En gribende erindringsbog af Glennon Doyle med et kig ind i samfundet og dets kultur. Hun skriver om en længsel, som findes dybt i enhver kvinde; om det er at kæmpe for at være en god partner, datter, mor, medarbejder eller ven. Der er et vist håb om, at denne kamp vil give kvinden en følelse af at føle sig i live, men i stedet for efterlader det oftest kvinden træt og overvældet.
Utæmmet snakker om følsomme emner med et kraftfuldt wake-up call. Glennon Doyle fortæller os en historie om en kvinde, der lærte, at hun ikke er en ansvarlig mor, men elsker sine børn og prøver at vise, hvordan man lever livet til det fuldeste. En historie om at finde sin vej gennem en skilsmisse og derefter få en ny blandet familie. Hvordan kan vi begynde at stole nok på os selv til, at sætte de grænser, der skal til og få fred med kroppen, anerkende vreden og hjertesorgen. Det handler om at sætte de vildeste instinkter fri, så kvinden endelig kan se på sig selv og opdage, at hun er der, hvor hun har lyst til at være.
Glennon Doyle tager også emnet om forventninger til børnene, som moderskabet har i disse moderne tider, op. Først og fremmest kigger hun på de tidligere årtier, hvor der har været forskellige forventninger til moderskabet, og hvordan det har ændret sig. Hun snakker om de her memoer, som mødre får med efter de forlader hospitalet med deres børn, og memoer fungere som en slags analogi for disse 3 forskellige tiders forventninger til mødre. En utrolig fremragende bog.
Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
