Healing i en moderne tid - Charlotte Olsen - Bog

Som clairvoyant og healer lever Charlotte konstant mellem to parallelle verdener. Hendes egen menneskelige og til tider ufornuftige side med mange omveje og skøre valg i livet – og så den spirituelle med bevidstheden om et større fælles os og med så mange budskaber og oprigtige beskeder fra en anden verden. Hendes to parallelle verdener følges ad som 2 togskinner og den ene undviger ikke fra den anden. Her i bogen fortæller hun om nogle af hendes oplevelser igennem hendes behandlinger som healer og lader os oveni det snuse til hendes privatliv, hvor tingene skildrers på en meget naturlig måde.
"Jeg mødte min egen vejleder første gang, da jeg var omkring de 20 år. Jeg sad alene hjemme i mine forældres hus og så fjernsyn en sen aften. Min kat og jeg sad i min fars stol og slappede af. Pludselig kom den kolde brise, som jeg har oplevet mange gange i mit liv. Jeg blev helt kold og min kat reagerede ved at hvæse og springe let forvirret rundt i stuen. Jeg besluttede mig for at gå i seng og ville gå på badeværelset for at børste mine tænder. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke var alene i huset længere..."
"Jeg har modtaget symbolske kanaliseringer igennem den sidste lange periode; Jeg ser, jeg har været i gang med at bestige et bjerg, nåede udsigten, som var ganske flot, men fandt også ud af, at jeg ikke kom videre, når jeg stod der på toppen og kunne se hele landskabet. Så der var kun en vej tilbage, for at komme videre og det var, at komme ned af bjerget igen. Halvt nede af bjerget skred jeg og faldt. Jeg faldt længe, blev forslået og mærkede smerte fra mine rifter, jeg pådrog mig på min nedtur, for til sidst at få fat i en gren, som jeg klamrede mig til, trods mine kræfter var få. Den tid, jeg hang der i grenen, gjorde mig træt. Jeg brugte de sidste kræfter på bare at klamre mig til denne gren, som var den det eneste, der holdte mig i live. Jeg kunne mærke, hvordan mine forslåede hænder langsomt mistede kræfterne til at blive hængende i grenen. Jeg blev klar over, at jeg måtte give slip, og se, hvad der skete. Jeg havde ikke haft mulighed for at kigge ned, så jeg havde ingen anelse, om jeg vil falde flere kilometer ned og slå mig halvt ihjel, eller om der var 10 cm til jeg ramte jorden. Kræfterne slap op, og jeg måtte give slip. Følelsen af at give slip er som at falde 60 meter ned fra det gyldne tårn i Tivoli. Jordforbindelsen var væk, jeg kunne ikke trække vejret, maven vendte sig rundt, og kvalmen steg og alt inden i min krop var vægtløs; jeg faldt.
Alligevel var jeg vidne til, at min krop gik ind af hovedindgangen til mit arbejde..."