Bag om Anna
Anna og Clara er døtre af en streng, men kærlig oberst og hans blide, eftergivende kone. Men hvor den stolte og selvsikre Anna slægter faderen på, er Clara fuld af medlidenhed og forståelse for dem, der har det sværere end hende selv.
Da Clara tager en afskediget tjener i forsvar, vækker det Annas vrede. Han har forbrudt sig mod familien, og skønt Clara er klar til at tilgive, har Anna og deres fader kun foragt tilovers for de laverestående mennesker, der ikke formår at opføre sig ordentligt. Anna risikerer at blive offer for sin egen stolthed og hovmod, og Clara for sin medlidenhed og eftergivenhed.
Cornelia Levetzow (1836-1921) var dansk forfatter og udgav frem til 1891 alle sine bøger under pseudonymet J. Hun opnåede stor anerkendelse i både Danmark og udlandet for sine romaner og noveller. Hendes debutroman fra 1860, "En ung piges historie", der må betragtes som et vigtigt bidrag til den danske guvernanteroman, blev en stor succes.
Vis mere