Bag om Lærebog om indkomstskat
Omtalen af og henvisningerne til praksis og litteratur prætenderer generelt
ikke at være udtømmende, men er inddraget dels til illustration af praktiske
problemstillinger, dels til præsentation af de i praksis skabte løsninger. På områder,
hvor der er offentliggjort en meget omfattende praksis, er der foretaget
en udvælgelse, hvor der er lagt vægt på, at de spørgsmål, der behandles i bogen,
bliver illustreret med en omtale af den mest relevante og nyeste praksis.
Henvisninger til Den juridiske vejledning er overalt til Den juridiske vejledning
2023-1.
Det er vores håb, at også 20. udgave af bogen med fordel kan benyttes af
revisorer, advokater, ansatte i Skatteforvaltningen og andre praktikere. Blandt
andet af denne grund er der udarbejdet et stikordsregister samt et register over
de i bogen omtalte domme, landsskatteretskendelser, bindende svar og andre
administrative afgørelser. Med virkning fra og med 2001 er der kun henvist
til det SKM-nummer, som den pågældende dom, kendelse eller afgørelse er
offentliggjort under på Skatteforvaltningens hjemmeside, skat.dk.
Vis mere