Bag om Martin Luther - Sang og Musik
Luther skrevet omkring 40 sange. De fleste så dagens lys i 1524, hvor de første evangeliske sangbøger gik i trykken. Den første sangbog, der udkom under Luthers medvirken og med hans forord, er »Geystliche gesang Buchleyn«, Wittenberg 1524. Dette er en korsangbog med et hæfte for hver korstemme. Den blev til ved et samarbejde mellem Luther og komponisten og korlederen Johann Walther. Den indeholder hele 24 salmer af Luther.
I 1528 udkom sangbogen i en ny udgave med 4 nye sange af Luther og med et nyt forord. Den sidste udgave, der udkom under Luthers medvirken var i 1545, trykt i Lepzig af Valentin Babst og med et nyt forord af Luther. Den indeholder alle Luthers sange og også en særskilt afdeling med begravelsessange og tekster med et særligt forord af Luther. Denne del med sange og tekster til begravelser var allerede udkommet i særtryk i 1542.
Alle Luthers forord bringes her i en ny oversættelse sammen med hans forord til Georg Rhaus »Symphoniae iucundae« (Skønne symfonier) fra 1538 og forordet til Johann Walthers digtsamling »Lob und Preis der löblichen Kunst Musica« ligeledes fra 1538, hvor Luther skriver forordet på vers »Fru Musik«.
Desuden bringes alle Luthers sange i originaludgaverne sammen med en ordret dansk oversættelse, som ikke direkte er sangbar, men til gengæld får alle Luthers tanker med. Det går ofte tabt ved en gendigtning, som skal passe med versefødderne.
I øvrigt findes 21 af Luthers sange gendigtet i Den Danske Salmebog med større eller mindre held.
Vis mere