Bøger af Sophus Claussen

Sophus Claussens næstsidste digtsamling, Titania holdt bryllup, indeholder et skuespil og elleve digte. Endnu som 62-årig kredsede Sophus Claussen om sin ungdomsforelskelse, der livet igennem optog ham. Som han selv siger her:Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnenaf den korte Drøm om evigvarig Lykke,ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen! Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,elskes, æres, til den helt udtømmes,og er ingen Skaben mere givet?

Digteren skaber en lyrisk korrespondance mellem jordens indre kræfter og digterens indre kræfter i et formende greb, hvor det kvindelige og mandlige med centrifugal kraft slynges sammen i poesien. Det sker i de år til akkompagnement af 1. Verdenskrigs kanontorden og ødelæggende smerte, som digteren skaber en kongenial poetisk praksis til i Fabler. I samlingens to kernedigte, de mægtige „Mennesket og Digteren“ og „Digteren og Daarskaben“, beskriver Claussen kunstnerens dilemma og sætter et skel mellem mennesket og den poesi, han fostrer. Hvor mennesket apokalyptisk forliser „korsfæstet paa den nøgne Vinduspost“, genopstår digteren triumferende med de finale og i alle henseender udødelige ord: „Jeg har alt, hvad jeg behøver. / Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord“. Den vældige patos forlænges ind i „Digteren og Daarskaben“, hvor digter-jeget ikke sætter skel, men i stedet ophæver det. Han definerer poesien som nabo til vanviddet og påkalder sig både den hellige Frans af Assisi og tidsfilosoffen Nietzsche som vidner på, at den heroiske lidelse er både skabende og ødelæggende.(Dansk Litteraturs Historie)

Digterjeget hos Claussen bærer billedet af kvinden ind i sjælen, hvor hun forvandler sig i en oversanselig form som muse og helligdom. Frem for at forbrændes og fortæres, forklares jeget ved dette afkald og kan i digtet „Trøst“ fra Djævlerier besværgende vise forførersken fra sig:Blev dit Blik den lille Glød,Kvinde – hvoraf jeg forbrænder,raader du dog ikke Liv og Død.Jeg er hellig og i Gudens Hænder.Digterjeget er godt klar over, at den erotiske passion ikke kommer til at brænde med samme lidenskabelige vanvid som tidligere. At forvandle erotik til Eros er ensbetydende med afsvaling. Det bliver en ny tid med „Drifter som Straaild og Troskab som Favnebrænde“, som det bittert ironisk hedder i „Il letto“ i Djævlerier. Afrodite fra samme digtsamling kommer ikke mere til at dampe, når digteren, i stedet for sin sanselighed, fylder hendes smukke hår med „Visdomsugler“ og transformerer sin sansning fra krop til ånd.(Dansk Litteraturs Historie)

Det er karakteristisk, at Unge Bander i lighed med Claussens berømte digt „Rejseminder“, optrykt i Pilefløjter (1899), slutter med en afsked på en banegård, hvor helten har togets rude mellem sig og sit hjertes udkårne. Der er et skel imellem dem, der fordrer afsked som mellem en munk og en nonne, som det hedder i romanens epilog af breve. Helten er i sine længslers sluttede klostercelle, mens den elskede forsvinder bag kulrøgen og efterlades med tegn på det ungdommens nødvendige brud, som Skanderborg station bliver sindbillede på i „Rejseminder“.I Unge Bander hedder det om helten, at han må bære sin største og stolteste drøm hel ud af den provinsby, hvori den har været ved at gå under, for han havde jo dog ikke boet der „for at bortslænge sig selv og sin Tid, men for at oplede et Liv, hvormed hans Hjærte var fortroligt – som en Musling, der forsøger at danne sin Perle“. Det liv, helten og hans alter ego Claussen skal oplede og med hjertets renhed gøre til ét, ligger således uden for romanens provinsielle, ungdommelige ramme og har en langsom, tålmodig vækst som forudsætning. En vækst, der er at ligne med perlens i muslingen, der får lagt lag på lag af køligt (d)ulmen-de lidenskab over den inderste smertelige anfægtelse. Billedet gentager Claussen i digtet „Søstad“, optrykt i Danske Vers (1912), hvor den sølvgrå perle i hans hjertes musling er fremelsket i kraft af den digteriske muse. Hvis sorgen skal slukkes og perlen findes, skal han have musen udenfor med ind i sig, så hun ikke efterlades på perronen, men rejser med i ham som sjæl i sjæl.(Dansk Litteraturs Historie)

I Valfarts pilgrimsfærd bevæger hovedpersonen sig fra metropolens mørke og op i lyset og dermed ind i den passionerede kunstneriske renfærdighed, der lægges op til i Antonius i Paris. Den unge ingeniør og violinist Silvio gennemlyses af Italiens varme sol og musens lutrende forsyn. Bruddet og afskeden, der er kendemærker i forfatterskabets lutring og selvstændiggørelse af Eros, effektueres med rejsen til Italien, hvor han kvitter sine sværmeriske livsløgne i skikkelse af den uopnåeligt skønne Célimène til fordel for den livsglade og ligefremme Clara, der med sin uselviske kærlighed sætter ham fri til at erobre sig selv og sit poetiske talent. I digtet „Ekbátana“ frasiger jeget sig begærets utålmodighed og sanselige opfyldelse til fordel for drømmen om det:Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,al Livets Vellyst – hvad var den da?Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømtved en kongelig Fest i Ekbátana.Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømten dybere Lykke, end nogen har tømt.Lad Syndflodens Vande mig bære herfra– jeg har levet en Dag i Ekbátana.Det bliver fremover alene erindringen om den sanselige hengivelses lystne illusionsverden, der driver digteren frem som inspirationens motor, ikke den konkrete tilfredsstillelse af begæret. Silvio vil som ingeniør til at bygge broer, der i romanens slutning sindbilledligt udlægges som broer mellem menneske og natur, jord og himmel, mellem sanseligt begær og lutret, skabende og skønhedsgivende Eros. Silvio identificerer sig med Homers helt Odysseus, der modstår alle fristelser og omsider kommer hjem i kraft af sin snilde, sin stolthed og sin vilje. Med hellenistisk etos konstaterer Silvio, at „den heroiske Tid er oprunden“, helten er som nyfødt, udfriet af det sene 1800-tals tvivl, nerveliv og spleen, genfødt til en heroisk tid og en heroisk bevidsthed i 1900-tallet. Han er blevet et helt menneske med en „Vilje villig til alt stort“. Hans heroisme er identisk med selvopofrelse, hvor poesien bliver livets mål og mening.(Dansk Litteraturs Historie)

Der er en uset voldsomhed på færde i de centrale digte i Claussens senværk, der fjerner dem fra det pikant dekadente og stedvis flirtende i 1890'ernes produktion. I forordet til Heroica skriver Claussen, at det gælder om „at udløse den Rhytme, man har i sig – at styre efter den udødelige Aritmetik, som bruges af Væsner i Bevægelse – den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt“. Digteren synes at have nået dette mål med sit værk, der i sin rytmiske udfoldelse er præget af fuld frihed og den højeste ligevægt mellem sindets poler. Kunstneren virker frigjort fra alle andre hensyn end de rent kunstneriske i sin aristokratiske radikalisme. Digteren ser sig selv som skuende på Olympens top og anråber Apollon – „Solgud og Mesterskabs Aand“ som sit sande jeg i sit store klassisk metriske og triumferende homeriske heksameterbrev til ungdommens tårnbroder Johannes Jørgensen. Over for Jørgensens paniske og svage tro sætter han sin egen skabende ånd, der som et atom jager igennem solen mod stærkere stjerner i en ekspansiv kosmisk udvidelse af digterens poetik. Han gentager spørgsmålet fra sine debutdigte i Naturbørn: Hvem er jeg? Her 30 år senere kender han nu svaret: „en eneste Aand gennem skiftende Verdner“! En ånd, der i en synæstetisk overgang får sfærerne til at synge og „selve Guds Sol til at danse“. I titeldigtet „Heroica“ ser han kunsten som en dyst, hvor enhver lav modstand skal mødes med „Kraft som Aand“.Sophus Claussen driver sin overmenneskelige vitalisme meget vidt i sit poetiske testamente i 1920'erne og lader verset i en sidste stolt knejsende gestus ryste sin løvemanke. Det nerveliv, som Johannes Jørgensen og Knut Hamsun tilbage i 1890'erne mente skulle være så sensibelt, at digterne kunne mærke selv de mindste forskydninger mellem atomerne, sætter Claussen nu i et oprør i forlængelse af sin viljebestemte heroisme. I afslutningsdigtet „Atomernes Oprør“ ser han sig selv som atomet, der får solen til at danse. Som Nietzsches filosofi er hans poesi dynamit, der føder dansende stjerner. Teksten virker som en moderne fremskrivning af Johannes' Åbenbaring fra Bibelen, og påkalder sig da også både påskelammet og fisken i en storladen apokalyptisk vision, hvor digter-jeget til sidst besinder sig og beder om nåde på klodens vegne. Hvis ikke den skal gå under i atomernes eksplosive ekspansion, må atomerne – og sindbilledligt digteren – holdes på plads i „Livsligevægten“s spænding.(Dansk Litteraturs Historie)

"Trefoden" er ikke noget storværk. Den er et polemisk debatindlæg i versform - et angreb på litteraturanmelderne Otto Borschenius og Edvard Brandes, der ikke værdsætter fantasien. Claussen kalder dem O.B. og E.B. og lader den sidste rime på "WC". Tonen er skarp, og detaljer i diskussionen kan føles forældede, men det er altid godt at blive mindet om fantasiens ret, og man kan her som altid beundre Sophus Claussens versekunst, der virker så legende let som Heines strofer.

Ligesom romanerne "Kitty" og "Fortællingen om Rosen" handler digtsuiten Mina om den store ungdomsforelskelse. Digteren beskriver den mørkhårede pige, han er så stormende forelsket i, han beskriver jublende glæde og bundløs sorg over tabet af den elskede. Det er en historie, der udspiller sig alle steder og til alle tider og hver gang er lige ny og bevægende.

Da Claussen gjorde et udvalg af sine trykte og utrykte digte til samlingen Pilefløjter (1899), afsluttede han bogen med en troskabserkælæring til hjemmet og til det folk, digteren så gerne ville tjene. Han skrev på et skuespil, Arbejdersken, der i Herman Bangs instruktion blev opført på Folketeatret i maj 1898; det blev en eklatant fiasko. Stykket var en bedre skæbne værd, og det fik nogen oprejsning, da det i sæsonen 1925-26 spilledes på Arbejdenes Teater. Skuespillet kræver en lyrisk begavet kunstnerinde som fabrikspigen Jenny. Denne pige dræber fabriksherren, som har forført hende og forrådt arbejdernes sag; hun tager derefter sit eget liv. Digteren anskuede hende som heltinden i en græsk tragedie, ubøjelig og ubønhørlig; man kan tænke på Euripides' Medea og Fædra.Nederlaget var ved at tage modet fra Sophus Claussen i nogle år; det var for ham, i resten af hans digterliv, en gåde og en pine, at han ikke blev opfattet som en folkelig forfatter. Han ville være på een gang lyriker for de mange og får de få, Verlaine og Mallarmé.(Dansk Litteraturhistorie, Politiken 1977)

I Danske Vers er den kvindelige dæmoni fortsat til stede i skiftende former. Som den unheimliche blanding i „Livets Kermesse“, hvor digterjeget illusionsløst stilles over for på den ene side en mekanisk dukke, der som dukken i den tyske romantiker E.T.A. Hoffmanns Sandmanden (1817, da. 1990) lokker mandens fantasi på afveje, og på den anden side slangekvinden Miss Wanda, der lokker med kødeligt fordærv. Eller som den fatale „Dronningen i Thule“, der fryser alt begær. Ingen af disse typer kan længere forløse digteren. Først med „Imperia“ – i digtsamlingens højdepunkt – finder han selve jordmassens dronning, der kan tænde hans kraft og ånd. I dette digt identificerer og stedfæster Claussen det kvindelige i naturen og geologien som en stor, formende livskraft, der, hvis den befrugtes, bliver skabende og udviklende. Tidens vitalistiske forestillinger hos Driesch, von Hartmann og Bergson om en dynamisk élan vital inkarneres i den kvindelige urtype i bjergenes skød. Hun kan befrugtes af digteren, og hun bliver det i udmejslede strofer af spændt energi:Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning,urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød,mørk og ubøjelig – ofte jeg drømmer mig død.(…)Ingen kan vække mig uden min Elsker,Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold,saa at jeg røres til Afrundens dybeste Fold.(…)Kom til mit Hjerte, der aldrig har frygtet.Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker.Stort er hans Kød. Og vor Lykke skal blive berygtet.(Dansk Litteraturs Historie)

Sophus Claussens såkaldte djævleridigte blev udgivet i 1904 og bærer titlen Djævlerier. Ønsket er at guddommeliggøre slangen, driftsymbolet over alle. Digtene spænder vidt: fra det dystre og makabre til det overgivne og fortryllende.

Pilefløjter fra 1899 er en af Sophus Claussens vigtigste digtsamlinger. Digtene spænder vidt: fra det dystre og makabre til det overgivne og fortryllende.

Sophus Claussens digtsamling Heroica bliver ofte fremhævet som en af Claussens væsentligste digtsamlinger. Samlingen udkom i 1925, men digtene er skrevet på forskellige tidspunkterI et mytologisk perspektiv indgår han selv som en nutidig skaberkraft og forudsiger i det berømte heksameterdigt Atomernes Oprør nærmest profetisk den fare, der truer menneskeheden i dens trang til at spalte alt i atomer.

Sophus Cllaussen er en af vore betydeligste digtere – kompromisløs i sin debatteren om livsværdierne og var tillige imod kirkens lovbud idet han hævdede kærlighedens og geniets ret.