Bag om Landet mellem de to floder
I 1987 rejser Saliha Maria Fetteh med sin irakiske mand, Nureddin, til byen Kirkuk i det nordlige Irak. I løbet af opvæksten i Skagen og Odense har den videbegærlige Saliha læst eventyrlige rejseberetninger fra Orienten og lyttet til faderens farvestrålende sømandsfortællinger, hvilket vækker en rejselyst og fascination af især Mellemøsten i hende. Som 18-årig konverterer hun til islam og opholder sig sidenhen otte år af sin ungdom i Irak – et land hun kommer til at elske på godt og ondt. Landet mellem de to floder er en medrivende og dramatisk beretning om et Irak, der var engang. Gennem Salihas kærlige og skarpe blik følger vi en ung viljestærke kvinde, som gennem medgang og modgang langsomt integreres i et land, som er præget af krig, diktatur, overvågning og fattigdom, men også rummer en mangfoldighed af religioner og etniciteter, et pulserende byliv samt farvestrålende, kærlige og loyale personligheder. Salihas historie giver en indsigt i integration, religion og kulturmøder, hvilket ikke mindst bidrager til en forståelse af de politiske spændinger i Mellemøsten, og med nye vinkler på vores hjemlige integrationsdebat.
Vis mere