Antikke græske og romerske sagn

Immer wieder kommt es in Homers Ilias zu impliziten Interaktionen zwischen dem Erzähler und seinen Figuren. Die vorliegende Monographie untersucht diese Interaktionen als ,Metalepsen' (Überschreitungen zwischen Erzählebenen), welche dem Epos eine immanente Dialogizität verleihen. An zahlreichen Einzelanalysen wird gezeigt, wie Metalepsen maßgeblich den homerischen Erzählstil prägen und wie sie den Deutungsspielraum ganzer Passagen erweitern. Dabei wird deutlich, dass metaleptische Interaktivität eine scheinbare Unmittelbarkeit und Nähe zwischen dem Erzähler und seinen Figuren (besonders Achill) erzeugt. Auf ganz unterschiedliche Weisen nehmen Erzähler und Figuren in ihren Reden aufeinander Bezug, etwa indem der Erzähler einer Figur widerspricht oder eine Figur ein vom Erzähler verwendetes Bild aufgreift und modifiziert. So erscheinen die homerischen Figuren weniger als Text-Erzeugnisse (als ,Produkte' des Erzählers) denn als reale Personen, mit denen der Erzähler in scheinbar direkten Austausch tritt, ja die er sich geradezu als Gesprächspartner geschaffen hat.

InhaltsverzeichnisEinleitung 1. Forschungsstand und -konsens 2. Grundelemente des antiken griechischen Theaters: Tragödie und Komödie 3. Organisation und Ablauf der Städtischen Dionysien 4. Analyse: Tragödie und Komödie 5. Analyse: Organisation und Ablauf der Städtischen Dionysien 6. Fazit Literaturverzeichnis

Demosthenes' Rede Gegen Aristokrates (or. 23) wurde für einen Paranomieprozess verfasst, in dem der Kläger ein zugunsten des im Dienste des Thrakerkönigs Kersobleptes stehenden Söldnerführers Charidemos beantragtes Dekret als gesetzwidrig zu erweisen suchte. Sie stieß bislang vornehmlich bei Alt- und Rechtshistoriker/-innen als Quelle für die Geschichte Thrakiens in der ersten Hälfte des 4. Jahrhunderts bzw. als Materialsammlung archaischer Gesetzestexte auf einiges Interesse. In der Klassischen Philologie hingegen fand sie kein großes Echo - wohl auch, weil sie ihren Leser/-innen Widerstände entgegensetzt, die ohne geeignete Hilfsmittel schwer zu überwinden sind. Mit dem vorliegenden, um Text und Übersetzung ergänzten Kommentar wird der Versuch unternommen, durch detaillierte sprachliche wie inhaltliche Erläuterungen, inklusive einer kritischen Analyse des stellenweise komplizierten Gedankengangs, den Zugang zu einer rhetorisch brillanten Rede zu erleichtern, die ein größeres Publikum verdient hat.

Die sechs Verssatiren des Aulus Persius Flaccus (34-62 n. Chr.) wirken durch den eigenwilligen Umgang des Dichters mit Metaphern und intertextuellen Bezügen sowie durch die Mischung betont anspruchsvoller poetischer Diktion mit Umgangssprache wie ein Text der Moderne (z. B. Arno Schmidts). Sie sind wie die Verssatiren des Vorgängers Horaz moralkritisch, aber die Belehrung ist auf ihre Art ironisch gefärbt und exemplifiziert Fehlverhalten durch extrem realistische Szenenbilder. Der Text, einer der schwierigsten der antiken Latinität, liegt außer in der Prosaübersetzung in W. Kißels gelehrtem Kommentar bisher nur in metrischen Verdeutschungen vor. Die neue Prosaübersetzung bemüht sich um größtmögliche Wörtlichkeit und meidet im Gegensatz zu derjenigen Kißels eine an Hexameter anklingende Rhythmisierung und klassizistische poetische Lexik der Voß-Tradition. Da die Bilingue sich an ein breiteres Publikum wendet, sind Textpassagen, die vom Wortlaut her nicht leicht verständlich sein dürften, ausführlich erläutert. Den Satiren ist die wahrscheinlich auf Sueton zurückgehende Vita des Persius beigegeben. Eine ausführliche Bibliographie verzeichnet vor allem jüngere Literatur, an welcher der Zugang der Bilingue zu Persius orientiert ist.

Zu den bereits erschienenen Bilinguen der Fabelsammlungen des Äsop, Phaedrus und Babrios treten zwei spätantike Sammlungen hinzu, deren Fabelversionen in Mittelalter und Neuzeit bekannter wurden als diejenigen der drei anderen, weil man sie im Gegensatz zu diesen kontinuierlich tradierte. Avians 42 Fabeln, in denen er aus den sonst eher kurzen Fabeltexten elegische Erzählungen nach der Art Ovids macht, wurden vom 9. bis 16. Jahrhundert über hundertmal abgeschrieben. Romulus fingiert, er ediere den "Aesopus Latinus" - in Wirklichkeit sind seine Fabeln größtenteils Prosabearbeitungen von Phaedrusfabeln, die lange Zeit verschollen waren - und galt somit als so "authentisch", dass er ein besonders reiches Nachleben hatte. Beide Sammlungen erschienen in der lateinisch-deutschen Editio princeps Heinrich Steinhöwels von 1476/77, die, in der frühen Neuzeit in 11 Sprachen übersetzt und als Druck ein Bestseller wie die Bibel, von Island bis Italien und von Mexiko bis Japan bekannt wurde. Beide Sammlungen, von denen die gesamte Fabeltradition der frühen Neuzeit in erster Linie abhängt, lagen bisher noch nicht Lateinisch-Deutsch vor. Sie ergänzen Äsop, Phaedrus und Babrios zu einer Gesamtausgabe der antiken Fabeln.

Studienarbeit aus dem Jahr 2017 im Fachbereich Germanistik - Neuere Deutsche Literatur, Note: 1,3, Ludwig-Maximilians-Universität München (Fakultät für Sprach- und Literaturwissenschaften), Veranstaltung: Amerika! Auswandererträume und Rückkehrerschicksale, Sprache: Deutsch, Abstract: Wie sehen die verschiedenen Anspielungen auf den Heraklesmythos in Gottfried Kellers "Pankraz, der Schmoller" konkret aus und welche Funktion hat der Einbezug einer solchen literarischen Vorlage in Kellers Novelle?Dafür sollen die Gemeinsamkeiten und Unterschiede zwischen Herakles und Pankraz in vergleichender Perspektive herausgearbeitet werden, um zu klären, inwiefern die Figur als Ebenbild oder als Parodie von Herakles gezeichnet wird. Anschließend werden die Ergebnisse zusammengefasst, bevor ein abschließender Blick auf die Funktion der Heraklesbezüge in Kellers Werk erfolgt.

STARK AbiturSkript Latein BayernSystematischer Leitfaden zu den prüfungsrelevanten Inhalten für das Abitur im Fach Latein am Gymnasium in Bayern: Umfassende Informationen zu den Kurshalbjahren „Vitae philosophia dux - philosophische Haltungen" (Cicero, Seneca), „Ridentem dicere verum - satirische Brechungen" (Petron, Horaz, Catull), „Nunc aurea Roma est - historische und politische Perspektiven" (Livius), „Si in Utopia fuisses mecum - staatstheoretische Entwürfe" (Cicero, de re publica) Übersichtliche Darstellung mit zentralen lateinischen Textstellen, Schaubildern und Beispielen Stilmittel und Tipps und Hinweise zur Interpretation Ideal zum Auffrischen und Wiederholen des Prüfungsstoffes kurz vor dem Abitur

Arbeitsheft Gymnasium - Latein - Caesar: Britannien-ExpeditionPassend für den Einsatz im Lektüreunterricht im Fach Latein. Ausgewählte lateinische Texte zur Britannien-Expedition bieten eine intensive Beschäftigung mit Cäsars Bellum Gallicum. Flexibel einsetzbares Arbeitsheft für die beliebte Eingangslektüre zu Cäsars Commentarii de bello Gallico - gleich im Klassensatz bestellen! Die einzelnen Texte sind in fünf Phasen aufgeteilt: Der Beginn der Britannien-Expedition, Probleme für die Römer, Das Wetter hilft den Britanniern, Die Britannier greifen erneut an, Der Erfolg römischer Taktik Optische und strukturelle Hilfen, die ab der zweiten Phase reduziert werden, unterstützen bei der syntaktischen Erschließung des Textes Zur Vorentlastung der lateinischen Texte werden abwechslungsreiche Aufgaben zu grammatikalischen Themen sowie Vokabelhilfen angeboten Vielfältige Zusatzmaterialien wie anschauliche Bilder und moderne Texte ermöglichen einen vertieften Zugang Zahlreiche Lernvideos zu grammatischen Themen einfach per QR-Code abrufbar: Ablativus absolutus, Participium coniunctum, Gerundium und Gerundiv, Komparation von Adjektiven, Konjunktive im Hauptsatz Mit herausnehmbarem LösungsheftTechnische Hinweise: Die Lernvideos sind über einen Link online abrufbar (auch als QR-Code für Tablet und Smartphone)

Denne antologi præsenterer et efter forfatterens mening relevant udvalg af oldgræske tekster til belysning af græsk religion i dens mange forskellige aspekter. Ud fra de utallige indskrifter og litterære tekster har forfatteren udvalgt udsagn om religionsudøvelsen i Grækenland fra mykensk tid til Kristi fødsel, som giver et billede af ritualer og religiøse skikke igennem århundrederne. Der er medtaget tekster fra det Gamle og det Nye Testamente, som sætter den kristne ideologi i relation til den antikke religionsforståelse. Som supplement er der tilføjet en litteraturliste til videre studier, oversigter over kalenderen, græsk historie, forfatninger, byplaner samt et leksikon over græske guder og mytologiske skikkelser og et udførligt græsk glossar.Forfatteren har nu i en årrække undervist på SDU, Odense, i propædeutisk latin og græsk samt i romersk religion og fremlægger nu en tekstsamling i græsk religion, som nogenlunde svarer til forfatterens tekstsamling om romersk religion.

Denne antologi præsenterer et efter forfatterens mening relevant udvalg af oldgræske tekster til belysning af græsk religion i dens mange forskellige aspekter. Ud fra de utallige indskrifter og litterære tekster har forfatteren udvalgt udsagn om religionsudøvelsen i Grækenland fra mykensk tid til Kristi fødsel, som giver et billede af ritualer og religiøse skikke igennem århundrederne. Der er medtaget tekster fra det Gamle og det Nye Testamente, som sætter den kristne ideologi i relation til den antikke religionsforståelse. Som supplement er der tilføjet en litteraturliste til videre studier, oversigter over kalenderen, græsk historie, forfatninger, byplaner samt et leksikon over græske guder og mytologiske skikkelser og et udførligt græsk glossar.Forfatteren har nu i en årrække undervist på SDU, Odense, i propædeutisk latin og græsk samt i romersk religion og fremlægger nu en tekstsamling i græsk religion, som nogenlunde svarer til forfatterens tekstsamling om romersk religion.

Forfatteren fremlægger her en tekstbog med oldgræske religiøse tekster til brug for religionsstuderende og andre interesserede læsere sammen med en oversigt over de vigtigste bøjningsmønstre af oldgræske ord og de mest generelle syntaktiske regler, indledt af nogle kapitler om ordklasser og sætningsanalyse generelt.

Navnet Garibaldi aftvinger respekt. Giuseppe Garibaldi har fået betegnelsen ”helten af de to kontinenter”, da han kæmpede i såvel Sydamerika som i Europa, primært i Italien.Han blev i 1842 gift med sin hustru Anita, som deltog aktivt i hans kampe i såvel Argentina som Italien, indtil hun døde af sygdom under kampen om den romerske republik i 1849.Hun blev født i den daværende stat Rio Grande do Sul, som i vore dage er en del af Brasilien, og hun er efter diverse vanskeligheder begravet på Gianicolo i Rom, hvor hun betragtes som en politisk helgen.Garibaldi fortsatte med afbrydelser sit virke og slog sig ned på øen Caprera nær Sardinien. Han blev født i 1807 i Genoa og døde i 1882 på Caprera og anses for den drivende kraft i samlingen af Italien. Især er han kendt for sin indsats med den del af de berømte og frygtede rødskjorter, der fik betegnelsen ”de tusinde”, og som gik i land på Sicilien ved de afgørende kampe om Italiens frihed.Også hans kaotiske privatliv, som skildres i denne bog, giver anledning til at beskæftige sig med hans historie.

»Altid skuer han og blæser og samler i sit blik og sit horn den fjerne verden vi selv slipper af syne, når vi presses ind i snævre rum af Verden, som er for meget med os. Hans horn drager os tilbage til egne bag træer og bjerge og bølger. Andre lyde, forvirrede og vekslende, dæmpes og svinder for den lange rolige kalden. Hans verden er den rigtige, den bagved, den der bærer os, også gennem gyset.«Sådan skriver Johnny Christensen (1930–2018) om Glyptotekets Triton-statue i en af teksterne i denne bog. Som professor i klassisk filologi ved Københavns Universitet i mere end 30 år var han selv draget af antikkens fjerne verden, og han formidlede levende centrale fagområder fra den verden: filosofi, filologi og sprogvidenskab.»Den fjerne verdens« betydning for vores måde at tænke, forstå og udtrykke os i dag var central for hans virke som underviser og forelæser, og den er også omdrejningspunktet for de 25 tekster i denne bog. I Fra filologens værksted drager Johnny Christensen læseren tilbage til antikken og trækker samtidig antikkens tankevirksomhed ind i nutiden og belyser dens betydning for vores tankeverden og sprog i dag.

Xenofons Græske Historie eller Hellenika fortsætter, hvor Thukydides slap, på en så abrupt måde, at hans intention om værkets plads som en fortsættelse eller tilføjelse ikke er til at tage fejl af. Vi hører om Athens nederlag til Sparta i 404, om De Tredives diktatur og de mange og hurtige omslag for de græske bystater. Xenofon deltog ligesom Thukydid selv i det politiske og militære spil, og kom på grund af sin karriere som lejesoldat til at leve det meste af sit liv i landflygtighed fra sin hjemby, Athen.Hvor både Herodot og Thukydid har erklærede mål for deres historier, nemlig at fortælle henholdsvis om Perserkrigene og den Peloponnesiske Krig, er Hellenikas mål, især i bog III-VII, nærmere at skrive samtidshistorie. Fortællingen er kronologisk fremskridende med særlig vægt på vigtige perioder som f.eks. De Tredives regimente og større slag, men den strukturerede fremstilling, der er så vigtig for Thukydids værk er fraværende. Hos Xenofon finder vi kimen til en form for historieskrivning, der kom til at dominere senere, krøniken, der ofte udmærker sig med at skifte mellem det personlige og det upersonlige, og hvor hvert enkelt bidrag står i forlængelse af, men ikke nødvendigvis i relation til, det forrige.Oversat af M. Cl. Gertz 1902 og Frederik Weilbach 1937.

Tragic Workings in Euripides’ Drama offers a substantially new theory and method for understanding Attic tragedy. Starting from anthropological insights, and drawing on Aristotle’s theory of the specific ‘tragic’ reactions of ‘shock and horror’ as well as his propositions on the ‘tragic’ violation of fundamental social values, Des Bouvrie argues that the participating community in fifth-century Greece, for instance at the Dionysia, the Athenian dramatic festival, assembled as a collective body engaging in a program of ‘prescribed sentiments.’ She identifies this program as a ‘tragic process’ that mobilized the audience into revitalizing their institutional order, the unquestionable values sustaining the oikos and preserving the polis.Des Bouvrie’s novel, not to say revolutionary, and explicitly ‘anthropological’ approach, consists in focusing primarily on the ‘tragic workings’ of Attic tragedy. While Euripides is singled out – with astute readings of Heracleidae, Andromache, Hecuba, Heracles, The Trojan Women, Iphigenia in Tauris and Iphigenia at Aulis on offer - the author’s earlier work on other Greektragedians suggests that these features were operating in the genre as such. For students and scholars interested in ancient Greek tragedy, this volume constitutes a remarkable contribution. It will significantly further studies of the tragic genre as well as stimulate new debate.

Iliaden og Odysseen er Europas ældste bevarede romaner, og nogle vil også sige de bedste. Som danskere har vi den fordel, at vi kan læse dem i en fremragende oversættelse af Christian Wilster fra 1836-37. Den blev genudgivet i 1979 og i 1984 ledsaget af Billeder til Homer, som foruden et fyldigt billedstof indeholder geografisk orientering, ordforklaringer og navneregister. Homerstudier er fjerde og afsluttende bind i dette værk. Det indeholder en række artikler om homeriske spørgsmål fra mykensk tid til det 20. århundrede e.Kr. De homeriske tekster selv er emne for artikler om Homertekstens historie og om den danske oversættelse. Flere indlæg handler om fortolkningsmæssige og kompositoriske spørgsmål, bl.a. i lyset af teorien om mundtlig komposition. Der er artikler om den materielle kultur og om religion og samfund. Desuden bringes en oversættelse af Kykols, et senantikt referat af de andre - tabte - episke digte fra den trojanske sagnkreds.

Allerførste læsning er en serie meget lette og korte historier for begynderlæsere. Sproget er præget af korte, enkle sætninger og mange gentagelser, der letter læsningen.Illustrationerne understøtter og supplerer teksten, og bidrager dermed til forståelsen af historien.Der afsluttes med små underholdende opgaver, der repeterer nogle af de vigtige ord.Ræven og kragenEndnu en skøn titel i Æsops fabler, hvor denne handler om, at den kloge narrer den mindre kloge.Ræven vil have det lækre stykke ost, som kragen har i munden. Ved smiger lykkes det ræven at få kragen til at åbne munden og tabe osten, så ræven kan få det.Lix 5,1ml = 5,1lo = 0.0lGR)

På den tid, hvor Ammonius Saccas begyndte at forelæse, var Alexandria et tilflugtssted for universel visdom. På samme tid som byen var et fristed for Østens gamle traditioner, var den også et fødested for nye lærdomme. Det var i Alexandria at Filon repræsenterede den hellenistiske jødedom; det var i Alexandria at gnosis skabte en syntese af alle traditioner fra Syrien, Kaldæa, Persien, blandet med jødedom, kristendom og endda med græsk filosofi. De alexandrinske fædres skole løftede den kristne tanke til højder den ikke senere skulle overstige, og som vakte rædsel hos de ortodokse koncilier. Clemens og Origines åbnede for nye tankevidder og fjernede sløret fra mysterier, noget som en Platon eller en Aristoteles aldrig havde kunnet forestille sig.