Bag om Priergårdsslægten
Vi følger tre generationer i Priergårdsslægten, der er bosat på det nordlige Falster. Rodfæstede i jord og hjemstavn og samtidig fordomsfrie og fremskridtsvenlige lever de i pagt med både slægtens og fornuftens love.
Bogen udkom første gang i 1922-23 og var stærkt medvirkende til, at Helene Strange kom til at fremstå som en af mellemkrigstidens store folkelige forfattere.
Selv formåede Helene Strange at få sit liv til at ligne sine romanfigurers: En levende modsætning var hun, moderne kvinde, mediebevidst og iscenesættende, men samtidig rundet af den falsterske bondekultur. Iført falstersk egnsdragt arrangerede hun vældige friluftsmøder med taler, folkedans og teater. Samtidig med at hun var traditionalistisk, var hun altså også moderne i sin insisteren på retten til at hæve sig over slægten og realisere de muligheder, som efterhånden åbnede sig for kvinderne. Helene Strange var aktiv i kvindesagen og i fredsbevægelsen.
Vis mere