Bag om Drengen fra Godhavn
Drengen fra Godhavn handler om den trettenårige Kalle Skjold, hvis liv ændres for altid, da han på en tilsyneladende almindelig forårsdag, bliver passet op af to mænd fra børneværnet. De to mænd tager Kalle med til drengehjemmet Godhavn, hvor han nu, uden egentlig at vide hvorfor, skal tilbringe sin tid. Kalle bliver konfronteret med en brutal virkelighed, som alle ville ønske at være foruden. På drengehjemmet styres man nemlig med rå vold og strenge regler. De halvtreds drenge, der er klemt sammen på meget lidt plads, lever en tilværelse, der ene og alene går ud på at overleve. På drengehjemmet Godhavn hersker et voldsomt hierarki, som den dæmoniske og karismatiske forstander Christian Bang befinder sig i toppen af. Imens drengene bliver udsat for både psykisk og fysisk vold, tænker Kalle på, hvordan han kan komme væk og hjem til sin mor. Det er bare ikke så nemt, når først man har sat sine ben på Godhavn. Drengen fra Godhavn er en barsk fortælling, der er inspireret af virkelige hændelser, som fandt sted på drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland i 1960´erne. Bogen er skrevet af den danske krimiforfatter Ole Tornbjerg, der nok er bedst kendt for sine krimibøger skrevet i samarbejde med konen Jeanette Øbro. Ole Tornbjerg er, som forfatter, optaget af menneskelige dramaer samt menneskers psykologi, bevæggrunde og begær. Denne fascination må man sige kommer til udtryk i Drengen fra Godhavn, der på en unik måde skildrer drengehjemmet og dets beboere. Personbeskrivelserne er således skræmmende troværdige, hvilket gør Drengen fra Godhavn til bog, der bare må læses.
Vis mere