Hvad skovsøen gemte - Palle Rosenkrantz - E-bog

En dag i maj 1902 befinder Eigil Holst sig i de nordsjællandske skove. Overanstrengt og stresset af storbyen København har han besluttet sig for at tage en fridag og nyde forårets pragt. Den unge mand, der er tidligere løjtnant, er til daglig en ærgerrig overbetjent ved opdagelsespolitiet i København.
Ved en skovsø nord for Esrum møder Holst en forhenværende ritmester ved de skånske dragoner og ikke mindst dennes yndige datter, Ulla. For at underholde pigen kaster Holst en sten i søen. Vandet kommer i uro, og frem dukker et barnelig. Et trist, men ikke usædvanligt eksempel på desperationen over en uønsket graviditet. Men som nidkær opdager går Holst videre og lader søen tømme. Og da er det, at et endnu mere alvorligt fund dukker op:
»Vandet sank, og medens Blodet stivnede i hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om Fødderne, en om Halsen«.
Ikke uden grund er Holst detektiv. Ganske som forbilledet Sherlock Holmes mestrer han deduktionens kunst, da han alene ud fra liget kan afgøre, at det er tale om en »ung Kvinde, der uden at tilhøre de egentlige løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed«. Første skridt er taget i jagten på en hensynsløs morder.
Sådan foregår optakten til romanen 'Hvad Skovsøen gemte', der udkom på Gyldendalske Boghandels Forlag i oktober 1903 og senere blev bragt som en populær føljeton i Politiken.
Bogens omslagsbillede er tegnet af den dansk-norske illustrator Louis Moe. Det viser en ung, velproportioneret - og ikke mindst velkonserveret - nøgen kvinde, der ligger livløs i vandkanten. Det var lidt mere gavmildt fra tegnerens side, end der var dækning for i romanen, men så var der også noget at komme efter for husarerne.
Mere opsigtsvækkende er dog, at bogens håndtegnede undertitel stolt proklamerer, at der er tale om en 'Detektiv-Roman'. Det er nemlig den første danske af slagsen, og forfatteren er baron, cand.jur. Palle Rosenkrantz (1867-1941).
(Benny Bødker, Politiken)