Bag om Pilene
To venner rejser i kano ned ad Donau-floden. De er begge erfarne opdagelsesrejsende, men da vandstanden stiger mere end normalt, tvinges de til at søge tilflugt på en isoleret ø i floden. Solen, vinden og floden synes at rumme en overnaturlig kraft, der vækker frygt hos dem begge. Men det er de tætte, vilde og truende piletræer, der får dem til at tvivle på, om det, de ser og oplever, er virkeligt. At flygte fra øen virker som den eneste fornuftige løsning, men er det overhovedet muligt at undslippe pilene, der omgiver dem?
Pilene (1907) er en af de mest indflydelsesrige fortællinger inden for moderne horror, og det er svært at undervurdere dens betydning for genrens udvikling. Værket fremstiller det overnaturlige som noget, der overstiger den menneskelige erkendelsesevne, og er derfor et tidligt eksempel på både kosmisk horror og øko-horror. Værket var også en inspiration for H.P. Lovecraft, der betragtede det som den bedste af alle overnaturlige fortællinger i engelsk litteratur:
“Blackwood’s The Willows is the greatest weird story ever written … Here art and restraint in narrative reach their very highest development, and an impression of lasting poignancy is produced without a single strained passage or a single false note.” – H.P. Lovecraft
Algernon Blackwood (1869-1951) var en engelsk journalist og forfatter, der i dag regnes for en af de vigtigste og mest indflydelsesrige stemmer inden for horror-genren i det 20. århundrede. Han var i en årrække medlem af det hemmelige selskab “The Hermetic Order of the Golden Dawn” sammen med forfatterkollegaerne Aleister Crowley, Arthur Machen og W.B. Yeats.
Vis mere