Bag om Skoleledelse og læringsmiljø
Fællesskaber, trivsel og elevernes interaktion med omgivelserne i skolen
skaber de bedste betingelser for god læring. Forskning viser, at systematisk arbejde med læringsmiljøet på skolen giver resultater for elevernes læringsudbytte, socialt og fagligt. Dette arbejde har de bedste betingelser, hvis skolelederen sætter sig i spidsen for udvikling af skolens kultur, læringsmiljø og kommunikation.
Læringsmiljøet er centralt for at forstå elevernes læringsresultater
og situation i skolen. Det er ikke kun undervisningen, der er central for læringsudbyttet, men også det klima eller miljø for læring som eksisterer på den enkelte skole. I læringsmiljøet finder vi værdier, holdninger, opfattelser og prioriteringer i skolen.
Skolelederen kan betragtes som en bærer af skolens kultur og læringsmiljø og former gennem denne rolle de vigtige rammer, inden for hvilke skolen skal udvikle sig. Rummelighed i undervisningen og elevernes tilegnelse af faglig kunnen skal gå hånd i hånd. På vejen mod øget rummelighed er det en ledelsesmæssig udfordring for skolelederen
at sikre balancen mellem rummelighed i undervisningen og elevernes faglige udvikling. Denne ledelsesmæssige udfordring giver antologiens bidragydere bud på ved at stille skarpt på læringsmiljø, specialundervisning, fælles læring og brud på myten om den sociale arv.
Antologien indeholder bidrag fra Lars Qvortrup, Per B. Christensen, Pia Guttorm Andersen, Tanja Miller, Thomas Nordahl, Morten Ejrnæs, Jens Andersen, Niels Egelund og Ole Hansen.
Bogen er den første i en række temaer om implementering af LP-modellen (Læringsmiljø og Pædagogisk Analyse), www.lp-modellen.dk.
Vis mere