Bag om Samtaler om Shakespeare
William Shakespeares drama er en fælles fortælling for vores kultur. Hans stykker er sjove, spændende og dramatiske. Hans sprog er nyskabende og forrygende. Og man bliver altid klogere, når man ser vores verden reflekteret på hans scene.
I Samtaler om Shakespeare taler Rune Lykkeberg med skuespillere, instruktører, forskere, en oversætter, en kritiker og en minister om deres liv med Shakespeare og om, hvad der for dem er det særlige ved hans dramatik. De præsenterer ti af Shakespeares væsentligste stykker: Hvad kan de lære os om kærlighed, lyst og jalousi? Om politik og magt? I et efterskrift giver Lykkeberg sit bud på, hvordan vi kan bruge Shakespeares værker til at forstå verden af i dag.
Samtaler med: Katrine Wiedemann · Niels Brunse · James Shapiro · Birgitte Hjort Sørensen · Kaare Dybvad · Christian Dahl · Emma Smith · Jens Jørn Spottag · Anne Middelboe Christensen · Elisa Kragerup
Rune Lykkeberg har studeret filosofi og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han har tidligere udgivet de anmelderroste titler Vesten mod Vesten (2020), Alle har ret (2012) og Kampen om sandhederne (2008) og har blandt andet modtaget Georg Brandes-prisen, Berlingske Journalisters Pris og Holbergmedaljen. Rune Lykkeberg er chefredaktør på Dagbladet Information.
Vis mere