Bag om Legehuset
Novellesamlingen Legehuset indeholder 27 historier, der spænder vidt i længde, miljø, karakterer og tema. Fælles for novellerne er, at de omhandler de almindelige danskeres liv. Personerne vil nogle gange gerne undslippe deres halvfesne virkelighed. Eller også bliver karaktererne overrumplet af noget, som bryder frem efter at have ligget og luret under overfladen. Den pludselige forstyrrelse er umiddelbart ubehagelig og svær at forholde sig til. Men det hænder, at personerne lærer af deres erfaringer og kommer videre.
Det sker for eksempel, når der er kærlighed på spil. Vejen til at opnå kærligheden er selvsagt brolagt med forhindringer. Men igen, lærer vi ikke også noget af de erfaringer, vi går og høster? Det sker uden tvivl for flere af bogens karakterer.
Sproget er enkelt og ligetil, uden de store armbevægelser. Mellem linjerne er der små afgrunde af alt det, der ikke bliver fortalt. Det holder læseren beskæftiget med fortolkningen.
Uddrag af bogen
Inde i børnenes legehus var der en eller anden mørk klump. Han gik nærmere og kunne se, at der sad en sammenkrøbet skikkelse derinde. Det så underligt ud. Tøjet var krøllet sammen og lignede noget, der var fisket op fra en indsamlingscontainer. Hovedet var vendt bort.
Da han rømmede sig, vendte den mørke klump sig rundt. Det gav et gib i ham. Det var hans genbos kone, og det var tydeligt, at hun havde grædt, og lige så klart, at hun havde fået et blåt øje. Hun sad og snøftede i legehuset.
– Men er det dig, Camilla?
– Ja.Hendes stemme var meget lav.
– Men du skal da ikke sidde der.
Om forfatteren
Jørgen Døssing Jepsen er født i Esbjerg i 1956. Han bor nu i Østbirk. Til daglig er han lektor på Horsens Statsskole. Han er medforfatter til syv engelskfaglige undervisningsbøger til det gymnasiale niveau. Desuden har han tidligere udgivet novellesamlingen Søndagstur (2012) på forlaget mellemgaard.
Vis mere