Bag om Mine blomster hugger dig til blods
Digtsamling om udbrændthed, liderlighed og om at blive til en plante uden rødder. En rå, ærlig, men også humoristisk digtsamling om et sammenbrud efter flere års arbejde i mediebranchen.
Digt fra bagsiden:
det er lørdag eftermiddag
jeg tager i magasin
forsøger at få folk til at gå ind i mig
stiller mig håbløse steder
lader som om jeg ikke hører
når de siger
undskyld må jeg komme forbi
jeg vil gerne være noget
også hvis det bare
er til besvær
Digtsamlingen 'Mine blomster hugger dig til blods' af debuterende Katrine Blauenfeldt udkommer 9. december 2024 på forlaget Vild Maskine.
Samlingen består af tre dele: The Yellow Wallflower, Withering Heights og To the Greenhouse. Digterjeget er en ung kvinde, der lider. På grund af det åbne kontorlandskab, den forfærdelige chef, et anstrengt forhold til moren og fraværet af nævneværdige relationer til andre mennesker. Hun er deprimeret og ensom og ønsker at forsvinde, måske blive til en plante.
Digterjeget tager barnets første sygedag selvom hun ikke har et, spise babymos og har svære relationer til sin mor og til sin chef. Hendes krop er arnested for angst, men er også et redskab, der kan bruges til at manipulere og markere hendes eksistens i verden.
Digterjeget begræder at befinde sig i et liminal space og den forbandelse, at hun har prøvet at gro rødder i det rum. Derfor bliver hun til mos, en plante uden rødder, frisat fra relationer og samfundets og egne forventninger.
Katrine Blauenfeldt er fascineret af det grimme, det groteske og abjekter. Digtsamlingen er en kritik af kapitalismen, pseudoarbejde og hyperindividualisme.
Forfatteren har en kandidat i engelsk fra Københavns Universitet med sidefag i litteraturvidenskab og kønsstudier. Hun er offentlig debattør og har været i Debatten og Deadline. I næsten et årti har hun arbejdet i mediebranchen og bl.a. skrevet for Eurowoman, blogget for Berlingske samt været kulturredaktør på Radio Loud. Nu har hun skiftet spor og arbejder som bestyrer på en café i Sydhavnen i København.
Forside- og forfatterfotoet er taget af Malene Nelting, forsidebilledet med Katrine Blauenfeldt som model.
Vis mere