Bag om Vi tror vi kan måle alt
Med sin baggrund fra 40 års udviklingsarbejde i Mellemfolkeligt Samvirke, FN og Dansk Institut for Partier og Demokrati, og med udstationeringer i bl.a. Zimbabwe og Botswana, samt en ballast som forfatter til mere end 30 bøger om udvikling, skrevet til børn, unge og voksne, besluttede Bjørn Førde at rejse 4.500 km gennem Zimbabwe for uanmeldt at opsøge nogle af de lokalsamfund, organisationer og mennesker, som han 25 år tidligere havde arbejdet tæt sammen med. Han ville se, hvad der stod tilbage, og han ville snakke med nogle af de lokale, som havde deltaget i arbejdet et kvart århundrede tidligere – eller som havde mødt projektet, efter at danskerne var rejst hjem. Tilbage i Danmark opsøgte han tidligere udsendte, som ikke havde været tilbage siden dengang, og lyttede til de visioner, håb og drømme, de blev drevet af, da de rejste ud.
Bogen om alt dette er en rutsjebanetur gennem et Zimbabwe, som også plages af stor korruption og et autoritært og undertrykkende politiske styre, som ikke giver udviklingssamarbejdet gode vilkår. Noget er alligevel lykkedes, på trods af alle forhindringer, men det gælder langtfra alt. Ofte er det kun lykkedes, fordi stærke lokale personligheder har kæmpet for det.
Bogen fremstår også som en stærk personlig bekendelse til nødvendigheden af det direkte kultur- og menneskemøde for at sikre, at vi også i fremtiden har en fælles klode. Forestillingen om, at lande og mennesker kan klare sig alene, er ikke brugbar, uanset hvad vi måtte mene om den globalisering, vi har oplevet i de foregående årtier.
Vis mere