En klassiker indenfor true crime - især med mordsager, hvor det er ret svært at få lyd af offeret ellers - er at indlægge spekulationer som skønlitterære sekvenser, gerne i førsteperson. Gør d'herrer skam også; og de gør det ringe...
Som er det generelle gear de er oppe at køre i: ringe! Bogen er for løst komponeret, til at kunne rumme at de prøver at putte hele deres journalistkartotek, om sagen Emilie Meng, ned i formen: den røde tråd er der bare aldrig... Sproget er også for tørt og docerende; OGSÅ når de slår sig løs, prøver at være lidt skønlitterære i det.
Går man efter bidder af ny information, af detaljer i sagen der ikke har været fremme før, i artikler eller dokumentarer - finder man meget! Specielt i starten, om Emilie Meng og vennernes (til at starte med) glade aften, først privat i Korsør, så i byen i Slagelse, hvor overraskende mange detaljer er unikke. Og hvorfor? Finder man først ud af til absolut allersidst, på side 436, hvor Thomas Gade, redaktionschef på produktionsselskabet Bermuda, takkes for netop informationerne om byturen.
Gade er selv fra Korsør, og var derfor manden der fik overbevist Helene Meng, Emilies mor, om at deltage i deres 3-afsnits dokumentar Emilie Meng - en efterforskning går galt (2019); og altså produceret af Bermuda, men solgt til DR, hvor den kan streames. Det her er den ENESTE offentlige optræden Emilie Mengs mor har gjort sig - overhovedet! Derfor også at den her dokumentar runger gennem hele bogen; men uden den direkte nævnes (den omtales dog til sidst; men heller ikke her krediteres den for at have givet bogen utalige inputs undervejs).
D'herrer prøvede nemlig ihærdigt at få Helene med ombord; var endog forbi privat, personligt, for at overrække et (håndskrevet) brev med tilbud om at hun, undervejs i skriveprocessen, kunne læse udvalgte kapitler af bogen, og hvor familien især var med i stoffet, og så meget gerne vende tilbage med inputs.
Helene Meng bed IKKE på! Da sensationslysten, fra d'herrer, da også driver; så at man tager sig til hovedet, specielt hvor de lader spekulationerne få frit løb, til at stikke af, på selv en mikroskopisk mistanke; her måske især hvor Peter "Ubådsmadsen" Madsen hovedkulds, og totalt skævt fra siden, bringes med ind i bogen, som mulig gerningsmand... HERRE JEMINI! Kan man næsten høre Helene Meng tænke sig.
Journalisters opgave er et være publicister i praksis, altså at offentliggøre, men først forædle, især nyheder til en almen og let læselig form. En forfatters - i filfælde af true crime altså en faglitterær forfatters - opgave er at brænde for et emne, så fordybe sig, så finde en vinkel der kan bære en hel bog. Gerne på personlige betragtninger, altså væk fra det almene, det publicistiske. Da det kan formen netop bære: om man ved hvad man gør, derfor fra start har lagt sig en linje.
D'herrer Larsen og Weile er til daglig graverjournalister; men de er IKKE forfattere. Kan godt være de så brænder for den her sag, for mysteriet om Emilie Meng; men er jo lige meget, om ikke de har en rød tråd at følge.
Og den røde tråd? Er vel det mindste man kan forlange, som læser, at have med sig gennem en læseoplevelse. Tabt er man derfor! Når end ikke dem der skriver bogen. Har sine levende råd. Til altså nok så kort en tråd. Der er rød.
