Bag om Tay
Taylor Swift er en af vor tids største popnavne med en
passioneret fanskare verden over, der dyrker den 1,78 høje blonde pige fra
Pennsylvania med den karakteristiske stemme og store sangskrivertalent. Hun er
både kendt for sine iørefaldende popsange med feministisk kant – og sin
såkaldte squad af kendte veninder som Girls-forfatteren Lena Dunham og
supermodellen Gigi Hadid, der både går med hende på scenen og optræder i hendes
musikvideoer. Det har givet Taylor Swift nærmest stratosfærisk berømmelse i
medierne.
Nu har Los Angeles-forfatteren Jill Parker skrevet en
letlæst biografi om det amerikanske popfænomen, formidlet i en medrivende
skønlitterær form, men med autentisk afsæt i Taylor Swifts liv. Kombinationen
af skønlitteratur og biografi giver en fængende stil, der river sin læser med
på grund af sit friske, humørfyldte sprog og elementært spændende
handling.
Tay fortæller historien om den rige pige, der allerede fra
helt lille ved, at hun vil være sanger, og romanen beskriver hendes kamp for at
nå sit mål. Taylor Swift blev født ind i et rigt overklassemiljø, men hun
oplevede også at blive mobbet i skolen, så selv om hendes baggrund er
privilegeret, kan læserne genkende mange af bogens problematikker fra sig selv.
Herunder det spirende forhold til det andet køn, problemerne med bedsteveninden
og forholdet til forældrene. Selv om man er popprinsesse, har man også været i
puberteten.
Taylor Swift-biografien er oplagt læsning for
popinteresserede – og alle andre, der kan lide en god historie om en one of a
kind-pige, der går benhårdt efter at få opfyldt sine drømme. Og – som hele
verden ved – får dem opfyldt.
Vis mere