Bøger udgivet af Mallebuh

En dag kommer Frodes far hjem med en stor papkasse i hænderne. Det er en gave til Frode. Inde i kassen er der er fjernsyn, og mens Frodes far gør fjernsynet klar, leger Frode med papkassen - og kommer ud på en vild rejse. Han når lige hjem idet fjernsynet er klar.En fantasifuld og næsten ordløs historie om en dreng og en papkasse og et barns vilde fantasi.

Når Rasmus går tur med sin far, må han ikke træde på stregerne i fortovet. Og i fodgængerfeltet må han endelig ikke træde ved siden af de hvide felter. Men en dag kom han alligevel til det. Og så faldt han.★★★★★ Masser af fantasi, farver, sjov og ballade.BTFantastiske billeder at fabulere videre over og samtale om.IBCEndelig har en forfatter begået en bog om det, som alle forældre så tydeligt husker fra deres barndom.Vi forældre

Mag O’Neal elsker at deltage i robokampe med sin far. De har deres egen robot, Røde, som kæmper mod andre robotter i turneringer. Mag håber sådan, de kan komme med til sæsonfinalen for de otte bedste robotter, men under en kamp sker der noget mystisk. Modstanderens robot får pludselig nye kræfter, og Røde taber. Mag er overbevist om, at modstanderen har snydt. Han beslutter sig for at finde ud af, hvad der er sket, men bliver rodet ind i en farlig sag, som er langt større, end han aner.

Da Mag O’Neal og hans far tager på skrotpladsen for at finde reservedele til deres robot, møder de en mystisk mand, som kaldes en væver. Vævere kan kontrollere internettet og er ikke som normale mennesker. Er det ham, der får deres robot, Røde, til at stikke af? Da Mag og hans far efterlyser den, finder de ud af, at de er blevet erklæret døde. Sammen er de nødt til at finde væveren, så de kan få deres robot og deres liv tilbage.

Hvis man har en masse skruer, nogle små motorer, nogle tandhjul og ved hvordan man gør, så kan man bygge sig en robot. Det var i hvert fald, hvad den gamle mand gjorde. Han byggede en robot, som han kaldte Toto.Men Toto kan ikke ret meget. Den skal lære alt. Selv at gå, løbe og tale. Men én ting kan den helt fra starten af. Læs bogen, hvis du vil vide, hvad det er.Bogen skal læses på højformat.

Sommeren 1975 er den varmeste sommer længe. Drengen Jens flytter med sin familie fra Sønderborg til en forstad til Herning. Faren er avanceret til distriktschef for Frisko Is og har fået råd til et stort parcelhus. Her skal det store forkromede familieliv udspille sig med farvefjernsyn og tilbygningsprojekter. Desværre tilbringer Jens' far mere og mere tid på Vildnisset - den lokale bodega - men der er ikke adgang for børn, så Jens har sit eget vildnis: en uudforsket jungleverden med hvide pletter på landkortet. Hans mor vil ikke snakke om hverken bodega eller jungle, og ikke engang vejfesten, hvor hun bliver valgt til „miss fest-i-gaden", kan hjælpe på hendes humør. Desuden har Jens også storesøsteren Marianne, som ikke er helt normal, at tage sig af. Da Jens forsøger at slippe væk ved at rejse på besøg hos mormoren i Sønderborg, render han blot ind i hendes vildnis: en tiltagende senilitet. Det bliver en katastrofal tur. Jens søger tilflugt i sin døde morfars vilde historier, kigger stjerner eller tager på tømmerflådeekspedition på åen. Indtil den dag kommer, da det går op for ham, at han er nødt til at tage et opgør med Vildnisset.

En mystisk mand har fulgt efter Tau i nogle dage. Da Tau opdager, hvem det er, bliver han samtidig hvirvlet ind i en uhyggelig historie om forbryderorganisationen "Magistrene" og deres vanvittige plan om at skabe vævere. Vævere er personer, der ved hjælp af en indopereret chip i hjernen kan bevæge sig rundt på nettet på måder, som ingen andre kan. Vævere er meget værdifulde, både for myndighederne og for kriminelle organisationer. Men hvad har det med Tau at gøre? Og hvad er det for nogle anfald, han er begyndt at få. Alt det ser den mystiske Ochi ud til at vide meget mere om, men hvem er han, og vil han hjælpe Tau?Uddrag:Så var det rigtigt – der var en mystisk mand, der fulgte efter Tau. Tau dukkede sig lynhurtigt og krøb sammen bag en lav mur. Dagen før havde Zaren – en af kvarterets net-junkier – spurgt, om Tau godt vidste, at der var en mand, der fulgte efter ham. Tau havde leet. Zaren var der ingen, der tog alvorligt. Han var fortabt. Helt opslugt i en eller anden fantastisk online-verden, han selv havde skabt. Men nu vidste Tau, at Zaren havde haft ret, for han havde lige set manden. En sort skygge i en døråbning.Tau strakte hals, kiggede over muren og holdt vejret, da det gik op for ham, at manden ikke var der længere. Hvor var han så? Tau kiggede sig desperat omkring. Der var kun én ting at gøre. Han tjekkede sin PIMO – et armbånd som sad om hans venstre håndled, og som var én stor skærm. Alle indbyggere i Newropa bar sådan et. Det var deres forbindelse til nettet. Tau strøg højre pegefinger over armbåndet, og en række ikoner dukkede frem. Han tappede let på et ikon af en drone og gav sig til at vente. Og tænke. Tænke over, hvem manden var, og hvad han var ude på. Havde det mon noget at gøre med de film, som Tau og hans venner havde set på nettet, eller nogle af de spil som Jarmo havde skaffet dem adgang til uden at betale? Men det gjorde alle jo. Nej, det måtte være noget andet. Men hvad?

Andro bor i byen Newropa og bruger det meste af sin fritid sammen med de tre andre drenge i ZOMA-gruppen. De kører rundt på bunden af byen, i niveau nul, og laver raids for at skaffe penge. Men en dag bliver Andro snuppet af Politiet a/s og får et klip i moralkortet. Derefter går alt galt. Ved et tilfælde kommer han i besiddelse af en mystisk sort terning, som viser sig at have helt fantastiske egenskaber. Derfor er terningen også meget eftertragtet - især af den mafiaagtige gruppe WhiteCloud, der ikke skyr nogen midler for at få fat i den. Andro må flygte helt ud til den yderste rand af det kendte univers …En tankevækkende roman om en fremtid, man alt for let kan forestille sig.★★★★★★Flot og fantasifuld fremtidsroman... så gennemført, at man ikke kan undgå at blive opslugt af universets og menneskets muligheder. Den logiske måde, hvorpå forfatteren får inddraget de største drømme fra science fiction, kommer så naturligt og er så letforståeligt, at man aldrig bliver tabt. Samtidig formår Søren Jessen at skrive en bog, der både indeholder ungdomskærlighed, familieproblemer, 15-åriges jagt på identitet og flugt fra autoritet og ikke mindst venskab, som gør "Den sorte terning" til en virkelig gennemarbejdet og vidunderlig fortælling.Cecilie Friis, Fyns Stiftstidende

Palle Cloppenborg elsker computerspil og marcipanbrød, og han hader enhver form for sport og ’de frygtelige fem’, der er en ondsindet tøsebande anført af Henriette – den ondeste af de onde. Desværre er han også efterhånden blevet lidt tyk. Men det største problem er, at hans mor har smidt hans far ud hjemmefra, fordi ... ja, Palle ved ærlig talt ikke helt hvorfor. Han har også andet at tænke på end de voksnes problemer. Han har nok i sine egne. For hvordan skal han dog undslippe monsteret i computerspillet, hvor han spiller dragedræberen Kelt. Og hvordan skal han overleve løbeturen i skoven, som han har væddet med sin mor om? Palle har brug for hjælp. Nej, han har brug for en helt. Mon ikke helte køber ind i Kvickly? Palle skriver en seddel, som han vil sætte op på opslagstavlen i Kvickly. Der står: ”Helt søges – henvendelse Palle Cloppenborg.” Men mon det lykkes? Og ser helte egentlig altid ud som vi regner med?Illustreret med sort/hvide tegningerUddrag:Han var en sand mester i marcipanbrøds-spisning. Med fortænderne kunne han skrælle al chokoladen af, uden at få så meget som en lille smule marcipan med. Marcipanen formede han tit til en lille figur. Som regel en drage, eller en mand med et sværd. Derefter spiste han figuren i små bitte bidder. Først ét ben, så det andet, så en arm, så hovedet. Han kunne også finde på at bide et hul i den ene ende af marcipanbrødet og grave al marcipanen ud med en lille, bøjet skruetrækker, som han gemte hjemme i den øverste skrivebordsskuffe, og som han ikke brugte til andet end at udhule marcipanbrød. Når han så havde spist al marcipanen og sad tilbage med chokoladeskallen, kunne han vælge bare at spise den eller stoppe noget andet ned i den. For det meste valgte han at stoppe noget andet derned. Det kunne være hvad som helst. Bare det var lækkert sødt. Han havde for eksempel gjort det med nutella, honning, knuste guldkorn. Engang havde han endda både hældt knuste guldkorn og lidt mælk derned, men det var blevet noget sjask, for mælken havde opløst chokoladeskallen, og det endte med, at han måtte slikke en hel del af det op fra sit skrivebord. Vingummibamser skåret i små stykker eller vanilleis som han først lod stå lidt, så det blev til softice, og derefter blandede op med forskellige slags krymmel, det var heller ikke dårligt.Men de metoder var selvfølgelig ret besværlige og krævede fri adgang til køkkenet, og at hans mor ikke var hjemme. Hendes skarpe vægtvogter-syn måtte for alt i verden ikke opdage noget. Hvis han havde penge til det, købe han tit to marcipanbrød, smuglede dem med ind på sit værelse, udhulede dem begge to, lavede figurer af det første brøds marcipan og stoppede det andet brøds marcipan ned i det første brøds tomme skal. Så kunne sådan to marcipanbrød holde længe. Overraskende længe. Det største problem var sådan set marcipanbrøds-papiret. Han kunne jo ikke bare smide det i skraldespanden. Det ville hun opdage med det samme. Heldigvis var det muligt at presse papiret ret meget sammen, for det var sådan noget staniol-agtigt papir, der kunne formes, til hvad det skulle være. Han rullede det altid sammen til en lille kugle, hamrede kuglen flad som en mønt og dumpede den ned i den store sparegris, som han engang havde fået af moster Mie. Hun var ansat i en bank på Fyn og havde givet ham sparegrisen i dåbsgave for efterhånden tolv år siden. Den havde stået i bunden af hans skab i mange år uden at se skyggen af en mønt, men nu var den rigtig kommet i brug igen. Mon ikke! Den bugnede simpelthen.”Man kan ikke starte opsparingen for tidligt,“ havde moster Mie sagt dengang. Og det sagde hun faktisk stadigvæk, hver gang hun så ham.Jo. Marcipanbrøds-spisning var noget, han kunne bruge meget tid på. Så det passede simpelthen ikke, når hans mor sagde, at han ikke havde nogen hobby. Han havde jo faktisk hele to. Computerspil og marcipanbrød. Måske var marcipanbrøds-hobbyen ikke så sund ... men en hobby – det var det.

En klassiker med nye tegninger.Lægerne er nervøse, for hvad skal de stille op med en pige der ikke fejler noget - bortset fra at hun er helt blå? Hun må jo dog fejle et eller andet. Måske har de bare ikke fået undersøgt hende ordentligt. Og de tør helt sikkert ikke at udskrive hende, for der er altid en ny undersøgelse man kan foretage. Som for eksempel en hjerteoperation. Bare en lillebitte en.En morsom og tankevækkende historie om hospitaler og læger.Uddrag fra historienEn juleaften for mange år siden, hvor en snestorm ruskede i hele landet, blev en lille pige født på et hospital. Alt gik som det skulle. Lige indtil pigen var kommet helt ud, og jordmoderen stod med hende i armene. Så kunne de alle sammen se, at der var noget ved pigen, der ikke var helt normalt. For barnet, som jordmoderen stod med i armene, var helt blåt. Ikke bare lidt blåt, men knaldblåt, som en meget blå gummibold, eller som himmelen når den er allermest blå. Nej, mere blå end det. Endnu mere blå, end det kan beskrives.

Den elektriske by er en forrygende start på en fantasyserie.1. bind i serien "Fortælleren".Been er tretten år, da han beslutter sig for at forlade sin landsby og drage alene ud i verden. Han far er netop blevet slået ihjel, så Beens rejse har to formål: Han vil lede efter sin fars morder, men han vil også lede efter historier, for Been skal være fortæller ligesom sin far og farfar. Men en nådesløs tørke har ramt landet. Skovbrande hærger og mærkelige, farlige væsner ligger på lur overalt. Der går rygter om, at de kommer fra den bestrålede dal. Et sted man for alt i verden skal undgå. Beens rejse bliver eventyrlig og farefuld, men undervejs finder han også en ny ven, pigen Gali. De to slår følge, og i jagten på gode historier og en brutal morder rejser de mod øst, hvor der – ifølge rygterne – skulle ligge en helt utrolig by.Bind 1 i serien FortællerenTekstuddrag:Been og hans tre storesøstre sad en aften i køkkenet og prøvede at tygge sig igennem nogle hårde, indtørrede brødskiver. Der var stille imellem dem. En dyne af bekymring havde ligget tungt over hele huset de sidste dage og var ved at drive Been til vanvid. Han studerede sine søstre i smug. De havde alle tre mørkeblondt hår, som var flettet i en hestehale. Been var den mest lyshårede af dem. Hans hår var halvlangt og pjusket, men ikke nær så langt som søstrenes. De led alle under varmen. Gang på gang fik de så meget sol, at huden skallede af, selvom de opholdt sig mest muligt indendørs. Kun Been strejfede om i landsbyen som hed Dunmar og de omkringliggende stepper og skove på jagt efter mus eller andre smådyr med sin slangebøsse. ”Jeg knækker tænderne på det her,” klagede Miina, den ældste af dem. ”Har vi virkelig ikke andet at spise?” vrissede Turi. Hun lod sit brød falde ned på tallerkenen. Det landede med et hårdt klonk. ”Jeg kan godt spise dit,” sagde Been hurtigt og rakte ud efter det. ”Niks,” hvæsede hun og slog ham over fingrene. Det bankede på hoveddøren. Been sprang op med et begejstret råb, for han var sikker på, at det var hans far, som havde været til den store fortæller-samling. De havde ventet ham hjem for flere dage siden, men nu var han her endelig, og det var først i det sekund, Been tog fat i dørhåndtaget, det gik op for ham, at det alligevel ikke kunne være hans far, for havde det været det, ville han ikke have banket på, men bare være trådt direkte indenfor. Det var jo hans eget hus. Det bankede igen, og Been åbnede forsigtigt døren på klem.”Hvem er det?” hviskede Leena, der var et år ældre end Been. Alle tre piger stod bag ham og kiggede over hans skuldre. ”Far,” råbte han overrasket og glad, for det var alligevel hans far, der stod derude i mørket. Men hvem var de to fremmede mænd på hver side af ham, og hvorfor så det ud, som om de holdt ham oppe? Så trådte Been et halvt skridt tilbage og åbnede døren helt. De tre mænd tumlede indenfor, og i det samme gik det op for Been, at noget var galt – frygteligt galt – og opdagelsen var så ufattelig, at han et øjeblik troede, det var hans øjne, der var noget galt med. Han blinkede hårdt et par gange, men intet forandrede sig. Hans far havde stadig ingen ben. Hans søstre måtte have set det i samme øjeblik. Deres skrig overdøvede stilheden. ”Hvor kan vi lægge ham?” stønnede den ene af de fremmede mænd. Been kunne ikke svare eller røre sig ud af flækken. Forsøgte blot at forstå, hvor benene kunne være blevet af. ”Der,” sagde den anden af mændene og pegede på det store, solide spisebord. De løftede den mangelfulde krop op på bordet, og i det samme kom Beens mor ind ad døren. ”Hvad er der sket?” råbte hun med det samme og tabte den kurv med urter, hun havde været ude at samle. Been hørte ikke, hvad mændene svarede. Stuen begyndte at snurre rundt. Det susede for ørerne. Han støttede sig til muren og fik sin gispende vejrtrækning nogenlunde under kontrol. Så opdagede han, at den ene af mændene bar på en sæk. Been vidste, uden at have set det, at den indeholdt de manglende ben. Han greb ud efter sin fars højre hånd, der var knyttet, som om den holdt om noget. Søstrenes skrig var blevet til spage klynk. Moren stod med vidt åben mund. Been så et glimt af metal mellem de stive fingre. I det samme hørte han Leena skrige igen, og da han kiggede op, så han hvorfor. Hans far manglede ikke kun benene, men også sin venstre hånd. Så kunne Been ikke holde sig længere, men bøjede sig ned og kastede op på gulvet, og mens han stod og gylpede, hørte han flere skrig trænge igennem den susende lyd i ørerne. Skrigene kom fra hans søstre, der stod tæt sammenslyngede som et seksarmet, trehovedet væsen. ”Hent lægen,” råbte Beens mor og skubbede ham hen mod døren. Han tumlede udenfor i mørket og løb gennem byen, så hurtigt han kunne. Et lille håb om at faren ikke var død, tændtes i Been undervejs. Hvorfor ville hun ellers have, at han skulle hente lægen? Been fik næsten slået døren ind, før den blev åbnet, og en søvndrukken lille mand med store buskede bakkenbarter, dukkede frem. Tre minutter senere var de på vej tilbage. Lægen forsøgte at proppe sin skjorte ned i bukserne, mens de løb. Been havde hans lægetaske i hånden. De brasede ind i køkkenet, hvor tiden så ud, som om den havde stået stille. Alle stod, sad eller lå, hvor de havde gjort, da han sidst så dem. Han skubbede lægen hen mod kroppen på bordet. Det tog ham mindre end fem sekunder at fastslå, at historiefortælleren Kaan Kabana var død.

"Jeg var tryllebundet af det, suget ind, og havde på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig."Sten er 38 år og lever et fredeligt og forudsigeligt liv med kæreste og barn. Han er indehaver af et kopicenter, hvor mærkelige sedler, der hævder at være ERINDRINGER OM FREMTIDEN, begynder at dukke op i kopimaskinerne. Sedlernes forudsigelser føjer sig til et mønster af begivenheder, der truer med at vælte Stens tilværelse. Under en snestorm indleder han et forhold til en fremmed kvinde, og samme nat kaster han sit hjerte op hjemme i entreen.ERINDRINGER OM FREMTIDEN er en dobbelteksponeret skæbnefortælling om fortid og fremtid.NB Denne udgave indeholder den grafiske fortælling "I kredsløb" som består af sort/hvide tegninger der knytter sig tæt til romanen.Anmelderpluk:"Perspektivet er svimlende, men Søren Jessen bevarer et fast greb om sin spejlvendte fortælling.Man lukker bogen, lidt ør, mens sære tanker om tidens og rummets dimensioner suser og bruser i hjernevindingerne."Weekendavisen. "Jeg var tryllebundet af det, suget ind, og havde på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig."Danmarks Radio, KulturNytSøren Jessen får skabt et fængslende univers af hverdagsrealisme, der jævnligt brydes af surrealistiske indslag. Hans tone og figurer er underholdende og let genkendelige, men alligevel runde og troværdige.Det er en flot bog.Børsen En roman der fanger læseren ind, en roman der handler om fortid og fremtid, om det usandsynlige og det lettere surrealistiske, og et flot portræt af Sten, manden som bliver fanget i et spil han i første omgang ikke kan overskue, men hvor han ved en overraskende vending pludselig sidder inde med den totale viden.Lektørudtalelse - IBC

Tegneserie. Bind to i serien om Oscar og Villy Uhyre.Villy Uhyre skal til det årlige monstermøde, hvor monsterkongen skal udnævnes. Desværre er det ikke spor morsomt at være med, for den frygtelige Store Mons, bliver altid udnævnt - der er nemlig ikke andre der tør at konkurrere med ham. Og det er især ikke morsomt for Villy, da Store Mons altid er ude efter ham.Men man skal vel ikke altid give op på forhånd, bare fordi noget ser håbløst ud. Det mener Oscar i hvert fald ikke, så han sniger sig med i mørket ..."De fine takter fra Juveltyven er blevet videreført på smukkeste vis i dette venlige og børnerettede tegneseriealbum ... endnu en sød og underholdende historie for de yngste tegneserielæsere."DBC

Hvor kommer ondskaben fra? Det opdager Sofie en aften ved et tilfælde, men den viden er så farlig, at hun må flygte fra det onde, som kommer nærmere og nærmere ...Sofie og hendes familie er for nylig flyttet ind i et fredeligt parcelhuskvarter. Men efterhånden går det op for hende, at der er noget galt. Der begynder at ske uhyggelige ting, og det er som om der ligger en tåge af ondskab over kvarteret. Hvem er det der står bag? Hvor kommer ondskaben fra?Tekstuddrag:I det gamle stuehus boede vores anden nabo, en enlig mand. Hr. Hansen, kaldte vi ham altid. Jeg aner ikke, hvad han hed til fornavn. På hans postkasse ved havelågen stod der kun ’Hansen’. Han havde også hund. En kulsort schæferhund, der hed King. Det var ikke en ægte schæfer, for schæferhunde er ikke kun sorte. De har en brunlig pels og en sort ryg, men de er ikke helt sorte. Jeg var bange for den hund. Den så farlig ud med sit piggede kvælerhalsbånd, der fik den til at hvæse efter luft. Som om den kun ventede på en chance til at rive sig løs og kaste sig over mig med sine lange dolketænder. Men hr. Hansen holdt godt fast i snoren, og det var kun, når han skulle lufte hunden, at jeg så ham. Som regel om aftenen, når det var mørkt, og jeg stod ude og kiggede på stjerner. Han var altid klædt i en lang sort frakke og sorte sko eller støvler – afhængig af årstiden – hvid skjorte og sort slips, og hans ansigt var blegt og udtryksløst. Han gik med en sort hat på hovedet, men jeg ved, at han var skaldet som et æg, og at han havde stritører, for engang, hvor jeg gik en tur nede i engen med min mor, løftede han elegant på hatten og bukkede for hende. Han lignede mest af alt en, der skulle til begravelse. Hver eneste dag. Men han virkede flink nok – dengang – og indimellem kom Jens hjem med en håndfuld flødekarameller eller en lille pose småkager, han havde fået af hr. Hansen. Birde og Poul, som havde boet i kvarteret et par år, kunne til gengæld ikke lide ham. Engang havde han været meget flink og hilste altid, når man mødte ham, men så en dag havde han pludselig anskaffet sig en hund, og fra den dag ændrede han sig. Og King var der ingen, der kunne lide. Den løb godt nok aldrig løs i kvarteret, den gøede ikke meget tidligt søndag morgen, og man så den faktisk kun sjældent; men kort tid efter, at King kom til kvarteret, begyndte der at ske underlige ting.Mange af dem, der boede i kvarteret, havde enten hund eller kat, men pludselig forsvandt kattene. Én efter én. Man fandt dem ikke liggende døde nogen steder. De blev ikke kørt over af biler. De forsvandt bare. Alle i kvarteret snakkede om, at det garanteret var King, der åd kattene, men ingen kunne bevise noget, og ingen havde nogensinde spurgt hr. Hansen, om han kendte noget til kattenes mystiske forsvinden, for han havde ændret sig fra at være en flink og god nabo til at være en, man aldrig så. Han holdt sig inden døre og talte så lidt som muligt med andre mennesker. Holdt også op med at passe sin have, klippe hæk, slå græs og den slags. Der skete andre ubehagelige ting i kvarteret, fandt jeg ud af. To gange inde for kort tid blev en masse gravsten på den gamle kirkegård væltet og overmalet med graffiti, og foran kirkedøren fandt man en halshugget kanin, der lå i en ring af sit eget størknede blod. En anden gang fandt en eller anden dreng en korsfæstet krage. Den var sømmet til et træ med hovedet nedad. Alle talte om det, men det lokale dagblad skrev kun lidt om det i en lille artikel. Der lå en tåge af ondskab over vores kvarter, som fik folk til at gøre den slags ting. Det værste var den gang, en lille pige blev kørt ihjel af en flugtbilist. Hun blev fundet i vejkanten. Bilisten fandt man aldrig. Men rygterne anklagede en ny hver eneste uge, og det var ikke sjovt for dem, det gik ud over. Ridsede biler, brændende skraldespande og hærværk var hverdagskost.Min mor fandt sig hurtigt et arbejde. Hun blev ansat som bogholder på en tøjfabrik. Min far arbejdede mere og kom senere hjem end nogensinde før. Når han så endelig kom hjem, gik han meget tidligt i seng, og der kunne gå flere dage i træk, hvor jeg stort set ikke så ham eller talte med ham. Jens var glad for skolen, hvor han kom i en specialklasse for tilbagestående børn. Jeg havde lidt sværere ved at falde til i min nye klasse, men jeg har aldrig været særlig god til at få nye veninder. Heldigvis var der Katrine, som hurtigt blev min bedste veninde. Hun boede også tæt på mig, så det var helt perfekt. Vi fulgtes ad til og fra skole hver eneste dag. Om morgenen ventede jeg på hende oppe for enden af hendes vej, og lige så snart vi så hinanden, fortsatte vi med at snakke videre om det, vi havde snakket om dagen i forvejen.Alt i alt må man sige, at vi hurtigt følte os hjemme det nye sted. Resten af sommeren og efteråret og starten af vinteren husker jeg som en god tid.

Den tredie og sidste bog er seriens allerbedste! 3. bind i serien "Fortælleren".Been og Gali er kommet langt væk hjemmefra. De skjuler sig i den moderne storby Stella Nova, der stadig ikke er bygget helt færdig.Her skal de hjælpe med at ødelægge en støjsender, så deres venner fra oprørsgruppen ude i ødemarken kan komme i kontakt med de få oprørere, der befinder sig inden for bymuren. Det lykkes – og snart genlyder Stella Nova af lyden af eksplosioner.Been og Gali slipper ud af byen og begynder den lange rejse tilbage til deres venner ude i skoven. Undervejs skal de krydse lynghavet, hvor de finder en nedstyrtet helikopter og dens pilot, som tydeligvis har hukommelsestab. Hvem er han? Hvorfor er han faldet ned midt i lynghavet? De ubesvarede spørgsmål er mange – og det samme er antallet af dødsensfarlige lynghajer, der har fået færten af de to unge eventyrere og den sårede pilot.Bind 3 i serien FortællerenTekstuddrag:Industrisektoren var enorm, men alt har en ende – selv industrisektorer – og langt om længe kørte de forbi de sidste fabrikker og nærmede sig de stejle bjergsider. Been og Gali var ved at blive køresyge. Det hjalp at åbne vinduerne. Inde i industrisektoren havde de ikke kunnet åbne vinduerne, fordi luften var fuld af støv, men allerede nu virkede luften renere. Den friske luft strømmede ind og fik dem til at føle sig bedre tilpas. ”Den vej her fører direkte op til antennestationen,” sagde Solar ”Godt,” sagde Been lettet. ”Så den tager vi ikke,” fortsatte Solar og drejede i det samme fra den fine, jævne, asfalterede vej. Den vej, de nu kom ind på, var en smal, hullet grusvej. Det støvede igen så meget, at de måtte lukke vinduerne. Solar tændte for airconditionen, men Been ville hellere have haft åbne vinduer. Køligheden fra airconditionen havde tendens til at trænge ind gennem huden på en helt anden måde, end den vind der kom ind gennem et åbent vindue. Den kunstige kølighed føltes skarpere. Been forestillede sig, at luften var fuld af knive, der var så små, at man ikke kunne se dem, men de skar i hans næse, mund og hals og gjorde ham syg. ”Det er en ældgammel vej fra før den store katastrofe,” forklarede Solar ubekymret. ”Jeg fandt den på nogle kort i arkivet. Den førte engang op til en lille bjerglandsby, men byen findes ikke mere.” ”Det gør vejen næsten heller ikke,” mumlede Been, mens han blev kastet fra side til side. ”Jeg er spændt på at se, hvor højt vi kan komme op,” fortsatte Solar. ”Vi skulle jo gerne så højt op, at vi kan kigge ned på antennestationen.” Vejen gik nu stejlt opad. Den bugtede og snoede sig som en slange i dødskrampe. ”Det hedder hårnålesving,” sagde Solar, med et bredt grin. ”Sjovt, ikke?” Been og Gali kunne ikke se det sjove i det. ”Bare rolig,” sagde Solar, da han så deres bekymrede ansigtsudtryk i bakspejlet. ”Bilen har firehjulstræk. Den kan sagtens klare det.” ”Om den så havde syttenhjulstræk, ville jeg alligevel foretrække at gå,” knurrede Been. Solar lo og kastede bilen rundt i det næste hårnålesving. ”Nu kører vi så langt op, vi kan, og hvis det ikke er langt nok, må vi gå resten af vejen.” I det samme bremsede han så hårdt op, at Been og Gali bankede imod forsæderne. Et mindre klippeskred havde spærret vejen med nogle store sten. De stod alle tre ud af bilen. Solar studerede stenene, mens Been og Gali mere koncentrerede sig om at suge så meget frisk bjergluft ned i lungerne som overhovedet muligt. Solar vendte rundt på hælene, gik hen til bilens bagende, åbnede bagklappen, rodede lidt rundt og kom så slæbende med et underligt instrument, der lignede en mellemting mellem et gevær og en skovl. ”Godt man var så forudseende og tage en kraftskovl med,” sagde han, og i løbet af ti minutter havde han fået skubbet de store sten så meget til side, at bilen lige præcis kunne komme forbi.Bjergskråningerne var tæt bevoksede med træer og buske, men af og til fik de alligevel et glimt af antennestationen ovre på den anden bjergtop. De var ikke helt langt nok oppe endnu, men så længe vejen var farbar, fortsatte de. Der var store huller, blokerende sten og væltede træer, men hver gang lykkedes det Solar at få ryddet forhindringerne af vejen. Indtil de kom til et sted, hvor vejen simpelthen var forsvundet. Den var skredet i afgrunden og havde efterladt et stort, gabende hul. Der var ikke noget at gøre. De måtte fortsætte til fods. Der var en rest af vejen tilbage helt inde langs klippevæggen. De kunne sagtens gå forbi hullet, men at køre var umuligt. ”Jeg vil tro, vi sådan cirka er på højde med antennestationen nu,” sagde Solar. ”Vi skal lige lidt højere op, og så skal vi have fundet et godt udkigssted.” Been og Gali begyndte at gå. ”Hov, hvor skal I hen?” sagde Solar. ”Opad,” sagde Been og pegede. ”Jamen, vi kan lige så godt tage udstyret med med det samme.” ”Udstyret?” sagde Been og Gali i munden på hinanden. ”Troede I, det her bare var en lille hyggelig søndagstur?” Solar lo. ”Vi kan jo ikke forvente, at vi kan aflure antennestationen alle dens hemmeligheder på et par timer en tilfældig eftermiddag. I er nødt til at holde øje med den over nogle dage.” Han åbnede bagagerummet og begyndte at løfte kasser og poser ud af bilen. ”Hvad er det?” spurgte Been og Gali i munden på hinanden. ”Jeres telt, mad, varmt tøj og den slags.” ”Vores?” sagde Been overrasket. Solar nikkede. ”I er nødt til at bliver her og holde anlægget under observation, indtil vi ved alt, hvad der er at vide om det sted.” ”Det kan du ikke mene,” udbrød Been. ”Hvorfor ikke?” ”Hvor længe havde du så tænkt dig, vi skulle blive her?” ”Seks dage. Før kan jeg ikke komme og hente jer.” ”Jamen, hvad skal vi ... hvordan skal vi ...” ”God plan,” sagde Gali og gav sig til at hjælpe med at løfte ting ud af bilen.De fandt et sted lidt længere oppe på bjerget, som gjorde det muligt at studere antenneanlægget i kikkert. Been og Gali nød den friske bjergluft. Nød at være ude i det fri. Nød at kunne kigge langt for en gangs skyld og genopdage horisonten. Solar havde ikke blik for den slags. Han var kun interesseret i én ting. ”Nu må I lige koncentrere jer lidt om det her,” vrissede han og skubbede til Been med en albue. Han pegede over mod den bjergtop, hvor antenneanlægget lå. ”Ja, selvfølgelig,” svarede Been og tog imod den kikkert, som Solar rakte ham. Gali blev stående, hvor hun stod – tæt på afgrunden – mens vinden blæste liv i hendes lange mørke hår. Been stillede skarpt på selve antennen, derefter på hegnet, der omgav hele området, og til sidst på den gitterport, der var i hegnet. Den var bevogtet af to bevæbnede soldater. Indenfor så der øde ud, men der var nogle bygninger, der godt kunne rumme flere mænd. Mange flere mænd. Kikkerten kunne zoome, og han zoomede ind på de to portvagter. ”Hov,” udbrød han. ”De er ikke lysgardister. De er almindelige soldater.” Han kendte alt til lysgardisternes sorte uniformer, men soldaterne her var i noget, der lignede mørkebrune uniformer. ”Nej,” svarede Solar. ”Lysgardister bruges ikke til den slags trivielle bevogtningsopgaver.” ”Men det er jo alle tiders,” fortsatte Been oplivet. ”Så har de vel heller ikke strålestokke?” Solar rystede på hovedet. ”Men de har nu nok af andre våben. Det bliver ikke let at komme ind på basen. Uanset om de er lysgardister eller ej.” ”Nej, nej,” sagde Been. ”Det ved jeg godt. Jeg er bare glad for, at de ikke er lysgardister, for dem har jeg ærlig talt haft nok at gøre med, synes jeg.” Han satte kikkerten for øjnene igen. ”Det nemmeste ville være at ramme antennen herfra med en eller anden form for raketvåben.” Solar nikkede. ”Men sådan et kan selv jeg ikke bare uden videre få fat i. Det er ikke en mulighed. Vi er nødt til at trænge ind og uskadeliggøre antennen fra nært hold.” ”Hvorfor vidste jeg bare, at du ville sige det,” sukkede Been og rakte kikkerten videre til Gali, der langt om længe havde fået nok af at nyde udsigten og var kommet hen til de andre. ”Hvis vi skal derind, er vi nødt til at vide noget mere om det sted,” sagde Gali. ”Hvor mange soldater er der? Er der alarmer i hegnet? Er der automatiske våben, der beskytter hegnet? Der er mange ting, vi skal vide.” ”Præcis,” sagde Solar. ”Og I har seks dage til at finde ud af det.”

Otto er lidt af en opfinder, og efterhånden har han opfundet en hel masse smarte ting - hvis han selv skal sige det. Men han har det ikke nemt, for hans hjerne blander sig i alt, hvad han tænker - og nu er den også begyndt at blande sig i, hvad han siger!Selvom hjernen er smaddergod til at fortælle historier, bliver Otto hurtigt så træt af sin besværlige hjerne, at han beslutter sig for at søge hjælp hos sin onkel Gudmund, der er indlagt på et hospital, fordi han hører stemmer inde i sit hoved.Illustreret med sort/hvide tegningerUddrag:Otto smurte sig en leverpostejmad, skar et stykke af agurken og hældte et stort glas mælk op. Så satte han sig hen til køkkenbordet og slog op i et kryds og tværs blad for børn. Han elskede at gætte krydsogtværs, og for nylig havde han vundet 500 kr. De lå lunt og godt i hans pingvinsparebøsse oppe i det høje skab inde på værelset. Han ville gerne købe et eller andet for dem. En eller anden stor ting. Men han kunne bare ikke rigtig beslutte sig til, hvad han ville købe. Foreløbig tænkte han over det. "Hmm, andet ord for hest," sagde han til sig selv, "på to bogstaver." Han skulle lige til at skrive noget, da en stemme lige bag ham sagde: Ko!" Otto kiggede sig forvirret rundt. Der var ikke nogen at se nogen steder. "Hallo, er der nogen?" Ikke en lyd. Han vendte sig, trak på skuldrene og tog en bid af sin mad. Lige idet han skulle til at skrive ordet, var stemmen der pludselig igen. "Ko! Den har da også fire ben og går rundt på markerne og spiser græs." Otto var lige ved at blive kvalt i sin leverpostejmad. Han sprang op fra stolen, så den væltede bagover med et brag, mens han hostede og spruttede, og hans øjne blev fulde af vand, så han ikke kunne se noget som helst. Glasset væltede, og mælken løb som en hvid flodbølge ud over hele bordet. Krydsogtværshæftet, en tændstikæske, en af lillesøsters tegninger og en stak papirer fra banken blev gennemblødte. "Kom frem!" råbte han hæst. "Hvor er du?" "Her," lød stemmen. "Jeg sidder heroppe!" Så gik det op for Otto, at stemmen kom inde fra hans eget hovede. Fra hans egen hjerne! "Jeg er blevet skør!" råbte Otto forskrækket. "Skruphamrende, skingrende skør!" Han rullede vildt med øjnene og rystede på hovedet, som om han prøvede at ryste stemmen ud af øret. "Stop, stop. Jeg bliver søsyg," galede stemmen inde i Ottos hovede. "Hjææælp! Der var den igen! Mor hjælp!" Han sprang hen til døren og kastede sig ud i entreen. Han måtte finde nogen der kunne hjælpe ham. "Jeg er blevet gakgak!" "Hov, hov! STOP!" Stemmen talte så hårdt, at Otto faktisk standsede brat op. "Stop en halv! Du er vel klar over, at hvis du fortæller din mor – eller en hvilken som helst anden person – at du kan høre stemmer inde i dit hovede, så bliver du buret inde lige på stedet, kammerat! Tænk bare på din onkel Gudmund!" "Gisp, ja." Otto kunne udmærket huske sin onkel Gudmund. Selv om det var længe siden, han havde set ham. Onkel Gudmund havde altid været lidt mærkelig. Nej, meget mærkelig. Han havde så mange underlige ideer og tanker. Når han var på besøg hos dem, gik han altid og bankede på alle væggene hele tiden, for at høre, om der var hulrum. Han kunne nemlig ikke lide skjulte hulrum i vægge.

Åse Hertz er inviteret til Rom for at lave illustrationer til en roman. Hun er egentlig holdt op med at tegne for at passe sit job på et reklamebureau, men forfatteren af romanen har overtalt hende og sørget for hotel i den evige stad.Det lovede manuskript er ikke dukket op, og snart er Åse marionet i et sindrigt spil, hun ikke aner, hvad går ud på, alt imens hun laver skitser og tegninger af en by, der begynder at krybe under huden på hende.En tankevækkende og underholdende roman.KRUMSPRING leger på sindrig vis med både Åses og læserens forventninger, og med Italiens hovedstad som malerisk kulisse serveres en fortælling om livets og verdens uforudsigelighed.Anmelderpluk:Romanen er både en roman om den kunstneriske skabelsesproces, en spændingsroman om forfølgelse og angst, og en psykologisk afdækning af en kvindelig kunstners vej ud af krisen. Kompleksiteten, det stramme sprog og de overraskende indfald gør Jessens roman særdeles fængende og tankevækkende.[...] Krumspring [er] guf for den læser, der ønsker udfordringer og kunstnerisk vovemod.(Kristeligt Dagblad)Søren Jessen har begået en fin og finurlig fortælling om alt det uvirkelige, der gør det hele til at holde ud.(StandArt)En tankevækkende og underholdende roman, der i sin slutning undlader at få sin egen uendelighedsarkitektur til at bryde sammen. Det er fint gjort.(Jyllands-Posten)Uddrag:Åse Hertz ankom til Rom i mørke. Toget gled gennem natten med en rytmisk dunken, der for længst havde forplantet sig til hver eneste celle i hendes krop. Selv når toget holdt stille på mindre stationer undervejs, mærkede hun tydeligt rytmen. Da de første bygninger i udkanten af Rom susede forbi, begyndte hun at spejde efter noget genkendeligt som Colosseum eller Forum Romanum, men så ikke andet end fabrikker, lagerhaller og mørke silhuetter. Byen, hun kørte ind i, kunne have været en hvilken som helst by, et hvilket som helst sted.

Fantastisk fantasy. Meget spændende.2. bind i serien "Fortælleren".Der er fest i landsbyen. Beens søster skal giftes, og stemningen er på sit højeste, da det frygtelige sker: Been bliver indhentet af en gammel fjende! Den frygtede lysgarde fra den elektriske by er kommet på sporet af Been og hans ven, pigen Gali. Lederen af lysgarden, Peeters, leder efter noget, han kalder en harddisk, som de to børn uden at vide det fik med sig fra den elektriske by og smed i Døde å. Nu er det afgørende spørgsmål, hvem der først finder den igen.Peeters skyer ingen midler i sin jagt på harddisken. Been og Gali tvinges på flugt, men får hjælp fra både gamle og nye venner, og snart er de mod Beens vilje rodet ind i et nyt og farefuldt eventyr.Bind 2 i serien FortællerenTekstuddrag:I det samme væltede larmen fra helikopterne ned over festen og musikken som en flodbølge. Den bragte storm med sig. Flag blev flået af flagstænger, baldakinen over scenen væltede og al musik forstummede. Folk løb i alle mulige retninger. Hvor der for et øjeblik siden havde været orden og glæde, var der nu panik og frygt. Bordene med mad væltede, stole blev knust, musikerne løb fra deres instrumenter, alt sammen, fordi ingen af dem nogen sinde havde set eller hørt en helikopter før i deres liv. Ingen ud over Been og Gali. Jo, og så kræmmer Piil, der ofte fortalte historien, om dengang han så en drage, uvidende om, at det, han virkelig havde set, var en helikopter. ”Herind,” råbte Been og trak Gali med ind i en staldbygning. Han smækkede døren i og skød slåen for. ”Nej, nej, nej!” hvæsede Vaks. ”Her finder de os. De har instrumenter, der kan se gennem mure. Vi må væk. Væk fra landsbyen. Ud i skovene. Flygt!” ”Shhhh,” tyssede Been, og kiggede ud gennem et lille vindue. To helikoptere var ved at lande lige midt på pladsen, hvor bryllupsfesten for et øjeblik siden havde været i fuld gang. Endnu inden helikopterne stod på jorden, sprang de første soldater ud. ”Vaks har ret,” sagde Gali. ”Hvis vi bliver her, er det kun et spørgsmål om tid, før de finder os.” Soldaterne delte sig i fire grupper, der forsvandt mellem Dunmars lave huse. Fire mand blev tilbage. En af dem så ud til at være lederen. I skæret fra månen så Been mandens ansigt. Hele den ene side var dækket af et stort ar. ”Det er Peeters,” hviskede Been. Manden, som Been fejlagtigt havde haft under mistanke for at have myrdet hans far. Manden, der havde været Jaaps højre hånd. En meget højtstående lysgardist med andre ord. Hvad lavede han her? ”Han kommer herhen.” Been mærkede en gysen kravle op ad rygraden. Panikken lå lige under overfladen og ventede på at bryde frem. Sammen med de tre lysgardister nærmede Peeters sig staldbygningen. Han greb efter et eller andet i sit bælte. Been vidste straks, hvad det var. En strålestok. En tynd, blå lysstråle sprang frem, og det gibbede i Been. Det var med sådan et våben, at Jaap havde skåret begge ben og den ene hånd af sin far og det halve øre af sin bror. Been havde stor respekt for det våben. ”Nu kan vi ikke komme ud,” hviskede Vaks. ”Nej, ikke gennem døren,” sagde Gali. ”Vi må kravle ud ad et af vinduerne på bagsiden.” De maste sig ind mellem de opstaldede køer, hvis knogler tydeligt kunne ses lige under huden, og Been skulle lige til at åbne et af vinduerne, da der lød en høj banken på stalddøren. ”De slår døren ind!” skreg Vaks. ”Shhh!” hvæsede Gali. ”De ved ikke, vi er her.” ”Jo, de gør,” peb Vaks. ”Jeg har jo sagt, de kan se gennem murene.” ”Det er noget vrøvl,” stønnede Been, mens han slog på vinduets træramme. ”Jeg kan ikke få det op.” Gali greb en trebenet malketaburet, kylede den gennem vinduesglasset og slog de sidste glassplinter væk med en mælkespand. ”Af sted!” råbte hun og greb Vaks. Hun kravlede ud sammen med hunden, og Been var på vej ud, da stalddøren sprang op, og fire lysgardister væltede ind. ”Stop!” råbte de og skød et varselsskud, der ramte væggen over vinduet. Puds og murstensstumper dryssede ned over Beens ryg, køerne brølede og blev urolige. Hængende halvt ude, halvt inde vendte Been sig om og så, at to af lysgardisterne bar briller der lignede insektøjne. ”Kom nu!” skreg Gali og hev i hans arme. ”Jeg sidder fast!” skreg Been. Gali hev til, og han tumlede ud i det høje, tørre græs. De spurtede omkring et hushjørne og ud af byen, mens sand og støv stod op i en sky bag dem. Der lød skud, og Been mærkede et eller andet hvisle lige forbi sit hoved. Så drejede de omkring endnu et hjørne og kom uden for skudvidde. De løb mod skoven. Det eneste sted, de havde bare en lille chance for at slippe væk. Men det var lysgardisterne klar over. To andre helikoptere med store projektørøjne hang i trætopshøjde lige før skoven og lod de kraftige lysstråler afsøge hele området. Been, Gali og Vaks kastede sig i skjul bag en busk. ”Vi må snige os udenom,” hviskede Gali. ”Hvis vi holder os i mørket …” ”Det hjælper ikke,” sukkede Vaks. ”De kan også se i mørket.” Been stirrede irriteret på hunden. ”Nu må du holde op. Først siger du, de kan se gennem mure, og så at de kan se i mørke.” ”Jeg er ked af det,” mumlede Vaks, ”men det er sådan, det er. De har briller, der gør nat til dag.” De hørte råb lige bag sig. Lysgardisterne nærmede sig. ”Vi må væk herfra,” hviskede Gali. De krøb ned i en grøft, der var gravet mellem byen og skoven i et forsøg på at lave et brandbælte mellem træerne og husene. Skovbrande hærgede om sommeren. Endnu var området omkring Dunmar ikke blevet ramt, men det var sikkert kun et spørgsmål om tid. Been, Gali og Vaks mavede sig frem som krybdyr, og larmen fra de mange lysgardister fortonede sig i baggrunden. Grøften førte dem udenom helikopternes projektører. ”Grøften ender snart,” hviskede Been. ”Løb ind i skoven. Vi mødes ved Tårnstenen.” Det var en sten, som Been og Gali ofte tog hen til. Den var høj og spids som et spir og mindede dem om skyskraberne i den elektriske by. ”Mødes?” sagde Gali. ”Hvor skal du hen?” ”Jeg henter rygsækkene.” Been og Gali havde kort efter deres ankomst til landsbyen gemt nogle rygsække med våben, dugsamlere og tøj i et gammel stengærde neden for kirkegården. De havde begge haft en fornemmelse af, at det måske en dag kunne blive nødvendigt at flygte fra byen, men de sidste uger – og især, mens bryllupsforberedelserne havde stået på – havde den fornemmelse dog så småt forladt dem, og de var efterhånden ved at være overbeviste om, at de ikke havde noget at frygte fra lysgardens side. Nu var den fornemmelse kommet tilbage. ”Vent, Been. Er det ikke bedre, hvis vi alle tre …” ”Nej! I gemmer jer ved Tårnstenen. Jeg kommer lige efter. Skynd jer nu af sted.” ”Okay,” sukkede Gali, ”men du har bare at komme.” ”Selvfølgelig kommer jeg, Gali.” ”Jeg bliver rasende på dig, hvis du bliver fanget,” sagde hun. Been svarede ikke. Han nikkede bare og krøb så tilbage mod byen.

Tegneserie.På sommerferie hos sin onkel møder drengen Oscar uhyret Villy, som er henrykt over, at der endelig kommer nogen, han kan forskrække.Desværre bliver Oscar slet ikke bange - han bliver glad, for nu har han en at lege med i ferien.Men det bliver ikke leg alt sammen, for en dag hører Oscar i radioen, at en farlig juveltyv er på spil ..."Der er ikke noget så fedt som uhyrer, spøgelser og mærkelige gespenster, men det allerbedste er da, hvis man kan blive venner med dem og synes, at de er sjove. Sådan er det med uhyret Villy."Ulrik T. Skafte - JyllandsPosten"Historien har bestået oplæsningsprøven for én pige på fire et halvt år, som ustandselig afbrød og spurgte, hvilket altid er et godt tegn."Weekendavisen

En grafisk fortælling. Et væv af historier fletter sig ud og ind mellem hinanden i form af sort/hvide tegninger. En mand går i kredsløb, en køter springer ud af brystet på en mand, en butik der lover "Alt i reparationer" reparerer også mennesker, og hvem er det der demonterer mennesker og lader lemmerne ligge og flyde?En surrealistisk fortælling om det moderne storbymenneske.Tegningerne knytter sig til romanen "Erindringer om fremtiden" (udkommet som ebog på forlaget Mallebuh), men kan også nydes som et selvstændigt værk.

Nøffe og Raff sidder en aften og kigger på stjerner. Det er koldt, men stjernerne på himlen funkler og blinker og det er så smukt. Pludselig ser de et stjerneskud. Et meget tydeligt et. Det lyser så kraftigt, at de må holde sig for øjnene. Og det så ud som om stjernen landede lige bag ved en bakke i nærheden. Der løber derover - og får en stor overraskelse.En historie om hvor anstrengende det kan være, hvis man gerne vil være stjerne for en aften.NB: Denne historie findes også som en af ti historier i bogen "Vintervæsner".Uddrag:“Se, hvor de lyser,” sukker Raff. “Ja. Det er smukt og … øhm … kønt,” siger Nøffe og vinker til nogle af dem. “Hvorfor vinker du til dem?” spørger Raff. “De blinker jo også til … øhm … til mig, så for at de ikke skal tro, at jeg er uhøflig, vinker jeg tilbage.” Raff griner. “Stjerner blinker da altid. Også når vi ikke kigger på dem.” “Det tror jeg ikke,” siger Nøffe. “Stjernerne blinker kun, når vi … øhm … kigger på dem.” “Er det rigtigt?” “Ja da. Hvorfor … øhm … hvorfor skulle de ellers blinke?” “Hmmm,” mumler Raff. De sidder et stykke tid i tavshed og kigger på stjernehimlen. Så siger Raff: “Men de lyser da. Jeg mener … selvom vi ikke kigger på dem, gør de ikke?” Nøffe ryster på hovedet. “Nu er du vist lidt dum, Raff. Hvis de ikke lyser hele tiden, er de jo ikke … øhm … stjerner.” “Hvad er de så?” “Det … det ved jeg ikke, men … øhm … de er i hvert fald ikke stjerner. Stjerner skal lyse.”

Da en lille rød mariehøne lander på snuden af en statue af en kobberdrage, får statuen en ide: Den har jo også vinger. Ligesom mariehønen. Hvorfor så ikke bruge dem? Så den river sig fri og flyver højt op i luften over byen.Det er skønt at bruge sine vinger til det, vinger skal bruges til. Den suser af sted mellem husene og føler sig svimmel af lykke og varm af glæde. Men de andre statuer er sure på den. De synes ikke den er en rigtig statue, for rigtige statuer står helt stille hele livet."Fortællingen er poetisk og kan uden videre forståes på et bogstaveligt plan af børn fra 4-5 års alderen. Men ældre børn vil kunne grave dybere ned i fortællingens og billedernes skjulte lag ... en flot og udfordrende billedbog for alle aldre over vuggestuealderen" - DBC"En ny god billedbog af Søren Jessen" - Politiken