Han sukkede frustreret.
”A´desch´os voldtægt er ikke virkelig. Et frygtmonument i din latente fantasi. Det udspringer fra mig og det, jeg gjorde mod dig ...”
Og for første gang følte hun noget i sit bryst. Hvis det kun var i hendes fantasi, havde hun ikke undfanget.
Hun sukkede, og Tristan så hendes skuldre falde på plads.
”Du har aldrig tilgivet mig det, jeg gjorde ... jeg tror, du reagerede på A´desch´o, fordi du ser ham som mig. Han opfangede traumet fra dig og brugte det imod dig. Og hvem kan jeg klandre? Jeg var et udyr mod dig den nat i skoven ...”
Lilje var hende påtvunget. Det indså han nu. Lilje var en gave, men ikke for hende. Hun var et minde om to meget brutale voldtæger, han begik i slægtens navn …
Del 1, 2 og 3 af Tristan og Milea-fortællingerne
Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
