Bag om Landhuset
En flot illustreret bog om landhuset, skrevet af landets vel nok mest vidende mand på området. Om hvordan man istandsætter og ombygger landhuse på en måde, som er i overensstemmelse med husets oprindelige arkitektur og brug af materialer. Bogen er relevant for alle, der bor på landet, eller bare drømmer om at flytte ud. Vi får her en spændende gennemgang af både landsbyens og landhusenes udvikling fra de ældste tider til i dag, herunder de ændrede funktioner, de arkitektoniske stilarter og materialer. Der er kapitler om de forskellige typer af boliger, deres baggrund, karakteristika og indretning. Endelig giver bogen konkret rådgivning og vejledning om istandsættelse, ombygning, bygningsbevaring og reetablering, hvor de forskellige bygningsdele gennemgås systematisk, lige fra bindingsværkshuse med stråtag til murede huse, træhuse, sommerhuse osv.
Søren Vadstrup er restaureringsarkitekt, tidl. leder af Raadvad-Centeret og forskningslektor på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Udgav i 2004 bogen Huse med sjæl og i 2014 Byhuset.
Vis mere