Bag om Den blå pige
En klassiker med nye tegninger.
Lægerne er nervøse, for hvad skal de stille op med en pige der ikke fejler noget - bortset fra at hun er helt blå? Hun må jo dog fejle et eller andet. Måske har de bare ikke fået undersøgt hende ordentligt. Og de tør helt sikkert ikke at udskrive hende, for der er altid en ny undersøgelse man kan foretage. Som for eksempel en hjerteoperation. Bare en lillebitte en.
En morsom og tankevækkende historie om hospitaler og læger.
Uddrag fra historien
En juleaften for mange år siden, hvor en snestorm ruskede i hele landet, blev en lille pige født på et hospital. Alt gik som det skulle. Lige indtil pigen var kommet helt ud, og jordmoderen stod med hende i armene. Så kunne de alle sammen se, at der var noget ved pigen, der ikke var helt normalt. For barnet, som jordmoderen stod med i armene, var helt blåt. Ikke bare lidt blåt, men knaldblåt, som en meget blå gummibold, eller som himmelen når den er allermest blå. Nej, mere blå end det. Endnu mere blå, end det kan beskrives.
Vis mere