Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Syriens gryder – en kulinarisk dannelsesrejse er ikke blot en kogebog med de skønneste retter til lange middage med snak over bordet. Den er også en kærlighedserklæring til det syriske folk og dets rige kultur, fra før verden gik af lave, og borgerkrigen brød ud. Journalist Ruth von Sperling fortæller levende om både hverdagslivet og madkulturen fra sine rejser i Syrien, og billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg har foreviget oplevelserne med sit kamera. Mød syrerne: Kom med på shopping i Den lige Gade, spis på Restaurant Al-Mahab, som serverer retter med alt med lam – og tag med til privat fødselsdagsfest hos Fatima, hvor der både bliver danset og sunget. Ruth von Sperling har indsamlet en række autentiske mezze-opskrifter, som Trine Hahnemann har testet og udviklet sammen med bogens øvrige retter. Både de velkendte falafel, baba ganoush og tabbouleh og nye og spændende madoplevelser som f.eks. kylling med citron og grønne oliven, rødbedemutable samt et væld af lækre salater.Syriens gryder er blevet til på baggrund af et ønske fra forfatterne og forlaget om at yde et bidrag til hjælpen til de mange syriske flygtninge, der har mistet alt og nu kæmper for en ny tilværelse.
Før krigen brød ud i Syrien brød, levede Salama et helt almindeligt ungdomsliv i Homs. Nu er alt forandret. Salama arbejder som frivillig på et hospital, hvor hun hjælper de mange sårede, der dagligt strømmer ind. Hun har mistet det meste af sin familie. Det eneste hun har tilbage er sin bedste veninde og svigerinde, Layla, der er højgravid, og Salama er i hemmelighed i gang med at planlægge deres flugt, men så møder hun Kenan, der vil blive i landet, og Salama må vælge mellem kærligheden eller udsigten til tryghed i et nyt land.
Daniel Rye samler tråden op, hvor bestselleren Ser du månen, Daniel slap, og fortæller en universel historie om at forlige sig med sin fortid og fremtid.I sommeren 2022 tog fotografen Daniel Rye til Washington for at se en af sine torturbødler i øjnene. Turen satte en eksplosion af tanker i gang og blev kulminationen på den indre rejse, han har været på, siden Islamisk Stat frigav ham. På den ene side ville han videre – leve et normalt liv, skabe en familie. På den anden side skulle han se sine traumer i øjnene, forholde sig til efterretningstjenesters spørgsmål og besøge sine medfangers efterladte.I Nærmest fri– min vej ud af mørket tager han læseren med på rejsen, fra han trådte ud i friheden efter 13 måneder som gidsel. Fra dette første skridt begyndte en ny overlevelseskamp, den universelle kamp for at finde sig til rette imellem den, man er, den andre ser, og den man gerne vil være. Gang på gang har han troet, at han havde lagt fortiden bag sig for så igen at blive revet tilbage. Til sidst konfronterede han sig selv og sin historie.Bogen følger op på bestselleren Ser du månen, Daniel af Puk Damsgård. Men denne gang er det Daniel Ryes egen stemme, som styrer fortællingen.
Magnus Ranstorp, en af Sveriges førende eksperter i terrorisme og voldelig ekstremisme, er kort før den 7. oktober 2023 i Israel for at deltage i en konference om sikkerhedssituationen i regionen. Flere højtstående politikere deltager. Der er fuldt fokus på Hizbollah. Hamas nævnes overhovedet ikke. Et par uger senere er katastrofen et faktum, og Hamas chokerer Israel og hele verden med sin brutale terror.I Hamas giver Magnus Ranstorp en dybdegående og personlig analyse af bevægelsens historie. Han møder nogle af organisationens højest placerede ledere og kaster nyt lys over Hamas’ drivkræfter: fra rødderne i Gaza til den voldsomme fremvækst som en af de mest indflydelsesrige og kontroversielle aktører i Mellemøsten.
Afdeling Q er en nervepirrende krimiserie af Jussi Adler-Olsen. Det handler om en afdeling på en politigård der arbejder med henlagte sager som genåbes af forskellige årsager. Offer 2117 handler meget om Assad, for ved vi egentlig hvem han er? Hvor er det han kommer fra og hvilke hemmeligheder gemmer han på? Assad er den humoristiske krøltop der arbejder sammen med den anden hovedperson Carl Mørck og deres assistent Rose. Han har en stor viden og kan gennemskue ting i de mest uventede situationer og derudover er han kampdygtig og er guld værd i opkogte situationer. Men spørgsmålet er hvor han har den viden og kampdygtighed fra? I Offer 2117 som er det ottende bind i Afdeling Q får vi svaret. Assad vil komme på en række svære opgaver der skal løses undervejs mens uret tikker! Alle bøgerne fra Afdeling Q har været utrolig spændende og Offer 2117 er en bog, som ikke må misses! De fleste af filmene er filmatiseret men vi kan anbefale at læse bogen i stedet eller som supplement, da de er utrolig spændende og virkelig sætter tankerne i gang. Jussi Adler-Olsen er derudover en fantastisk krimiforfatter og forstår virkelig at gøre Afdeling Q og dets ansatte til noget man forener sig med og holder vældig meget af. Derfor er Offer 2117 som bog også blevet til, så vi kan lære endnu mere om Assad.
Den dramatiske historie om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel i 398 dage hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, fortalt af den prisvindende forfatter Puk Damsgård. Beretningen er et lille stykke danmarkshistorie midt i verdenshistorien. I samarbejde med Daniel Rye, hans familie og andre med nært kendskab til historien fortæller DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård her for første gang om den danske fotografs kidnapning. Om de 13 måneder i fangenskab og det nu verdensberømte Islamisk Stat-fængsel i den syriske by Raqqa, hvor 24 vestlige gidsler sad under kontrol af deres fangevogter, briten bedst kendt som Jihadi John. Daniel Rye var det sidste gidsel, der forlod fængslet i live i juni 2014. Herefter begyndte IS at dræbe de tilbageværende vestlige gidsler – Daniels medfanger. En af dem var den amerikanske journalist James Foley, som også var blevet Daniels ven. Den danske fotograf overbragte det sidste rørende brev til James Foleys familie, da han blev løsladt. Puk Damsgård går også helt tæt på islamisk Stat og skildrer gennem interview med et tidligere IS-medlem terrororganisationen, der på kort tid er vokset til at være en regulær hær, som har erobret landområder og større byer, de administrerer som en stat i staten. Hun prøver at finde svar på, hvilken betydning Islamisk Stat har for udviklingen i Syrien og Irak, hvor Danmark deltager i krigen mod IS. Samt ikke mindst hvorfor Daniel Rye og andre gidsler blev forhandlet fri, mens andre aldrig kom hjem. Ser du månen, Daniel giver et sjældent indblik i, hvordan mennesker overlever tortur, skaber venskaber og bevarer håbet under ekstreme forhold – og hvordan familien derhjemme håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem. Om forfatteren: Puk Damsgård (f. 1978) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har siden 2011 været DR's mellemøstkorrespondent – i dag med base i Kairo. Hun har skrevet bøgerne De Renes Land (2009), Ulvehjerter (2011), bestselleren Hvor solen græder (2014) og senest bestselleren Ser du månen, Daniel (2015), der fortæller den gribende historie om den danske freelancefotograf Daniel Rye, der i 398 dage sad som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien. Bogen, der har i månedsvis har ligget i toppen på de danske bestsellerlister, udkommer snart i yderligere ni lande – og Puk Damsgård har for bl.a. Ser du månen, Daniel modtaget dansk journalistiks fornemmeste hæderspris, Cavlingprisen 2015. Puk Damsgård har derudover vundet talrige andre priser for sit arbejde, deriblandt Læsernes Bogpris 2015 og Publicistklubbens Fortællerpris (2015).
Ny, revideret udgave af alle danske fuglekiggeres foretrukne felthåndbog. Der er i denne 3. danske udgave af Fugle i felten foretaget en række rettelser og opdateringer samt ajourføring af forekomstkoder, så de svarer til status i Danmark ved udgangen af 2003. Fugle i felten omfatter samtlige ca. 850 arter, som kan ses i Danmark, det øvrige Europa, Nordafrika og dele af Mellemøsten. Bogen er indbundet i slidstærkt og bøjeligt flexi-cover.
I "Jerusalem" får du et glimt ind i et skatkammer af opskrifter - både det helt traditionelle middelhavskøkken og moderne versioner af kendte klassiskere, lokale specialiteter og nye retter inspireret af byens alsidighed. Fx opskrifter på falafel, tabouleh, risotto og shawarma, men du finder også et hav af spændende, eksostiske salater, lam i mange versioner, brød og desserter. I alt over 100 opskrifter. Bogen er smukt illustreret med fotos, både af den delikate og indbydende mad samt stemninger fra det farverige Jerusalem. Vennerne - den jødiske Ottolenghi og den palæstinensiske Tamimi - skriver med stor passion og kærlighed om begges hjemby: det spraglede, mangfoldige og internationale Jerusalem. Bogen er en rejse ind i byen og dens rige og varierede køkken, dens smage og dufte. Yotam Ottolenghi: Kok og madskribent for bl.a. The Guardian. Flyttede i 1997 til London, arbejdede på forsk. toprestauranter og ejer i dag en kæde af restauranter og butikker under eget navn.Sami Tamimi: Kok og inspirator og højre hånd i Ottolenghis firma. Denne e-bog er udgivet i fixed layout. Læs mere på www.lrdigital.dk/guide/
På sin første rejse til det krigshærgede Yemen møder Puk Damsgård en kvindelig læge, og et venskab opstår. Den oprørske Shifa har lakeret sine negle blå – og planlægger en hemmelig flugt.Mødet bliver begyndelsen på en lang rejse fra Kairo, hvor gadehundene galoperer efter spøgelser, mod Yemens isolerede kaffebjerge og ørkener. Puk Damsgård sejler 4.800 sømil med containerskibet Titan og kører 3.600 kilometer på tværs af Yemen. Med sig har hun dagbogsoptegnelser fra en kongelig dansk ekspedition, der i 1700-tallet drog på opdagelsesrejse til landet, som blev kaldt Det lykkelige Arabien.Arabica er Puk Damsgårds personlige rejseberetning om at være grænsegænger i sit eget liv. En sanselig fortælling i konstant bevægelse gennem Mellemøsten, hvor hun har boet i næsten et årti. Et eventyr om at overgive sig til tilfældet og knytte bånd på tværs af frontlinjer og fjendebilleder.
Fem kvinder mødes i en have uden for Teheran. Langt fra samfundet og familiens bånd finder de en ny start. Men hvad har en rig enke, en ung prostitueret, to gammeljomfruer og en skolelærer, der gerne vil være et træ, egentlig til fælles? I Kvinder uden mænd skildrer Shahrnush Parsipur fem kvinder i et samfund domineret af mænd – deres liv, deres drømme og deres håb – og fortæller undervejs en poetisk og magisk historie om kærlighed, undertrykkelse og frihed i 1950’ernes Iran. Udkommer i Gyldendals SKALA-serien for genopdagede mesterværker fra det 20. århundrede. “Parsipur er en modig, talentfuld kvinde og frem for alt en stor forfatter.” - Marjane Satrapi, forfatteren bag Persepolis
Med sine meget succesfulde restauranter og bestselleren Ottolenghi: The Cookbook har Yotam Ottolenghi etableret sig som et af de mest interessante talenter i verden inden for madlavning og som madskribent. Denne eksklusive samling af vegetaropskrifter indeholder 120 originale retter, hvoraf mange i første omgang blev udviklet til New Vegetarian-klummen i magasinet The Guardian Weekend.Yotams madinspiration stammer fra hans middelhavsbaggrund og hans kompromisløse kærlighed til ingredienserne. Selv om han ikke selv er vegetar, er hans tilgang til vegetarkøkkenet aldeles original og innovativ og baseret på stærke og friske smagskombinationer. Bogen er inddelt i afsnit tilegnet grønt, auberginer, kål, ris og kornprodukter, pasta og bælgfrugter, rodfrugter, squash, løg, frugt, svampe og tomater, og bredden i farver, smagsvarianter og teksturer er usædvanlig.Fuld af inspirerende opskrifter og illustrereret af Jonathan Lovekins farverige madfotos er Plenty et must-have hos såvel kødspisere og vegetarer.Denne e-bog er udgivet i fixed layout. Læs mere på www.lrdigital.dk/guide/
En poetisk og livsbekræftende fortælling om tilværelsens skrøbelighed. Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er som det var, men Pierre genoptager at spille skak med sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef, og går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd. Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters liv. Zara rejser rundt i verden som kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemarier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem kristendom og islam.? Stillet overfor dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet. Anne-cathrine Riebnitzsky Født og opvokset på Fyn, og uddannet fra Forfatterskolen i København. Sprogofficer, forfatter og foredragsholder. Hun modtog De Gyldne Laurbær for romanen Forbandede yngel 2013.
Nour levede et sorgløst storbyliv i Damaskus. Hun kørte på arbejde i egen bil og drak cocktails med veninderne, indtil syrerne i 2011 begyndte deres oprør mod præsident Bashar al-Assad. Revolutionen forvandlede Syrien til et land i borgerkrig og forandrede Nours liv for altid. Hvor solen græder er Puk Damsgårds på én gang gribende og rædselsvækkende fortælling om at kæmpe for frihed og forfølge sin revolutionsforelskelse på trods, men også om, hvad der sker, når kampen for at holde sig i live overskygger længslen efter demokrati. Puk Damsgård er den danske journalist, der har rejst mest i Syrien. Bogen er hendes personlige beretning om at blive smuglet over grænsen for at rapportere fra et land i opløsning og om mennesker, hvis liv er i en permanent undtagelsestilstand. Vi møder blandt andre den heroiske og lattermilde læge Dr. Kassem og den unge Mohannad, der modvilligt er draget i krig, mens han drømmer om at blive gift med sin elskede. Men først og fremmest følger bogen storbykvinden Nour, der i en frihedsrus engagerer sig i det syriske oprør, som ender med at blive hendes livs mareridt.Hvor solen græder tager læseren med på en sjælden rejse ind bagfrontlinjerne i en krig, hvor mere end 150.000 mennesker er blevet dræbt, og millioner er sendt på flugt.Om forfatteren:Puk Damsgård, f. 1978, er uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Hun har siden juli 2011 været DR's mellemøstkorrespondent med base i Beirut og nu Kairo.Tidligere har hun skrevet bøgerne "De Renes Land" (JP's Forlag, 2009) og "Ulvehjerter" (Politikens Forlag, 2011). Puk Damsgård har modtaget flere priser for sit arbejde, bl.a. journalistprisen fra Den Berlingske Fond og i december 2012 var hun nomineret til Cavling-prisen for sin dækning af krigen i Syrien.
Puk Damsgård har flyttet sit skriveværksted til fronten i Mosul i Irak for at skildre krigen og dens skæbner på tæt hold. Den ni måneder lange offensiv mod terrororganisationen Islamisk Stat var den mest omfattende militæroperation i landet, siden den amerikansk-ledede invasion i 2003 – og foregik i den største by, IS nogensinde har kontrolleret. I Den sorte kat i Mosul fortæller hun en række gribende menneskehistorier fra et land, hvor borgerkrig, militser og terrorgrupper siden den amerikansk ledede invasion i 2003 og senere Irak-krigen har sat dagsordenen for millioner af irakere. De seneste år har de forsøgt at opretholde en form for hverdag under terrororganisationen Islamisk Stats kontrol. Med en nærværende og personlig stemme sætter hun ord på, hvad der sker med et land, hvor alle sjæle er til salg i en konstant overlevelseskamp. Hvor tillid bliver ædt op af korruption og krig. Men hun skildrer også de usynlige hverdagsrevolutioner og de mennesker, der søger lyset snarere end løber efter døden. Over en længere periode har Puk Damsgård opholdt sig med en gruppe irakiske soldater for at komme helt ind bag krigens facade. I bogen portrætterer hun blandt andet en ung mands rejse fra tiden efter invasionen, hvor han mistede sine venner i et selvmordsbombeangreb, til den dag han selv tager hævn over fjenden. Hun beskriver en families skæbne under IS herredømme i Mosul og en kunstners fund af en hemmelig violin mellem pistoler og militæruniformer i IS-basaren. Og så jagter hun en sort huskat i Mosuls murbrokker. Endelig tråder Puk Damsgård sin egen historie med Irak, der går langt tilbage. Hun var kun 24 år gammel, da hun i 2003 besøgte Bagdad for første gang og landede midt i en konflikt, der fik betydning for hendes ønske om at dække Mellemøsten. Den sorte kat i Mosul er en fortælling fuld af overraskelser, modsætninger – og mest af alt et vidnesbyrd om menneskets kraft. Om forfatteren Puk Damsgård (f. 1978) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har siden 2011 været DR's mellemøstkorrespondent. Hun har skrevet bøgerne De Renes Land (2009), Ulvehjerter (2011), samt bestsellerne Hvor solen græder (2014) og Ser du månen, Daniel (2015). For sidstnævnte modtog hun blandt andet dansk journalistiks fornemmeste hæderspris, Cavlingprisen 2015 samt Dansk Institut mod Torturs Dignity pris 2016. Hun har derudover vundet talrige andre priser for sit arbejde, deriblandt Læsernes Bogpris 2015 og Publicistklubbens Fortællerpris 2015. Ser du månen, Daniel er indtil solgt til 18 lande og er udkommet i blandt andet USA, Sverige, Japan og Holland.
Han blev svigtet af sit land og af sin far.Han svor ikke at se sig tilbage.Nu har Danmark brug for ham.For kontreadmiral Richard Cortzen startede og sluttede alting med fædrelandet. Det koncept siger imidlertid ikke hans søn, Tom, noget. Han har efter en traumatisk oplevelse som jægersoldat i Irak vendt både sin far og sit fædreland ryggen.Da faren dør, og Tom må haste hjem til begravelsen, sker der imidlertid noget. En gammel soldaterkammerat prikker ham på skulderen: Danmark har brug for Tom.Splittet mellem faderens livslange kamp for Gud, konge og fædreland og sin egen individualistiske ideologi bliver Tom sendt ud i nationens tjeneste. En iransk topprogrammør er blevet dræbt i Dubai og hans danske kæreste er forsvundet. Sagen berører egentlig ikke Danmarks sikkerhed, hvis ikke det var, fordi FE’s udsendte i Mellemøsten, som var Toms gode ven, også er blevet myrdet.KONGETRO er en vild historie om magtmisbrug, konspiration og nationalisme i en verden, hvor landegrænserne i stigende grad trækkes hårdere og hårdere op.
Muhammad er Islams profet, han er central i en verdensreligion og i den debat, der præger vores samtid. Han er også verdenskultur: Muhammad (o. 570-632) har formet historien, men den har også formet ham. Ligesom Jesus har profeten en lang fortolkningshistorie, og de historiske udviklinger har gjort ham til den, han er i dag. Professor i islamiske studier Jakob Skovgaard-Petersen indleder sin bog med en fremstilling af, hvad der vides om den historiske Muhammad, centreret omkring de centrale begivenheder i hans liv og karriere, og derpå tages læseren med gennem en fortælling om Muhammad fra tiden efter hans død til i dag. I en række kronologiske og tematiske kapitler skriver Jakob Skovgaard-Petersen en nuanceret, levende og vidtfavnende historie frem om profeten og den måde, enhver tid har set sine idealer og ideer legemliggjort i Muhammad.
Bogen dækker Tel Aviv og Jaffa, Jerusalem og omegn, Haifa og Nordkysten, Galilæa og Golanhøjderne, Det Døde Hav, Negev-ørkenen og Eilat samt Vestbredden med særligfokus på Ramallah. Vi giver indblik i dagligdagen i Israel og Palæstina og forklarer politiske og religiøse problemstillinger. En række artikler går bag om kunst og kultur, mad og drikke, historie, natur og geografi. Desuden er bogen rigt illustreret med fotos og kort .
Den berømte digter Manash Ishmail er under sin flugt fra Iran til Danmark blevet adskilt fra sin kone Amina, der nu er som sunket i jorden, og han beder Globalts London-korrespondent Nora Sand om hjælp. Jagten på Amina sender Nora til skjulte steder, hvor illegale flygtninge gemmer sig i evig frygt for myndighederne. Nora bliver til fare for sig selv, kastet ind i en verden, hvor nogle menneskeliv er meget mindre værd end andre. Den blå digters kone er andet bind i Lone Theils’ krimi-serie om Nora Sand, der begyndte med "Pigerne fra Englandsbåden" og er solgt til udgivelse i 14 lande..
Aydin Soei er en af Danmarks mest vidende stemmer, når det handler om unge fra etniske minoriteter, social arv og unge i udsatte boligområder. Det er problemstillinger, Soei tidligere har skrevet om i bøger og indlæg i den danske presse. Men med denne nye bog er det hans egen og hans forældres historie, han fortæller. ”Hvis det ikke var for mine forældres rejse til Danmark og den nye eksiltilværelses forgrenede veje, ville drabet ikke have fundet sted. Uden min fars mislykkede liv i eksil som en del af ligningen, giver hans forbitrelse og hans søns forsøg på at forsone sig med hadet og fortiden ingen mening. Hvis mine forældre havde valgt et andet land som deres eksil, ville jeg være et andet menneske.” Fortællingen veksler mellem beskrivelser af forældrenes flugt fra Iran via Sovjet til den københavnske vestegn. Aydin Soei fortæller om sin opvækst i Avedøre, hans fars tiltagende voldelige adfærd over for sin familie – og det mord, han ender med at begå på en anden iransk mand, hvis søn var forfatterens klassekammerat. Forsoning er en helt igennem autentisk biografisk-dokumentarisk fortælling. Den giver et billede af en helt særlig periode i Danmarkshistorien set fra et barneperspektiv. Om en barndom i de store flygtningeår i midten af 1980’erne, hvor mange nyankomne drenge som Aydin Soei forsøgte at vinde status på gaden og i skolegården – på godt og ondt. Et hovedtema er forfatterens forsøg på at håndtere den vrede og den skyld, som hans far har givet videre til ham. Aydin Soei er 33 år og bosat på Nørrebro. Han er bachelor i journalistik, sociolog og har tidligere skrevet de anmelderroste bøger Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra og Vrede unge mænd.
Sigrid udstationeres i Damaskus for en skandinavisk telegigant i håb om at hjælpe demokratiet på vej i Syrien og efterlader mand og barn i Danmark. Året er 2011, og det arabiske forår spirer. Da regimet tager brutale midler i brug for at slå oprøret ned, siger Sigrid ja til en ikke ufarlig opgave for den danske efterretningstjeneste.I Syrien møder Sigrid samtidig ungdomsveninden Reem, efter en dramatisk begivenhed skilte dem ad i studieårene i København. Nu genforenes de endelig i Damaskus, hvor jasmintræerne blomstrer om kap med håbet om politiske reformer. Men Reem viser sig at stå på den modsatte side i konflikten. Hun leder et sikkerhedsfirma og har tætte bånd til regeringen.Mens Sigrid prøver at gøre det rigtige, fører hun både sig selv og dem, hun elsker, ind i en livsfarlig konspiration og må spørge sig selv: Hvem er ven, og hvem er fjende?Damaskus er en spændingsroman om venskab og forræderi, om kærlighed og krigsforbrydelser og om, hvor forbandet svært det er at være et godt menneske i mødet med ondskab.
I 1979 væltede Ayatollah Khomeini 2.500 års persisk kongedømme og ændrede verdenshistorien. I dag er Iran den vigtigste spiller i et Mellemøsten splittet mellem Iran på den ene side og USA, Saudi-Arabien og Israel på den anden – et magtspil, der også har konsekvenser for Danmark. Men det er også i Iran, man finder kimen til en anderledes fremtid blandt de iranske unge, kvinderne, kunstnerne og de demokratiske kræfter, der har fået nok af konflikt og undertrykkelse. Rasmus Chr. Elling tager os dybt ind i et samfund fyldt med modsætninger. Her sætter han nutidens hændelser i historisk kontekst -fra det fallerede iranske imperiums smertefulde møde med vesten i 1800-tallet til Mellemøstens første demokratiske omvæltning i 1905 efterfulgt af et diktatur med lynmodernisering på agendaen. Elling forklarer os, hvordan olien og et CIA-kup i 1951 ændrede Irans skæbne, hvordan den Kolde Krig gav shahen storhedsvanvid, og hvorfor en folkelig opstand i 1979 blev kuppet af et islamistisk diktatur. Men han forklarer også, hvorfor og hvordan iranerne fortsat kæmper for frihed, demokrati og dialog med Vesten. Således viser bogen, hvordan Iran trods revolution, otte års blodig krig med Irak, international isolation og et autoritært styre alligevel på forunderlig vis er et dynamisk land i rivende udvikling: Et samfund af 80 millioner iranere, størstedelen af dem unge, mange af dem ikke-religiøse og med millioner af højtuddannede kvinder, der under hverdagens slør er i gang med et stille, men sikkert oprør mod undertrykkende traditioner. Bogen gør læseren i stand til at forstå Iran som på én gang helt unik, med sit aparte religiøst-politiske system; og som ganske normalt, med sine helt almindelige problemstillinger: En velfærdsstat under pres, store økonomiske potentialer og en befolkning, der kræver flere muligheder i livet. For første gang nogensinde på dansk præsenterer denne bog læseren for Irans moderne historie. Med inddragelse af kilder på persisk og med forankring i mere end 20 års forskning og feltarbejde i Iran fortæller Rasmus Chr. Elling historien om, hvordan det moderne Iran blev til – og hvordan Iran er med til at skabe vores samtid. Med denne bog får danskere nu chancen for at komme helt ind under huden på en del af verden, der på én gang er i konstant fokus – og stort set ukendt.
"Profetens bog" er en samlet udgave af klassikerne "Profeten" og "Profetens have". I "Profeten" er Profeten Almustafa på vej væk fra den lands by, hvor han har opholdt sig tolv år. Før han stiger om bord på det skib, der skal føre ham hjem til hans fødeø, taler han til folket om livet mellem fødsel og død; kærlighed, ægteskab, børn, glæde og sorg, forbrydelse og straf, religion og død. I "Profetens have" vender den oplyste Profet Almustafa hjem til sin fødeø efter sit lange fravær. Han samler ni disciple, og i korte kapitler belærer han sine disciple og lokalbefolkningen om livets sande mening og om det at være menneske.
Bogen dækker Forenede Arabiske Emirater (herunder Dubai og Abu Dhabi), Qatar med Doha og Omanmed Muscat. Bogen giver et indblik i dagligdagen på Arabiske Halvø og forklarer politiske og kulturelle problemstillinger. En række artikler går bag om landenes historie, kunst og kultur, mad og drikke. Desuden er guiden rigt illustreret med fotos og kort.
Mens første verdenskrig smadrer familier, ødelægger venskaber og slår elskende ihjel, rejser en ung palæstinensisk medicinstuderende ud for at finde sig selv. Midhat Kamal bevæger sig gennem en splittet verden, fra Mellemøstens omskiftelige politiske klima til fine saloner i Montpellier og et Paris i rivende udvikling. Det er en verden, hvor alt er skrøbeligt: Kærlighed bliver til tab, venner bliver fjender, mens alle søger efter et sted at høre til. I Pariseren samler Isabella Hammad et væld af tråde fra en fragmenteret tid i verdenshistorien til en nuanceret og medrivende episk saga om det tyvende århundredes turbulente begyndelse, den palæstinensiske uafhængighedskamp og udsigten til endnu en verdenskrig. En inderligt menneskelig fortælling.
Eleverne på den eksklusive privatskole i Schweiz hvisker om den smukke pige med det ravnsorte hår, som hver dag ankommer i en bilkortege som et andet statsoverhoved. Hvem er hun, den nye pige? De fleste har hende mistænkt for at være datter af en rig, international forretningsmand, men sandheden er, at hendes far er Khalid bin Mohammed, Saudi-Arabiens berygtede kronprins. Manden som engang blev beundret for sine modige socialreformer og religiøse opblødning, men som nu menes at have spillet en aktiv rolle i mordet på en systemkritisk journalist. Da kronprinsens eneste barn bliver brutalt kidnappet, er der kun en mand, han stoler på, kan hjælpe, inden det er for sent: Gabriel Allon, den legendariske chef for den israelske efterretningstjeneste. Allon har brugt størstedelen af sit liv på at bekæmpe terrorister, herunder også de blodtørstige jihadister, som er finansieret af Saudi-Arabien, men Khalid har sværget at sikre en endelig opløsning af forbindelsen mellem kongeriget og radikal islam, og det er alene af den grund, at Allon samarbejder med ham. Nu står de som allierede i en fælles – og hemmelig – dødelig kamp om magten i Mellemøsten. Et barns liv – og den saudiarabiske trone – er på spil, og fjenderne står i kø efter begge mænd.
DANSKE EVENTYR I IRAN fortæller historien om Iran via de danskere, der i tidernes løb er rejst til landet for at prøve lykken. Ét eventyr handler om danskeres imponerende jernbanebyggeri i de iranske bjerge i 1930’erne. Det regnes stadig for en af de største ingeniørpræstationer i dansk erhvervslivs historie. Et andet eventyr handler om eksporten af fetaost, der antog så enormt et omfang, at den endte i Guinness Rekordbog. Carsten Niebuhrs ”store arabiske ekspedition” i 1761, der bragte ham til Persien i 1765, udgør det ældste eventyr. De danske eventyr i Iran rummer både store succeser og katastrofale fiaskoer. Alt sammen fortalt i et medrivende sprog og baseret på over 100 interviews med danskere, der har prøvet lykken i Iran. Bogen indeholder desuden et væld af flotte og aldrig før publicerede billeder. Den henvender sig både til eventyrlystne læsere, der aldrig har været i Iran før, og til erhvervsfolk og herboende iranere, som vil vide mere om de tætte historiske bånd mellem Danmark og Iran.
Arn er 27 år og allerede en æret veteran blandt tempelridderne. Meget har han lært i de ti år, der er gået, siden han red fra Arnäs for at gøre bod som Kristi stridsmand i Det Hellige Land. Nu sidder han som borgherre i Gaza med den opgave at opretholde lov og orden i området. Hjemme er Arns ungdomskærlighed, Cecilia, til straf for deres elskov blevet anbragt i Gudhem Kloster, hvor den strenge Moder Rikissa hersker, og uden for klostrets lukkede verden strides de sverkerske og erikske ætter. Tempelridderen er 2. bind i Jan Guillous romanserie fra korstogstiden. »Tempelridderen"" er på samme tid spændende som en gammeldags ridderroman og klog på både politik, historie og religion.« - Ekstra Bladet »Fint og formidabelt researchet og med et stædigt drive om at fortælle en god historie med et fast anker i det historiske.« - Politiken Indeholder efterord af Jan Guillou og Peter Flinth, instruktøren af filmene om Arn, samt en beskrivelse af bogens lokaliteter. Omslag ved: Boström, Aavatsmark, Utgren og Wistbacka
I 2008 ringer talibanere til den danske bataljon i Helmand og laver telefonfis. I 2021 fejrer de sig selv som sejrherrer med selfies i Kabuls præsidentpalads. Desperate mænd forsøger forgæves at klamre sig til amerikanske militærfly, før de endegyldigt letter fra afghansk jord. Kvinder fikseres til køkkentaburetten, og piger må fortsætte deres undervisning i hemmelige hjemmeskoler. Taliban er blevet fremtiden, og Puk Damsgård må skrive igen. Hun rejser ad ringvejen Highway 1, der ved indvielsen blev udråbt som vejen til velstand, men som i krigsårene forvandlede sig til Helvedes hovedvej. Et monument over Vestens deroute i Afghanistan, hvor avancerede hære led samme skæbne som dragen Shamar i pashtunernes kærlighedsmyte.Drageland er en mosaik af forfatterens knap tyve års dækning af landet og NATO’s største fiasko. En flerstemmig epilog fra en krigsmartret nation og danske soldaters endestation. En personlig fortælling om afghanernes liv under de nye, gamle magthavere. Om kvinders insisteren på at blive set og hørt og om hellige krigere, der nu sidder på kontorstole. Nogle kun med et enkelt øje tilbage.Hvad ser de? Hvad så vi?
Jan Guillous romaner om Arn Magnusson hører til en af de helt store successer. Nu genudgives Vejen til Jerusalem i en illustreret udgave. Den oprindelige romantekst flettes sammen med op imod 200 fotografier og illustrationer i farve, forestillende de steder, hvor bogen foregår, og genstande fra den tid, hvor handlingen udspiller sig. Nye fotografier fra Västergötlands fortryllende landskab blandes med gamle illustrationer og billeder af ting fra historiske samlinger. En fantastisk roman får nu en flot visuel indpakning.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.