Bag om Ræven går derude
Vejret vil ikke rette sig efter de internationale forudsigelser, det er blevet isvinter i Danmark. Men i egnen omkring Sondrup ved Horsens Fjord, er der ikke kun tale om meteorologisk kulde. Der sker andre grimme ting som gør vinteren direkte uudholdelig.
En seriemorder er på spil. Der er allerede begået tre mord, og gerningsmanden er tæt på. I et sommerhus ved Saksild øst for Odder har man fundet en død kvinde surret fast til en stol. En mand er blevet kvalt og hængt med hovedet nedad i en lade i landsbyen Bleld, og i det samme område i det østjyske er en tolvårig pige blevet myrdet på vej til skole. Politiet fra hovedstaden dukker op og får hjælp af Bente Møller fra Odder Politi som bruger sine øjne og sin snusfornuft til at opklare sagen.
Ræven går derude er roman nummer to i Sondrup-Trilogien, der begyndte med Næb og kløer, som udkom i 2005, og læseren vil atter træffe personer fra den første bog blandt andet advokat Ludwig Kaas Larsen, som gerne vil tabe sig, de unge elskende, Benny og Pava, den livskåde konditor Johannes Kriegbaum Lind og mange andre.
Vis mere