høre en bøhmandsskralde. Den siger ikke en lyd. Altså medmindre man er en bøhmand eller en skovgnalle eller en anden slags natvæsen; for så skærer skraldelyden, så det føles, som om man får trukket pigtråd gennem øregangene. Og nu skynder alle skovgnallerne sig væk, mens de hyler og holder sig for ørerne. Så går Raff og Nøffe i gang med at plukke. Men de når ikke engang et få plukket fem bær hver, før en stor, mørk skygge falder hen over dem. Det er, som om et bjerg er skudt op af jorden lige ved siden af dem. Så ser de, at det er … “Ma… Ma… Mallebu… bu… buuuh,” stammer Nøffe og taber bøhmandsskralden af bare skræk. “Spæn!” råber Raff, og så løber de. Alt hvad de kan. Ud af skoven, hen over bakkerne, hjem til Raffs hus, op i hans værelse og ind under sengen, hvor de ligger og ryster af skræk. “Hør, hvad er det for en larm her midt om natten?” siger mor Raffeberg. Hun kommer ind i værelset og tænder lyset. Så bukker hun sig ned og kigger ind under sengen. “Åh, hej med dig, Nøffe. Sover du hos Raff i nat?” “N… nej,” hvisker Nøffe. “For vi kan nemlig ikke sove,” siger Raff. “Vi er … øhm … alt for bange til at kunne sove.” “Vent lidt. Så kommer jeg tilbage,” siger mor Raffeberg og forsvinder. Lidt efter kommer hun tilbage med en bakke. På bakken er der to glas mælk og to tallerkener med et stykke midnatsbærtærte på hver. “Kom nu frem,” ler hun, “og spis det sidste af vores tærte. Så kan I sikkert sove bagefter.” De kravler ud, lægger sig op i sengen og begynder at spise. “Uhm … det … øhm … smager godt,” mumler Nøffe, med munden fuld af tærte. “Men ikke så godt, som jeg troede, det ville gøre.” “Nej,” nikker Raff. “Det kunne faktisk smage bedre.” “Jeg kan ikke forstå, at … øhm … at der er nogen, der vil gøre alt – simpelthen alt – for at få fat i … øhm … midnatsbær.” “Det kan jeg heller ikke,” siger Raff og slikker krummerne af sin tallerken. Så tager mor Raffeberg de tomme tallerkener og glas og siger godnat. De to i sengen svarer ikke. De sover allerede.

Otto er lidt af en opfinder, og efterhånden har han opfundet en hel masse smarte ting - hvis han selv skal sige det. Men han har det ikke nemt, for hans hjerne blander sig i alt, hvad han tænker - og nu er den også begyndt at blande sig i, hvad han siger!Selvom hjernen er smaddergod til at fortælle historier, bliver Otto hurtigt så træt af sin besværlige hjerne, at han beslutter sig for at søge hjælp hos sin onkel Gudmund, der er indlagt på et hospital, fordi han hører stemmer inde i sit hoved.Illustreret med sort/hvide tegningerUddrag:Otto smurte sig en leverpostejmad, skar et stykke af agurken og hældte et stort glas mælk op. Så satte han sig hen til køkkenbordet og slog op i et kryds og tværs blad for børn. Han elskede at gætte krydsogtværs, og for nylig havde han vundet 500 kr. De lå lunt og godt i hans pingvinsparebøsse oppe i det høje skab inde på værelset. Han ville gerne købe et eller andet for dem. En eller anden stor ting. Men han kunne bare ikke rigtig beslutte sig til, hvad han ville købe. Foreløbig tænkte han over det. "Hmm, andet ord for hest," sagde han til sig selv, "på to bogstaver." Han skulle lige til at skrive noget, da en stemme lige bag ham sagde: Ko!" Otto kiggede sig forvirret rundt. Der var ikke nogen at se nogen steder. "Hallo, er der nogen?" Ikke en lyd. Han vendte sig, trak på skuldrene og tog en bid af sin mad. Lige idet han skulle til at skrive ordet, var stemmen der pludselig igen. "Ko! Den har da også fire ben og går rundt på markerne og spiser græs." Otto var lige ved at blive kvalt i sin leverpostejmad. Han sprang op fra stolen, så den væltede bagover med et brag, mens han hostede og spruttede, og hans øjne blev fulde af vand, så han ikke kunne se noget som helst. Glasset væltede, og mælken løb som en hvid flodbølge ud over hele bordet. Krydsogtværshæftet, en tændstikæske, en af lillesøsters tegninger og en stak papirer fra banken blev gennemblødte. "Kom frem!" råbte han hæst. "Hvor er du?" "Her," lød stemmen. "Jeg sidder heroppe!" Så gik det op for Otto, at stemmen kom inde fra hans eget hovede. Fra hans egen hjerne! "Jeg er blevet skør!" råbte Otto forskrækket. "Skruphamrende, skingrende skør!" Han rullede vildt med øjnene og rystede på hovedet, som om han prøvede at ryste stemmen ud af øret. "Stop, stop. Jeg bliver søsyg," galede stemmen inde i Ottos hovede. "Hjææælp! Der var den igen! Mor hjælp!" Han sprang hen til døren og kastede sig ud i entreen. Han måtte finde nogen der kunne hjælpe ham. "Jeg er blevet gakgak!" "Hov, hov! STOP!" Stemmen talte så hårdt, at Otto faktisk standsede brat op. "Stop en halv! Du er vel klar over, at hvis du fortæller din mor – eller en hvilken som helst anden person – at du kan høre stemmer inde i dit hovede, så bliver du buret inde lige på stedet, kammerat! Tænk bare på din onkel Gudmund!" "Gisp, ja." Otto kunne udmærket huske sin onkel Gudmund. Selv om det var længe siden, han havde set ham. Onkel Gudmund havde altid været lidt mærkelig. Nej, meget mærkelig. Han havde så mange underlige ideer og tanker. Når han var på besøg hos dem, gik han altid og bankede på alle væggene hele tiden, for at høre, om der var hulrum. Han kunne nemlig ikke lide skjulte hulrum i vægge.

Åse Hertz er inviteret til Rom for at lave illustrationer til en roman. Hun er egentlig holdt op med at tegne for at passe sit job på et reklamebureau, men forfatteren af romanen har overtalt hende og sørget for hotel i den evige stad.Det lovede manuskript er ikke dukket op, og snart er Åse marionet i et sindrigt spil, hun ikke aner, hvad går ud på, alt imens hun laver skitser og tegninger af en by, der begynder at krybe under huden på hende.En tankevækkende og underholdende roman.KRUMSPRING leger på sindrig vis med både Åses og læserens forventninger, og med Italiens hovedstad som malerisk kulisse serveres en fortælling om livets og verdens uforudsigelighed.Anmelderpluk:Romanen er både en roman om den kunstneriske skabelsesproces, en spændingsroman om forfølgelse og angst, og en psykologisk afdækning af en kvindelig kunstners vej ud af krisen. Kompleksiteten, det stramme sprog og de overraskende indfald gør Jessens roman særdeles fængende og tankevækkende.[...] Krumspring [er] guf for den læser, der ønsker udfordringer og kunstnerisk vovemod.(Kristeligt Dagblad)Søren Jessen har begået en fin og finurlig fortælling om alt det uvirkelige, der gør det hele til at holde ud.(StandArt)En tankevækkende og underholdende roman, der i sin slutning undlader at få sin egen uendelighedsarkitektur til at bryde sammen. Det er fint gjort.(Jyllands-Posten)Uddrag:Åse Hertz ankom til Rom i mørke. Toget gled gennem natten med en rytmisk dunken, der for længst havde forplantet sig til hver eneste celle i hendes krop. Selv når toget holdt stille på mindre stationer undervejs, mærkede hun tydeligt rytmen. Da de første bygninger i udkanten af Rom susede forbi, begyndte hun at spejde efter noget genkendeligt som Colosseum eller Forum Romanum, men så ikke andet end fabrikker, lagerhaller og mørke silhuetter. Byen, hun kørte ind i, kunne have været en hvilken som helst by, et hvilket som helst sted.

Fantastisk fantasy. Meget spændende.2. bind i serien "Fortælleren".Der er fest i landsbyen. Beens søster skal giftes, og stemningen er på sit højeste, da det frygtelige sker: Been bliver indhentet af en gammel fjende! Den frygtede lysgarde fra den elektriske by er kommet på sporet af Been og hans ven, pigen Gali. Lederen af lysgarden, Peeters, leder efter noget, han kalder en harddisk, som de to børn uden at vide det fik med sig fra den elektriske by og smed i Døde å. Nu er det afgørende spørgsmål, hvem der først finder den igen.Peeters skyer ingen midler i sin jagt på harddisken. Been og Gali tvinges på flugt, men får hjælp fra både gamle og nye venner, og snart er de mod Beens vilje rodet ind i et nyt og farefuldt eventyr.Bind 2 i serien FortællerenTekstuddrag:I det samme væltede larmen fra helikopterne ned over festen og musikken som en flodbølge. Den bragte storm med sig. Flag blev flået af flagstænger, baldakinen over scenen væltede og al musik forstummede. Folk løb i alle mulige retninger. Hvor der for et øjeblik siden havde været orden og glæde, var der nu panik og frygt. Bordene med mad væltede, stole blev knust, musikerne løb fra deres instrumenter, alt sammen, fordi ingen af dem nogen sinde havde set eller hørt en helikopter før i deres liv. Ingen ud over Been og Gali. Jo, og så kræmmer Piil, der ofte fortalte historien, om dengang han så en drage, uvidende om, at det, han virkelig havde set, var en helikopter. ”Herind,” råbte Been og trak Gali med ind i en staldbygning. Han smækkede døren i og skød slåen for. ”Nej, nej, nej!” hvæsede Vaks. ”Her finder de os. De har instrumenter, der kan se gennem mure. Vi må væk. Væk fra landsbyen. Ud i skovene. Flygt!” ”Shhhh,” tyssede Been, og kiggede ud gennem et lille vindue. To helikoptere var ved at lande lige midt på pladsen, hvor bryllupsfesten for et øjeblik siden havde været i fuld gang. Endnu inden helikopterne stod på jorden, sprang de første soldater ud. ”Vaks har ret,” sagde Gali. ”Hvis vi bliver her, er det kun et spørgsmål om tid, før de finder os.” Soldaterne delte sig i fire grupper, der forsvandt mellem Dunmars lave huse. Fire mand blev tilbage. En af dem så ud til at være lederen. I skæret fra månen så Been mandens ansigt. Hele den ene side var dækket af et stort ar. ”Det er Peeters,” hviskede Been. Manden, som Been fejlagtigt havde haft under mistanke for at have myrdet hans far. Manden, der havde været Jaaps højre hånd. En meget højtstående lysgardist med andre ord. Hvad lavede han her? ”Han kommer herhen.” Been mærkede en gysen kravle op ad rygraden. Panikken lå lige under overfladen og ventede på at bryde frem. Sammen med de tre lysgardister nærmede Peeters sig staldbygningen. Han greb efter et eller andet i sit bælte. Been vidste straks, hvad det var. En strålestok. En tynd, blå lysstråle sprang frem, og det gibbede i Been. Det var med sådan et våben, at Jaap havde skåret begge ben og den ene hånd af sin far og det halve øre af sin bror. Been havde stor respekt for det våben. ”Nu kan vi ikke komme ud,” hviskede Vaks. ”Nej, ikke gennem døren,” sagde Gali. ”Vi må kravle ud ad et af vinduerne på bagsiden.” De maste sig ind mellem de opstaldede køer, hvis knogler tydeligt kunne ses lige under huden, og Been skulle lige til at åbne et af vinduerne, da der lød en høj banken på stalddøren. ”De slår døren ind!” skreg Vaks. ”Shhh!” hvæsede Gali. ”De ved ikke, vi er her.” ”Jo, de gør,” peb Vaks. ”Jeg har jo sagt, de kan se gennem murene.” ”Det er noget vrøvl,” stønnede Been, mens han slog på vinduets træramme. ”Jeg kan ikke få det op.” Gali greb en trebenet malketaburet, kylede den gennem vinduesglasset og slog de sidste glassplinter væk med en mælkespand. ”Af sted!” råbte hun og greb Vaks. Hun kravlede ud sammen med hunden, og Been var på vej ud, da stalddøren sprang op, og fire lysgardister væltede ind. ”Stop!” råbte de og skød et varselsskud, der ramte væggen over vinduet. Puds og murstensstumper dryssede ned over Beens ryg, køerne brølede og blev urolige. Hængende halvt ude, halvt inde vendte Been sig om og så, at to af lysgardisterne bar briller der lignede insektøjne. ”Kom nu!” skreg Gali og hev i hans arme. ”Jeg sidder fast!” skreg Been. Gali hev til, og han tumlede ud i det høje, tørre græs. De spurtede omkring et hushjørne og ud af byen, mens sand og støv stod op i en sky bag dem. Der lød skud, og Been mærkede et eller andet hvisle lige forbi sit hoved. Så drejede de omkring endnu et hjørne og kom uden for skudvidde. De løb mod skoven. Det eneste sted, de havde bare en lille chance for at slippe væk. Men det var lysgardisterne klar over. To andre helikoptere med store projektørøjne hang i trætopshøjde lige før skoven og lod de kraftige lysstråler afsøge hele området. Been, Gali og Vaks kastede sig i skjul bag en busk. ”Vi må snige os udenom,” hviskede Gali. ”Hvis vi holder os i mørket …” ”Det hjælper ikke,” sukkede Vaks. ”De kan også se i mørket.” Been stirrede irriteret på hunden. ”Nu må du holde op. Først siger du, de kan se gennem mure, og så at de kan se i mørke.” ”Jeg er ked af det,” mumlede Vaks, ”men det er sådan, det er. De har briller, der gør nat til dag.” De hørte råb lige bag sig. Lysgardisterne nærmede sig. ”Vi må væk herfra,” hviskede Gali. De krøb ned i en grøft, der var gravet mellem byen og skoven i et forsøg på at lave et brandbælte mellem træerne og husene. Skovbrande hærgede om sommeren. Endnu var området omkring Dunmar ikke blevet ramt, men det var sikkert kun et spørgsmål om tid. Been, Gali og Vaks mavede sig frem som krybdyr, og larmen fra de mange lysgardister fortonede sig i baggrunden. Grøften førte dem udenom helikopternes projektører. ”Grøften ender snart,” hviskede Been. ”Løb ind i skoven. Vi mødes ved Tårnstenen.” Det var en sten, som Been og Gali ofte tog hen til. Den var høj og spids som et spir og mindede dem om skyskraberne i den elektriske by. ”Mødes?” sagde Gali. ”Hvor skal du hen?” ”Jeg henter rygsækkene.” Been og Gali havde kort efter deres ankomst til landsbyen gemt nogle rygsække med våben, dugsamlere og tøj i et gammel stengærde neden for kirkegården. De havde begge haft en fornemmelse af, at det måske en dag kunne blive nødvendigt at flygte fra byen, men de sidste uger – og især, mens bryllupsforberedelserne havde stået på – havde den fornemmelse dog så småt forladt dem, og de var efterhånden ved at være overbeviste om, at de ikke havde noget at frygte fra lysgardens side. Nu var den fornemmelse kommet tilbage. ”Vent, Been. Er det ikke bedre, hvis vi alle tre …” ”Nej! I gemmer jer ved Tårnstenen. Jeg kommer lige efter. Skynd jer nu af sted.” ”Okay,” sukkede Gali, ”men du har bare at komme.” ”Selvfølgelig kommer jeg, Gali.” ”Jeg bliver rasende på dig, hvis du bliver fanget,” sagde hun. Been svarede ikke. Han nikkede bare og krøb så tilbage mod byen.

Min morfar havde store, varme, rynkede hænder, og hans hår var helt hvidt og meget flot. Han havde også nogle store, grå, buskede øjenbryn og grå hårduske, der strittede ud af både næseborene og ørerne. Som om han var fuld af pels indeni - ulvepels - og derfor tænkte jeg på ham som Ulvemanden.I den her bog kan du læse nogle af Ulvemandens fortællinger. De handler blandt andet om en helt blå pige; om en underlig mand med et djævelsk ur; om en grevinde med et hul i hånden; om K. J. Hansens 666 cykelture og mange andre ting.Uddrag fra bogen:Dengang jeg var opdagelsesrejsende i Afrika, kæmpede jeg både med krokodiller og slanger. Men det var egentlig ikke så slemt. Det værste var myggene. Myggene var nemlig så store som gråspurve, og hvis de stak en, sugede de så meget blod, at man besvimede lige på stedet. En dag, hvor jeg var ved at hugge mig gennem junglen med min store machete – det er sådan en slags kæmpestor kniv – kom jeg til en lille hytte. Foran hytten sad en gammel, rynket kone, der var lige så krumbøjet som en banan. Hun vinkede mig hen til sig og tog et gammelt kort op af en lille trææske. Det var et kort over junglen. Det første kort, jeg nogen sinde havde set over området. Men inde på midten af kortet var der bare en stor hvid plet. Ikke andet. Hvide pletter på et landkort betyder, at stedet er uopdaget. At man ikke ved, hvad der er der. Nu er det sådan, at når en opdagelsesrejsende ser en hvid plet på et landkort, så må han bare derhen. Han kan slet ikke lade være. Det kunne jeg heller ikke; så jeg købte kortet.Jeg begav mig straks af sted med retning mod den hvide plet. Jeg lavede en tømmerflåde og sejlede ned ad Ngumba-Ngumba-floden i flere dage, indtil jeg var meget tæt på. Så gik jeg i land og huggede mig derefter vej igennem junglen. Og pludselig var jeg der. Der var slet ikke noget at være i tvivl om. For pludselig stoppede junglen. Der var ikke flere træer eller buske eller noget som helst. Kun den bare jord. Og jorden var … hvid! Ikke mørk og blød som i resten af junglen, men hård og hvid. Jeg var slet ikke klar over, at hvide pletter på landkort også var hvide i virkeligheden. Det stod jeg og tænkte lidt over, og jeg tænkte også over, om jeg skulle gå fremad, ind i det hvide, eller ej. Men så tog jeg en rask beslutning og gik fremad. Nu var jeg rejst så langt for at komme hertil. Så ville jeg ikke bare vende om igen allerede. Men idet jeg trådte ind på den hvide jord, skete der noget underligt! Hele vejen rundt om mig, voksede der jungle frem af den hvide jord! Buske, træer, lianer og blade, slanger og fugle, og jord. Mørk, blød jord, som i resten af junglen. Også alle lugtene, og alle lydene. Simpelthen det hele! Jeg gik længere frem, og det samme skete. Det hvide forsvandt simpelthen for øjnene af mig. Så tog jeg kortet frem, og jeg kunne nu se, at den hvide plet på kortet også var blevet mindre. De steder, jeg gik hen, blev simpelthen opdaget lige med det samme. Og så vidste jeg, at jeg var en vaskeægte opdagelsesrejsende. Det havde jeg altid drømt om at blive, og det gjorde mig glad. Men det blev jeg ikke ved med at være.

Tegneserie.På sommerferie hos sin onkel møder drengen Oscar uhyret Villy, som er henrykt over, at der endelig kommer nogen, han kan forskrække.Desværre bliver Oscar slet ikke bange - han bliver glad, for nu har han en at lege med i ferien.Men det bliver ikke leg alt sammen, for en dag hører Oscar i radioen, at en farlig juveltyv er på spil ..."Der er ikke noget så fedt som uhyrer, spøgelser og mærkelige gespenster, men det allerbedste er da, hvis man kan blive venner med dem og synes, at de er sjove. Sådan er det med uhyret Villy."Ulrik T. Skafte - JyllandsPosten"Historien har bestået oplæsningsprøven for én pige på fire et halvt år, som ustandselig afbrød og spurgte, hvilket altid er et godt tegn."Weekendavisen