Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Denne bog giver et overblik over den pædagogiske filosofi ved at gennemgå en række centrale pædagogiske filosoffer, teorier, emner og begreber. Bogen gør dig i stand til at overskue forskelle og ligheder mellem forskellige teorier om opdragelse, uddannelse og undervisning.Forfatteren giver overblik over den pædagogiske filosofi ved indledningsvist at introducere til disciplinen for derefter at udbrede den i fem temaer om: Menneskelivet, herunder eksistensfilosofiske, livsfilosofiske og fænomenologiske forståelser af menneskelivet som grundlag for pædagogikken. Opdragelse, herunder det pædagogiske paradoks, der udsiger, at opdragelsen er nødvendighed, men også i sin direkte form umulig. Uddannelse og skolens opgave, herunder skolens forhold til og værdi for hhv. individet og samfundet. Livet i det moderne samfund, herunder hhv. liberalismen og kritisk teori samt deres bud på forholdet mellem individ og samfund og betydningen for dannelsestænkning. Politisk dannelse, herunder politisk dannelse.Pædagogisk filosofi – et overblik henvender sig til studerende ved lærer- og pædagoguddannelsen. kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi samt master- og kandidatuddannelser inden for uddannelsesforskning. Bogen kan også med fordel læses af professionelle inden for de pædagogiske discipliner.Pia Rose Böwadt er lektor, ph.d. ved professionshøjskolen UCC.
Tværprofessionelt samarbejde mellem socialrådgivere, pædagoger og lærere om udsatte børn og unge har længe været en vigtig del af professionel praksis. Grunduddannelserne har samtidig skærpet fokus på Det Tværprofessionelle Element, som i dag er en fast del af uddannelsen til pædagog, lærer og socialrådgiver. Denne antologi introducerer den studerende til en række teoretiske perspektiver på tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge. Begreber som tværprofessionelt samarbejde, udsathed, børneperspektiv, sporing, radikalisering og overgange behandles grundigt i bogens første del. I bogens anden del præsenterer erfarne praktikere eksempler og cases fra tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge i bl.a. boligforeninger, idrætsliv, på det kulturelle område, i det kommunale system og i en række forskellige institutionstyper. Casene repræsenterer forskellige typer af udsathed blandt børn og unge i forskellige aldersgrupper. Bogen retter sig mod Det Tværprofessionelle Element, men kan også anvendes i de øvrige moduler på uddannelserne til socialrådgiver, pædagog og lærer. Der lægges op til kobling, kritisk refleksion og diskussion mellem fagpositioner, og antologien kan derfor bidrage som en fælles reference for studerende ved de tre uddannelser. Desuden er bogen oplagt for institutioner og praktikere som oplæg til inspiration og diskussion af det tværprofessionelle samarbejde om udsathed i praksis. Med bidrag af: Line Svoldgaard Berg, Preben Bertelsen, Rasmus Just Christensen, Mogens Nygaard Christoffersen, Lars Borst Hansen, Lise Lotte Helm, Kirstine Karmsteen, Anette Boye Koch, Jens H. Lund, Mette Meisner, Alex Vejby Nielsen, Kirsten Elisa Petersen, Jan Toftegaard Støckel, Karin Ji Tøttenborg, Anne Marie Villumsen og Lise Ørskov
Køn? Altså pige eller dreng, mand eller kvinde, det er vel noget vi bare er? Ja måske, men som denne bog vil vise, så er det også noget, vi bliver og noget vi gør; noget som skabes i vores omgang med andre mennesker og inden for de rammer, som samfundet sætter. Når vi begynder at tænke over køn, lukker det op for diskussioner om identitet, definitionsmagt, tolerance samt overvejelser om, hvad det i det hele taget vil sige at blive til som menneske, og hvad det vil sige at stå i et forhold til andre mennesker. Denne bog handler om køn og pædagogik. Med udgangspunkt i forskellige praksiseksempler præsenteres en række dilemmaer i pædagogisk praksis, hvor køn er på spil, samt tre teoretiske tilgange til køn og kønsforståelser i en pædagogisk kontekst. Bogen er et bidrag til analyser af situationer fra institutionel praksis, hvor køn spiller en rolle i såvel den professionelles virke som i deltagernes, børnenes og elevernes forståelser af sig selv og af deres omgivelser. Bogens forfattere giver en indføring i kønspolitiske spørgsmål om ligestilling og rettigheder, som diskuteres i forhold til spørgsmål om etik og samfundsmæssige deltagelsesmuligheder. Gennem bogen præsenteres og diskuteres pædagogiske metoder og handlinger med fokus på emner som mangfoldighed, in- og eksklusion samt udfoldelsesmuligheder. Bogen henvender sig særligt til pædagog- og lærerstuderende, samt lærere og pædagoger, der arbejder med børn og unge, og som er optaget af at forstå køn i et pædagogisk perspektiv.
Behovet for socialpædagogisk viden i skolen er aktuelt meget stort bl.a. på grund af den nye folkeskolelov, der forpligter lærere og pædagoger til at arbejde sammen på nye måder, samt det øgede fokus på integration af flere elever i den almene undervisning. Denne bog beskriver, hvordan socialpædagogisk viden, der tidligere var målrettet elever på specialskoler, kan omsættes og anvendes i almentilbuddet.Antallet af inkluderede børn med autisme (AutismeSpektrumForstyrrelse) i folkeskolen er stigende, og mange undervisere efterlyser viden om undervisning af elever med ASF. Formålet med bogen er dels at give studerende og undervisere en grundlæggende viden om ASF i et lettilgængeligt sprog, dels at præsentere nogle konkrete redskaber til at udføre autismevenlig undervisning. En sådan hensyntagende og ressourceorienteret undervisning vil ikke alene være til gavn for børn og unge med ASF, men også for elever med andre udfordringer end ASF og for elever uden særlige udfordringer.Bogen er skrevet til pædagog- og lærerstuderende samt til uddannede lærere og pædagoger, der underviser elever med ASF i almentilbud og i specialtilbud. Derudover henvender den sig til undervisere på efterskoler, almen- og særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, produktionsskoler m.v., der underviser børn, unge og voksne med ASF.Charlotte Ryhl er autoriseret psykolog, der som selvstændig psykolog og ejer af firmaet Autismeviden yder supervision, rådgivning og terapi. Hun er desuden ansat ved Børnehus Sjælland i Næstved og som ekstern lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet.
Situeret læring, Jean Lave og Etienne Wengers klassiker fra 1991, foreligger nu omsider på dansk. Bogen har i mange år været flittigt brugt i det pædagogiske miljø i Danmark i forbindelse med forskning i og diskussioner om læring og læreprocesser. De to forfattere redegør i bogen for deres forskning, der har bidraget til at flytte fokus fra den traditionelle opfattelse af læring som en individuel, intellektuel proces, der bygger på undervisning, til det sociale aspekt af læring – læring som en proces, der foregår i samspil med andre mennesker i et praksisfællesskab. ¨I bogen refereres der til forskningsresultater fra så forskellige miljøer som skræddermestre i Liberia og disses videregiven af håndværksmæssige færdigheder til deres lærlinge, oplæring af kvartermestre i den amerikanske marine, slagterlærlinge i praktik i supermarkeder, Anonyme Alkoholikeres modtagelse af nyankomne og servitricers læreprocesser i praksis. Bogen rummer de to forfatteres teoretiske overvejelser over sammenhænge mellem mesterlære, individuel læring og udvikling af identitet. Den danske udgave af Situeret læring er i forhold til originaludgaven udvidet med følgende tekster: Introducerende forord af Steinar Kvale, professor ved Psykologisk Institut i Aarhus Artikel om mesterlære af Jean Lave. To kapitler om læring fra Etienne Wengers bog Communities of Practice Artikel om Kalundborgegnens Produktionsskole af Jean Lave Interview med Jean Lave om antropologisk forskning af Steinar Kvale. Jean Lave er professor i pædagogik ved University of California i Berkeley. Etienne Wenger arbejder som selvstændig forsker, konsulent, forfatter og foredragsholder. De har begge besøgt Danmark flere gange. Bogen er oversat fra amerikansk efter Situated Learning af Bjørn Nake.
”Hold din kæft!” ”Det rager ikke dig!” ”Fuck dig, din bøsserøv!” Reaktioner som disse er ikke ualmindelige, hvis man som professionel, forstående voksen – fx lærer, pædagog eller behandler – forsøger at hjælpe ”vanskelige” børn eller unge i konfliktfyldte og svære situationer. Afvist på denne måde kan det være svært at komme i dialog med barnet, så der åbnes for samtale, udvikling og nye muligheder. Jørgen Riber, der både har en praktisk baggrund som erfaren behandler og en teoretisk uddannelse inden for systemisk-narrativ metode, viser i denne bog, hvordan det trods alt kan lade sig gøre. Den afvisende, vrede eller mutte attitude er ofte barnets eller den unges måde at beskytte sig på mod en fjendtlig og uforstående omverden, der allerede har tilføjet det mange nederlag. Det, barnet har brug for, er at blive anerkendt som den person, det er. Det er den voksnes ansvar at se, lytte til og forstå barnet og dets præmisser for at handle, som det gør - men derudover er man også nødt til at forstyrre det negative selvbillede, barnet har opbygget af sig selv på baggrund af sine negative erfaringer derhjemme eller i skolen. Forstået og forstyrret giver en gennemgang af systemisk-narrativ teori og metode og viser gennem en lang række cases og eksempler, hvordan man gennem sprogligt åbnende samtaler kan få kommunikationen mellem barnet og den voksne til at flyde, så der åbnes for mulighe
En introduktion til klassisk græsk, som det læses i gymnasiet og i anden begynderundervisning ved overgangen til det 21. århundrede.Til forskel fra tidligere begynderbøger har PROLOGOS meget få konstruerede tekststykker. Erfaringer fra de sidste år latinundervisning har vist, at jo før man begynder på originaltekster, des mere tid får man til at arbejde med det, som må være det egentlige mål for studiet af de gamle sprog i gymnasiet: samspillet mellem sproglig kompetence og et solidt kendskab til den græske kultur.PROLOGOS består af to dele:1. Et indledende afsnit, hvor de allernødvendigste forudsætninger indlæres ved original og konstrueret tekst, øvelser og repetitioner.2. En præsentation af forskellige litterære genrer ved kortere og længere prøver.Ingen af ""hovednumrene"" i græskpensum er taget med; dem kan man læse i de eksisterende tekstudgaver. Tekstprøverne er tænkt som appetitvækkere og introduktioner til forskellige genrer og dialekter. Denne opbygning gør det muligt at forlade PROLOGOS og vende tilbage senere, når en ny forfatter skal introduceres.Alle grammatiske henvisninger er til BASIS, og det er tanken at de to bøger skal følge hinanden fra første græsktime. Glosseringen er gennem hele bogen meget rigelig - i de første stykker fuldstændig og alfabetisk - og er placeret ved siden af teksten.I andet oplag er der rettet trykfejl, og sine steder er der tilføjet en glose og en henvisning til BASIS.Christian Gorm Tortzen er cand.mag. i græsk og latin og underviser på Helsingør Gymnasium samt på Institut for Græsk og Latin på Københavns Universitet.
Hvad skal eleverne undervises i? Hvordan lærer de bedst og mest? Et bevidst forhold til den slags spørgsmål forudsætter solid indsigt i hvad kundskaber, læring og undervisning egentlig er. Hilde Hiim og Else Hippe står for didaktisk helhedstænkning og udfordrer læseren til at finde sit eget kritisk-pædagogiske grundsyn og til at analysere undervisningsspørgsmål ud fra de forskellige perspektiver i deres sekskantede ”relationsstjerne”. Forfatterne skriver levende og engageret til lærer- og didaktikstuderende. Hilde Hiim er førsteamanuensis ved Høgskolen i Akershus i Norge, og Else Hippe pensioneret fra en tilsvarende stilling.
At leg er et helt centralt omdrejningspunkt i børns liv, er almindelig viden hos alle, der beskæftiger sig med børn. I Legens flertydighed tager Maria Øksnes imidlertid begrebet leg under behandling på flere niveauer. Hun afdækker og problematiserer den i dag mest almindelige diskurs, hvor legen primært betragtes som en vej til udvikling og læring, og hvor den ofte opfattes som en udelukkende positiv, ja nærmest idyllisk aktivitet hos barnet. Heroverfor inddrager hun i nogle af bogens kapitler et historisk og filosofisk perspektiv. Med henvisning til bl.a. Michel Foucaults, Jean-François Lyotards, Hans-Georg Gadamers og Mikhail Bakhtins opfattelser af leg betones det, at legen også kan have en mere karnevalistisk og flertydig karakter, hvor ”urkræfter” som sensualitet, destruktivitet og grusomhed indgår. Endelig spørger Maria Øksnes til børnenes egen oplevelse af deres leg og fritid i SFO og fritidshjem. Hun viser derigennem, hvor vigtigt det er, at børn noget af tiden får lov til bare at være børn og lege uden voksnes forventninger om, at legen skal resultere i en eller anden form for læring. Legens flertydighed henvender sig til bachelorstuderende, der forbereder sig til arbejdet med børn i børnehave, indskoling og fritidsordning, til det faglige personale i de pædagogiske institutioner samt til andre, der interesserer sig for børns leg. Maria Øksnes er pædagog samt ph.d. i pædagogik og er i dag beskæftiget som forsker. Hun underviser desuden kommende børnehavepædagoger på Dronning Mauds Minne, Högskolan för förskollärarutbildning i Trondheim i Norge.
Pædagogik handler om opdragelse, uddannelse og undervisning og gennemsyrer derfor stort set hele vores hverdag. Pædagogik præger også i stigende grad en lang række fag og professioner og er genstand for megen forskning og mange politiske og kulturelle diskussioner. De udtryk, begreber, teorier og tankegange, der knytter sig til pædagogik, lever derfor en ofte omtumlet tilværelse mellem det hverdagsagtige og det videnskabelige, mere præcist beskrivende. Ny pædagogisk opslagsbog består af en lang række introducerende, perspektiverende og begrebsafklarende fremstillinger af aktuelle begreber, fænomener og tankegange i det pædagogiske univers. Bogen giver dermed indsigt i de forskellige begreber og stof til diskussion og eftertanke. Den leverer gennem sine opslag og sammenhængen mellem dem en række bud på, hvordan pædagogiske spørgsmål kan analyseres, reflekteres og foldes ud i en tid, der efterspørger stadig mere dokumentation og begrundelse for pædagogiske handlinger. Pædagogisk opslagsbog udkom første gang i 1978 og er siden blevet en klassiker i den pædagogiske verden, genoptrykt og revideret mange gange. Denne bog er en selvstændig, nyskrevet udgave ud fra den gamle bogs koncept. Bogens artikler er af forskellig længde og er forfattet af forskere og undervisere fra forskellige universiteter og professionshøjskoler. Bogen er velegnet til undervisningen på professionsuddannelserne og andre pædagogiske uddannelser samt til selvstændig brug af de studerende i forbindelse med fx opgaveskrivning. Lone Bæk Brønsted, Christina Jørgensen og Martha Mottelson er alle undervisere på Professionshøjskolen UCC. Lars Jakob Muschinsky er tidligere rektor for Zahles Seminarium og nuværende udviklingskonsulent ved Professionshøjskolen UCC.
Godt for børn – anerkendende relationeri praxis rummer ny inspiration til de dagtilbud, der bygger på begreber som anerkendelse, omsorg og ligeværdighed. I bogen formidles teoretisk viden om anerkendende relationer, og der gives forslag til, hvordan teori kan omsættes til virkelighed.Forfatterne fremlægger på baggrund af en lang række meget genkendelige, selvoplevede situationer fra dagligdagen en særlig arbejdsmåde, der kan støtte de ansatte i deres refleksioner over arbejdet med anerkendende relationer. Arbejdsmåden kan desuden danne udgangspunkt for dialog med forældre og andre samarbejdspartnere. Herudover behandler bogen betydningen af den struktur, som ansatte og forældre skaber for livet i institutionen, samt de samfundsmæssige og politiske forholds indflydelse på mulighederne for at skabe anerkendende relationer og derigennem styrke børns udviklingsmuligheder. Niels Elkjær Krog har arbejdet inden for børne- og ungdomspsykiatrien og er efteruddannet på Kemplerinstituttet og DISPUK. Siden 2000 selvstændig konsulent. Lotte Secher har mange års erfaring som pædagog, souschef og leder på daginstitutionsområdet. Efteruddannet som bl.a. familierådgiver, familieterapeut og superviser på Kemplerinstituttet.
Pædagogikbogen er skrevet som en grundbog til pædagoguddannelsen. Den tilbyder en sammenhængende forståelse af det pædagogiske felt og pædagogisk faglighed på tværs af forskellige målgrupper. Bogens udgangspunkt er en fortolkning af de kompetencemål, der stilles til den nye pædagoguddannelse, som træder i kraft sommeren 2014. Bogen introducer til, samler og perspektiverer de forskellige elementer af pædagogisk viden, som de studerende møder i uddannelsen. Den inddrager flere faglige discipliner, fx sociologiske, psykologiske, filosofiske, antropologiske og historiske. Bogen har fokus på at identificere, analysere og perspektivere den pædagogiske faglighed, som den kommer til udtryk inden for de aktuelle samfundsmæssige og institutionelle rammer i et moderne velfærdssamfund, og stiller følgende fundamentale spørgsmål: Hvad er pædagogisk arbejde? Hvad skal en pædagog kunne? Pædagogikbogen er inddelt i tre dele: Relationer og samspil, Rum og rammer i institutionen og Profession og faglighed. Hver del indeholder 12 kapitler, der er samlet omkring afgrænsede temaer og problematikker. Til hver del findes der opsamlende afsnit med centrale begreber og forslag til undersøgelser og analyser af de enkelte kapitlers temaer. Bogen rummer i alt 36 kapitler, der kan understøtte de moduler, som pædagoguddannelsen er opbygget af.
Bogen udkommer december 2016 i 2. oplag, som er opdateret i forhold til Fælles Mål 2016, herunder de fællesfaglige fokusområder og den fælles naturfagsprøve efter 9. klasse.Geografiundervisning - Fagdidaktisk grundbog er et didaktisk hjælpemiddel til at udmønte intentionerne i Fælles Mål 2016 i folkeskolens geografiundervisning. Bogen er en praktisk håndbog til lærere i grundskolen, til lærerstuderende og alle med interesse for geografiundervisning.Geografiundervisning - Fagdidaktisk grundbog er opdelt i tre kapitler:Kapitel 1: Undervisningsfaget. Analyserer og diskuterer fagets teoretiske grundlag ud fra dets didaktik, samspil med samfundsudviklingen og geografifagets historiske udvikling.Kapitel 2: Undervisningsplanlægning. Handler om væsentlige aspekter ved undervisningsplanlægning, som fx opstilling af mål, undervisningsmetoder, progression, evaluering og materialer.Kapitel 3: Geografi i praksis - didaktiske studieeksempler. Beskriver konkrete eksemplariske undervisningsforløb og de bagvedliggende overvejelser.Geografiundervisning - Fagdidaktisk grundbog er skrevet af fem geografiundervisere med stor undervisningserfaring på bl.a. læreruddannelsens undervisningsfag geografi.
Hvordan kan positiv psykologi bruges pædagogisk? Hvordan kan positiv psykologi skabe optimale læringsmiljøer? Positiv psykologi sætter fokus på glæde, trivsel, lykke og det gode liv.Antologien præsenterer den positive psykologis bagvedliggende teori og de deraf følgende pædagogiske implikationer i forhold til optimale læringsmiljøer, ledelse, undervisning, læring og arbejdsliv.Antologien henvender sig primært til lærere, pædagoger, psykologer, ledere og studerende.
Nu kommer bogen til alle dem, der brænder for at gøre skolen endnu bedre og er på udkig efter ny inspiration. Relationsudvikling i skolen belyser, hvordan skolens professionelle kan håndtere de udfordringer, de møder i hverdagen: ballade i timerne, mobning, konflikter mellem elever og mellem lærere og elever, det vanskelige samarbejde mellem skole og forældre samt besværlige forandringer - og gøre dem til gode, lærerige oplevelser og samarbejdsrelationer.Bogen viser ud fra letgenkendelige cases og praksiseksempler, hvordan skolens professionelle kan bruge relationstænkning og en bred vifte af redskaber til at skabe inklusion og bedre vilkår for alles læring og trivsel. Der er tale om den første forskningsbaserede håndbog, hvor systemiske, anerkendende og narrative tilgange bringes i anvendelse i skoleverdenen.
Håndbog for sprogvejledere belyser forskellige aspekter ved sprogvejlederfunktionen i forhold til børns sprogtilegnelse og samarbejdet med barnet, forældre og netværkspersoner. Den består af tre dele og introducerer både forsknings- og praksisbaseret viden.Første del: Vejledning og pædagogisk planlægning i forhold til børns sprog omhandler emnerne sprogindsatser, didaktik og læring, kollegial vejledning, forældreinvolvering mv.Anden del: Børns sprogtilegnelse favner emner lige fra sprogteori gennem tiden, forudsætninger for sprog, til tilegnelse af det danske sprog og af dansk som andetsprog.Tredje del: Dokumentation og evaluering af børns sprog og pædagogisk praksis omfatter metoder til udvikling, vurdering og registrering af børns sprog.Forfatterne er udvalgte fagpersoner med solid teoretisk viden og/eller praksiserfaring inden for hvert deres område.
"...rigtig megen inspiration i bogen for alle voksne - både sociale myndighedspersoner og forældre - der gerne vil have hjælp til at komme tættere på det dilemma, der er forbindet med at skulle formidle en barnestemme, som man slev skal bidrage til at give mening og sætte ord på." - Per Schultz Jørgensen, PolitikenBørneperspektiver tilbyder konkrete metoder til, hvordan pædagoger, lærere og socialarbejdere i praksis kan inddrage børns perspektiver.Med afsæt i nyere barndomsforskning og narrativ teori beskriver forfatteren betingelser, muligheder og begrænsninger i børnesamtaler og i den daglige observation og deltagelse. Hun gennemgår, hvordan man kan tilrettelægge og agere i mødet med barnet, så man får indblik i og støtter op om barnets perspektiv.Gennem eksempler og øvelser vises de udfordringer, der knytter sig til at inddrage børns perspektiver i praksis - både i daginstitutioner, skoler og i socialt arbejde med udsatte og anbragte børn og unge.Bogen henvender sig til alle, som arbejder professionelt med børn, og er særligt relevant for socialrådgivere, pædagoger, lærere, plejeforældre og kontaktpersoner/gadeplansarbejdere.
Hvad er naturvidenskab - og hvilken plads har naturfag som almendannelse i et moderne samfund? Svein Sjøberg argumenterer for, at naturfagene ikke kun skaber et grundlag for de rent materielle sider ved et moderne samfund, men at naturfagenes ideer, metoder og verdensbillede er blandt de mest centrale dele af vor kulturarv. Naturfag er derfor vigtige i skolen også som kultur- og dannelsesfag og som ballast i et demokratisk samfund.
Antologien Motorik og bevægelse i børns liv diskuterer, hvordan forskellige traditioner og definitioner kan bidrage til en helhedsorienteret forståelse af motorik og bevægelse med henblik på at fremme børns livskvalitet. Den bygger på pædagogiske, sociologiske, terapeutiske, psykologiske og kulturteoretiske teorier samt praktiske erfaringer fra daginstitutioner, skoler, idrætsforeninger og behandlingstilbud.Bogen henvender sig til alle, der arbejder fagligt med børns motorik og bevægelse og interesserer sig for, hvordan bevægelse kan bidrage til et rigere hverdagsliv for børn. Målet er at bygge bro mellem forskellige videnskabelige traditioner, forskellige professioner og frivillige der arbejder med børn, samt mellem teori og praksis.
Går bag om designerens daglige arbejde og giver et indblik i den kreative skabelsesproces, som designeren er en del af. Design - proces & metode er enestående i sit fokus på afmystificering og operationalisering af designprocessens flygtige og komplekse karakter.Udover et bredt indblik i designerens arbejdsmetoder og designparametre giver Design - proces & metode en række eksempler fra anerkendte designvirksomheder, der gør det muligt at komme helt tæt på designerens virkelighed.Design - proces & metode er udarbejdet til C og B niveau, men kan bruges af alle, der interesserer sig for design og designerens udviklingsproces.Design – Proces og Metode er produceret med støtte fra Undervisningsministeriets tips- og lottomidler samt Bergiafonden.
Medicinske sygdomme – Sygdomslære og sygepleje, 13. udgave, er gennemgående revideret og opdateret. En lang række læger og sygeplejersker har bidraget med deres specialviden i bogen. Nye forfattere er kommet til, og bogen er udvidet med et kapitel om sygepleje til patienter med stofbrug samt sygepleje til hæmatologiske patienter.Bogen indledes med fire generelle kapitler: Intern medicin, Sundhed og levetid, Mestring af kronisk sygdom og Den akutte medicinske patient.Herefter følger 16 kapitler, der beskriver de forskellige hovedgrupper inden for medicinske sygdomme. Hvert kapitel indledes med sygdomslæren med hovedvægt på de hyppigste sygdomme. Efterfølgende beskrives sygeplejen til en af de største patientgrupper inden for området.Bogen er rigt illustreret, og der inddrages flere patientcases, der giver et levende indblik i den situation, patienten befinder sig i.Redaktører på bogen er overlæge Terje Erdal Knudsen og sygeplejerske, MLP Tove Birkebæk Thomsen.Bogen henvender sig primært til sygeplejestuderende og færdiguddannede sygeplejersker, men den kan i lige så høj grad give andre sundhedsprofessionelle et solidt fundament og grundlæggende viden om de forskellige medicinske sygdomme.
Denne bog er til inspiration for alle os, som indimellem mangler mod og vilje til at stå ved det, vi mener og gøre noget ved det, vi synes, er forkert. Det er en bog til forældre, til lærere og ledere. Det er en bog om kærlighed, engagement, opdragelse og ledelse – af børn og voksne, lyshårede og mørkhårede – og det er en bog om, hvordan man trods modstand bevarer energien og viljen til at tage kampene, når de skal tages.I 2011 blev skoleinspektør Lise Egholm kåret som Årets Leder. Det er første gang en offentlig leder er blevet kåret, men det er ikke første gang Lise Egholm har gjort sig bemærket. Hun har været en markant stemme i debatten om folkeskolens rolle i forhold til børn, socialt belastede familier, integration mv. Hun har gjort Rådmandsgades Skole, tidligere en af Nørrebros mest belastede, til en gedigen succeshistorie.
BEMÆRK - OMBYTTES KUN FOLIERETDet syge menneske BIND I er det tredje bind i 2. udgave af lærebogssystemet Det sunde og Det syge menneske, som retter sig til studerende ved de sundhedsfaglige uddannelser.Det sunde og Det syge menneske er især skrevet til grundduddannelsen i sygepleje. Lærebogen er imidlertid også velegnet for studerende inden for andre sundhedsfag som medicin, odontologi, fysioterapi, ergoterapi, jordemoderfaget og ernæringsfysiologi mv. samt i forbindelse med forskellige typer af efter- og videreuddannelse. Værket kan desuden bruges som opslagsværk af færdiguddannet sundhedspersonale..Det syge menneske BIND II indledes med principperne for klinisk ræsonnement. Derefter beskrives sygdomsprocesser, undersøgelser og diagnoser samt forskellige behandlingsformer. I de følgende kapitler gennemgås sygdomme i kredsløbsorganerne, i respirationsorganerne, i fordøjelsesorganerne, i leveren samt i nyrer og urinveje.
Er jeres morgener præget af kaos og ’Skynd dig nu!’? Ligner køkkenet en krigszone 5 minutter efter, at din datter er kommet hjem fra skole? Er det svært for din søn at holde koncentrationen? Eller kører benene altid under bordet, mens lektierne bliver lavet? Børns uro kommer til udtryk på mange måder og kan have mange årsager. Helle Kjærgård er børneneuropsykolog og har 25 års erfaring med børn og unge, der udfordrer deres omgivelser. Hun forklarer baggrunden for barnets uro og kommer med mange gode, konkrete råd og værktøjer til at skabe struktur, ro og balance i en ellers kaotisk hverdag. Fokus er især på børn fra 5 til 12 år, men forældre til både yngre og ældre børn kan også sagtens læse med.
Denne bog er skrevet til dig, som går på pædagoguddannelsen. Den handler om at skrive opgaver, uanset hvilket emne du skriver om, og hvor du er i din uddannelse. Det kan være, du lige er startet, er i praktik eller skriver bachelorprojekt.Bogen handler ikke kun om at sætte ord på papir eller skærm, men også om det, der omgiver selve opgaveskrivningen. Den er derfor ikke kun en bog om at skrive, men også en studiemetodisk bog, som på flere måder støtter dig gennem din uddannelse.Bogen består af tre dele: Første del omhandler studieteknik og skriveproces. Anden del kommer omkring de emner, der relaterer sig til opgaveskrivning, fx informationssøgning og vejledning. Vi udfolder desuden de forskellige skrivemåder, som hører til den akademiske genre. Tredje del behandler de opgavetyper, du møder på studiet, fx portfoliotekster.Vi håber, at denne bog giver dig det, vi selv savnede, da vi begyndte på vores uddannelse: gode tips, viden og vejledning om, hvordan man får det bedste ud studietiden, når man læser til pædagog - fra start til slut.
Den gode opgave er en fascinerende bog skrevet af Peter Stray Jørgensen. Denne bog, der hører til i genren af akademiske vejledninger, blev udgivet af Samfundslitteratur den 5. april 2022. Bogen er et must for enhver studerende eller akademiker, der ønsker at forbedre deres evne til at skrive opgaver. Jørgensen formår at gøre indholdet både letforståeligt og anvendeligt, og hans ekspertise inden for området skinner igennem på hver side. Udgivet af Samfundslitteratur, er 'Den gode opgave' en uundværlig ressource for enhver, der ønsker at forbedre deres akademiske skrivefærdigheder.
At skulle samarbejde og lære sammen på tværs af professioner er noget, der ofte rummer helt nye udfordringer for de fleste professionsstuderende. Ikke alene er litteraturen, undervisningens tilrettelæggelse og omgangsformen anderledes, end hvad de fleste er vant til, men også den faglige problemstilling, man samarbejder om at løse, kan for mange kræve en omstilling i forhold til ens kernefaglighed.Alle udfordringerne til trods så er det tværprofessionelle samarbejde, noget man kan lære, og denne bog et godt sted at starte. Bogen belyser, hvad tværprofessionelt samarbejde er, hvorfor det er nødvendigt og hvilke udfordringer det kan rumme - under studiet såvel som i den professionelle praksis. Først og fremmest er bogen dog en guide, som støtter studiegruppen i at tilrettelægge arbejdet og håndtere de vanskeligheder, som den måtte møde undervejs.Bogens introducerende kapitler er skrevet tæt op ad cases, som dels afspejler typiske samarbejdssituationer i tværprofessionelle studiegrupper og dels praksisnære problemstillinger med borgere, der kun kan løses ved samarbejde mellem forskellige professioner. Undervejs er kapitlerne suppleret med opgaver og forslag til konkrete værktøjer, som kan styrke studiegruppens læring og problemløsning.
Hvordan skal vi forstå leg? Er det en særlig læringsform – eller er det en aktivitet i sin egen ret uden andet formål end sig selv? Og er vi nødt til at vælge det ene legesyn fremfor det andet? Ifølge LEG – en ny forståelse er svaret nej. Den anviser derimod en tredje vej, hvor de to forståelser samles. Bogen formidler desuden et væld af nye indsigter om legen som fænomen:Hvem og hvad begrænser legen i dag, og hvordan frisætter vi legen? Hvad definerer leg og legetøj? Hvad er legesyn? Hvad betyder vores ”begrebsbriller” for, hvordan legen opfattes og ses? Hvordan udvikler legen barnets socialitet, selvkontrol, kreativitet, sprog/literacy og læring af den første matematik? Hvordan påvirker og udvikler legen barnets gener og hjerne? Hvad betyder professionsbegrebet ”intergenerationel pædagogik”? Legen går helt tilbage til menneskets forhistorie. Hvilke konsekvenser får denne nye viden for professionernes begreber og praksis? Hvorfor er legen nødvendig i fremtidens robotalder? Hvordan kan legens potentiale bruges i den fremtidsparate skole? Disse og mange andre spørgsmål finder du svar på i denne banebrydende bog. God fornøjelse.
Flere fantastiske forbindelser - relationer og konstruktioner i læringsmiljøer er en antologi med bidrag fra en række markante pædagogiske personligheder fra USA, Canada, England, Sverige og Danmark, der giver forskellige perspektiver på relationel teori og praksis i læringsmiljøer.Antologien er en selvstændig opfølger til antologien Fantastiske forbindelser - i undervisning og læringssamvær, hvor andre markante navne gjorde bogen til en pædagogisk bestseller.Flere fantastiske forbindelser har en om muligt endnu mere bemærkelsesværdig række af forskere, teoretikere og praksisudviklere som bidragydere, der kan udvide de fantastiske forbindelser og relationelle forståelser og udvikle eminente, samskabende og vitaliserende læringsmiljøer i skoler såvel som i daginstitutioner. Antologien lægger særlig vægt på ideen om, at vi samskaber vores forståelser af både os selv og verden. Alt, hvad vi tilegner os, lærer vi i relation til nogen eller noget.Forfatterne repræsenterer en bred vifte af fascinerende og respektfulde måder at udvikle god praksis. Antologien udgør en samlet helhed, men de enkelte bidrag kan læses hver for sig, hvis man ønsker at dykke dybere ned i emner som værdsættende undersøgelser, samskabelse, compassion, co-teaching, demokrati og professionelle relationer.Ledere, lærere, pædagoger, psykologer, konsulenter, lærer- og pædagogstuderende, studerende på pædagogiske diplommoduler og alle andre, der måtte have interesse i relationer og samskabelse af læringsmiljøer, kan finde inspiration til at udvikle pædagogisk forståelse og god praksis i egne kontekster.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.