"Aakjærs sidste digtsamling "Under Aftenstjernen" (1927)... er mærket af sygdom og vemod. Foråret 1927 lå Aakjær syg i København, og der skrev han samlingens skønne digt "På klinikken", hvor forårets første solstrejf ramte ham som en smerte og fik ham til at længes efter alt det kære ovre i Hovedlandet, den grønne rug, den duftende viol, den galende hane, heden, lærken. Her er også en dyb ængstelse for døden. Mild er han blevet,og som en rigtig digter taknemmelig for lidt. Han småsnakker med solstrejfet på sit pudevår og siger: "Mødte du min hustru / i sit blomsterbed?/ Så har du vel næsten / fået en hilsen med?"
Det er det mest tøvende og ængstende "næsten" i vor moderne litteratur. også det mest virkningsfulde. Kun en stor digter kan skabe en så enorm virkning af så jævnt et ord.
Minder og venskab, alt det der har været, sysler Aakjær med i denne samling: her er f.eks. hans kendte oversættelse til jysk af Robert Burns' ude i den store verden ikke mindre skattede "Should auld acquaintance be forgot". Digtet er et af vores mest sungne - "Skuld gammel venskab rejn forgo"."
(Cai M. Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950")
Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
